De amerikanske, uroprægede akademiske studier af Mellemøsten og islam er under fundamental forandring. Jeg vil her fremlægge nogle af mine overvejelser baseret på 42 års personlige iagttagelser:
Fra vestlig offensiv til islamisk offensiv: Muslimernes relationer til de kristne deler sig i fire lange perioder: fra Muhammads hijra til det første korstog, 622-1099, hvor muslimerne ekspanderede på de kristnes bekostning; til den 2. belejring af Wien, 1099-1683, som oplevede en blanding af muslimsk fremmarch (f.eks., Anatolien) og tilbagetrækning (Den Iberiske Halvø); til den arabiske olieboykot, 1683-1973, med de kristne i offensiven; og siden 1973 med muslimerne i offensiven.
 En af mange bøger om den "arabiske verden." |
Fra arabisk til muslimsk: Bøger om "araberne," "den arabiske verden," "arabisk politik," "arabisk nationalisme," og "arabisk socialisme" blev sprøjtet ud i mine studieår. Med tiden blev hulheden i denne moderne opfattelse af araberne dog tydelig. Jeg var en af dem der fremhævede islam som den væsentlige, afgørende faktor, og viede mig for tredive år siden til at bevise, at "islam dybtgående former muslimers politiske holdninger." Denne indsigt, som dengang blev mødt med skepsis, er i dag blevet så blændende indlysende, at Amazon.com opstiller ikke mindre end 3.077 værker på engelsk om jihad.
Fra kritiske til apologetiske skrifter: Lidet anede jeg, at jeg ved at tage den islamiske historie op på dette tidspunkt lige akkurat slap ind, inden revisionismen oversvømmede studiet. Tilbage i 1969 respekterede de lærde den islamiske civilisation, samtidig med at de sædvanligvis (dog ikke altid) fastholdt en stolt vestlig indstilling. Symbolsk for den gammeldags indlæring pålagde min første professor i Mellemøstens historie os Julius Wellhausens værk, Das arabische Reich und sein Sturz (omend i engelsk oversættelse), udgivet i 1902.
Så kom revolutionen. Martin Kramer tilskriver ændringerne på Mellemøsten-studierne til udgivelsen af Orientalism af Edward Said i 1978; jeg ser dem mere som et resultat af den skarpe venstredrejning på universiteterne. Men hvad årsagen end var, så henfaldt området til en revisionistisk, apologetisk, jargonladet, fejlbefængt dyrkelse af den tredje verden.
 Den gamle garde: Julius Wellhausen (1844-1918), forfatter til min studieplanslæsning om Umayyade-dynastiet. |
Akademisk arbejde har til tider næsten været en parodi på sig selv, hvor specialister har bevist absurditeter så som: israelsk oldtidshistorie er en moderne zionistisk propagandaopfindelse, den islamistiske bevægelse mislykkedes allerede omkring 1992, behovet for vand driver den arabisk-israelske konflikt, og der findes ingen homoseksuelle i Mellemøsten. Som diverse rørstrømske mindeord over Said antyder, er mange specialister forblevet slaver af hans skadelige ideer.
Fra offentlig ligegyldighed til engagement: Mellemøsten havde det politisk set fortrinsvist godt i tiden før 2001, takket være koldkrigsspændinger, olieeksport, den arabisk-israelske konflikt og den iranske revolution. Men den amerikanske offentligheds interesse for regionen forblev moderat lige indtil 9/11 og de efterfølgende krige i Afghanistan og Irak. Den nye bølge af interesse førte til en bred opmærksomhed på det akademiske arbejdes utilstrækkelighed. Ved hjælp af sofistikeret kritik som Kramers, plus organisationer som Campus Watch, er offentligheden blevet aktivt involveret i at imødegå de radikale mellemøstspecialister, for eksempel ved gennem aktivisme at nægte dem fast ansættelse. Man finder ingen paralleller hertil på andre områder.
Fra trendy til tilbageskuende: En anden reaktion på ovennævnte fejlslag ytrer sig ved forfattere – ofte uden for den akademiske verden – som vender tilbage til den lærde verden fra før 1980 for at forstå regionen. Ibn Warraq, et pseudonym for en tidligere muslim, har udgivet en række bøger om Muhammads liv, Koranens oprindelse, dens varianter og betydninger, alt sammen byggende på skrifter som er flere generationer gamle. Andrew Bostom, medicinsk forsker, har i antologisk form udgivet signifikante dele af lærdomme fra før 1980 vedrørende jihad og antisemitisme. Historikeren Efraim Karsh har skrevet Islamic Imperialism, som hævder, at islams ekspansive tendenser har drevet religionen lige siden Muhammads krige.
Disse traditionelle bøger er endnu få i antal, sammenlignet med kaskaderne af revisionisme, men de markerer en genoplivelse af ideer og temaer, som engang forekom hendøende. Deres opdukken signalerer, sammen med offentlighedens engagement og den stigende tilstedeværelse af lovende nye forskere, at – næsten udelukkende inden for humaniora – en fornuftig forståelse af Mellemøsten og islam måske er ved at vende tilbage.
