Zionisterne stjal palæstinensisk jord: det er dette mantra som både Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas lærer deres børn og udspreder i deres medier. Denne påstand har kolossal betydning, som Palestinian Media Watch forklarer: "Fremstillingen af skabelsen af den [israelske] stat som et tyveri og dens fortsatte beståen som en historisk uretfærdighed tjener som grundlag for Det Palæstinensiske Selvstyres ikke-anerkendelse af Israels ret til at eksistere." Beskyldningen om tyveri undergraver tillige Israels position internationalt.
 Palæstinensisk billedfantasi: Davidsstjerne-haj sluger Palæstina. |
Nej, det er den ikke. Skabelsen af Israel repræsenterer ironisk nok nogenlunde den mest fredelige ind-vandring og statsdannelse i historien. For at forstå hvorfor, må man se zionismen i dens kontekst. Enkelt sagt, så er erobring den historiske sædvane; overalt er styrer blevet skabt gennem invasion, næsten alle stater er blevet dannet på nogle andres bekostning. Ingen er styrende permanent, alles rødder kan spores tilbage til et andet sted.
Tyske stammer, centralasiatiske horder, russiske zarer og spanske og portugisiske erobrere omformede verdenskortet. Nutidens grækere har kun en spinkel forbindelse til antikkens grækere. Hvem har tal på de gange Belgien er blevet rendt overende? De Forenede Stater blev skabt ved at besejre de oprindelige amerikanere. Konger plyndrede i Afrika, ariere invaderede Indien. I Japan udslettede de yamato-talende folk alle andre bortset fra nogle smågrupper såsom ainu-folket.
Mellemøsten har i kraft af sin centrale beliggenhed og geografi oplevet sin rigelige andel af invasioner, heriblandt græske, romerske, arabiske, korsfareres, seldjukiske, timuride, mongolske og moderne europæiske. Inden for regionen betød dynastiske stridigheder at nogle territorier – Egypten for eksempel – blev erobret og generobret.
Det landområde som i dag udgør Israel, var ingen undtagelse. I Jerusalem Besieged: From Ancient Canaan to Modern Israel, [Jerusalem bestormet: Fra det gamle Kanaan til det moderne Israel] skriver Eric H. Cline om Jerusalem: "Ingen anden by er der blevet kæmpet mere bittert om gennem hele dens historie." Han bakker sin påstand op ved at opliste "mindst 118 separate konflikter i og for Jerusalem gennem de seneste fire årtusinder." Han opregner, at Jerusalem er blevet udslettet fuldstændigt mindst to gange, belejret 23 gange, indtaget 44 gange og angrebet 52 gange. Det Palæstinensiske Selvstyre dyrker en fantasi om, at vore dages palæstinensere nedstammer fra en stamme i oldtidens Kanaan, jebusitterne; i virkeligheden er de overvejende efterkommere af indtrængere og immigranter, som søgte økonomiske muligheder.
 Mange krige om Jerusalem: Kejser Titus fejrede sin sejr over jøderne i år 70 med en bue, som viser romerske soldater bære af sted med en menorah fra Tempelbjerget. |
I stedet opkøbte de jord. Erhvervelse af ejendom dunam efter dunam, gård efter gård, hus efter hus, udgjorde kernen i det zionistiske forehavende frem til 1948. Jewish National Fund, som blev grundlagt i 1901 med det formål at opkøbe land i Palæstina "for at bidrage til grundlæggelsen af et nyt samfund af frie jøder, der er engagerede i aktiv og fredelig virksomhed," udgjorde kerneinstitutionen – og ikke Haganah, den hemmelige forsvarsorganisation som blev dannet i 1920.
Zionisterne fokuserede også på en genoprettelse af det, der lå øde hen og blev anset for ubrugeligt. De fik ikke alene ørkenen til at blomstre, men drænede sumpe, rensede vandkanaler, genindvandt ødemarker, plantede træer på nøgne bakker, ryddede for sten og fjernede salt fra jorden. Det jødiske genindvindings- og sanitetsarbejde reducerede brat antallet af sygdomsrelaterede dødsfald.
Først da den britiske mandatmagt opgav Palæstina i 1948, hvilket øjeblikkelig blev efterfulgt af et gennemgribende forsøg fra de arabiske stater på at knuse zionisterne og smide dem ud, greb sidstnævnte sværdet i selvforsvar og gik videre til at vinde land gennem militær erobring. Selv da, som historikeren Efraim Karsh påviser i Palestine Betrayed [Palæstina forrådt], flygtede de fleste af araberne fra deres jord; kun yderst få blev tvunget bort.
Denne historie står i modsætning til den palæstinensiske beretning om, at "zionistiske bander stjal Palæstina og smed dets befolkning ud", hvilket førte til en katastrofe "af hidtil uset karakter i historien" (ifølge en af Selvstyrets lærebøger for gymnasieelever), eller at zionisterne "plyndrede palæstinensisk jord og nationale interesser og skabte deres stat på ruinerne af det palæstinensiske arabiske folk" (skrevet af en klummeskribent i Selvstyrets avis). Internationale organisationer, avisledere og læreanstalters underskriftindsamlinger har gentaget denne usandhed verden over.
Israelerne bør holde hovedet højt og påpege, at opbygningen af deres land var baseret på den mindst voldelige og mest civiliserede fremfærd hos noget folk i historien. Bander stjal ikke Palæstina; købmænd købte Israel.
