For første gang i sin umådeligt lange historie truer Yemen nu omverdenen. Det gør det på to væsentlige måder.
For det første, endnu inden de aktuelle omvæltninger begyndte i landet den 15. januar, blev vesterlændinge ramt af den vold som opstod i Yemen. Mens præsident Ali Abdullah Salehs svage regering kun kontrollerede en mindre del af landet, var volden dukket op både nær Yemen (så som angreb på amerikanske og franske skibe) og fjernt fra det (Anwar al-Awlakis opildnen til terrorisme i Texas, Michigan og New York). Med Salehs tilsyneladende tilbagetræden den 4. juni, hvor han rejste til Saudi Arabien for at få medicinsk behandling, vil centralregeringens myndighed yderligere mindskes. Yemen er klar til at blive en endnu større eksportør af vold.
 Houthi- oprørere i det nordlige Yemen. |
Problemet begynder med en i stigende grad katastrofal vandmangel. Gerhard Lichtenthāler, som er specialist på dette felt, beskrev i 2010 hvorledes, i mange af landets bjergområder, "tilgængeligt drikkevand, som normalt hentes fra en kilde eller et regnvandsreservoir, er nede på under en liter per person per dag. De vandførende lag udgraves med en sådan hast, at grundvandsspejlet er faldet med 3-6 meter om året, hvilket truer landbruget og efterlader større byer uden tilstrækkeligt, sundt drikkevand. Sanaa kan blive den første hovedstad i verden, som løber tør."
Og ikke blot Sanaa: som en overskrift i en udgave af London Times udtrykker det, så kan Yemen "blive den første nation i verden, som løber tør for vand." I moderne tid er der aldrig før sket noget så ekstremt, selvom tilsvarende mønstre af tørke har vist sig i Syrien og Irak.
 En yemenitisk mand trækker vand op fra en brønd i den nordlige del af landet. |
Udsigten til økonomisk implosion bliver stadig mere truende dag for dag. Olieforsyningerne er reducerede til et punkt, hvor "Lastbiler og busser ved tankstationerne holder i kø i timevis, mens knappe vandforsyninger og el-svigt er en daglig foreteelse." Al produktionsaktivitet falder tilsvarende.
Som om vand og fødevarer ikke voldte bekymringer nok, så har Yemen en af de højeste fødselsrater i verden, hvilket blot forværrer forsyningsproblemet. Med et gennemsnit på 6,5 børn per kvinde er næsten 1 ud af 6 kvinder gravid på et hvilket som helst tidspunkt. Den nuværende befolkning på 24 millioner må forudses af blive fordoblet på omkring 30 år.
Politik forværrer problemet. Antager vi, at Salehs styre nu er fortid (saudierne vil muligvis ikke lade ham rejse, der er for mange modstandere på hjemmefronten som har talt imod ham), så vil hans efterfølger få svært ved at regere selv den beskedne del af landet, som han kontrollerede.
Alt for mange fraktioner med indbyrdes modsatrettede mål kæmper om magten – Salehs styrker, Houthi-oprørerne i nord, løsrivelsesbevægelserne i syd, Al-Qaeda-lignende styrker, en ungdomsbevægelse, militæret, førende stammer og Ahmar-familien – til at de kan flyde sammen til en klar tosidet konflikt. I et land styret af et "stammesystem der er maskeret som militært autokrati," forekommer anarki i stil med Somalia eller Afghanistan mere sandsynligt end borgerkrig.
De yemenitiske islamister rækker lige fra medlemmer af Islah-partiet, som konkurrerer i parlamentariske valg, til Houthi-oprørerne, der kæmper mod saudiske styrker, og Al-Qaeda på den Arabiske Halvø. Deres voksende magt stimulerer staterne og organisationerne i den iransk funderede "rmodstandsblok." Hvis shi'itterne vinder over sunnierne i Yemen, vil Teheran vinde så meget desto mere.
 Landsbyen Al-Tawilah, et eksempel på yemenitisk arkitektur. |
Personlig kommentar: Jeg blev fascineret af Yemen under et besøg som studerende i 1972. Et land så vanskeligt at skaffe sig adgang til, at diverse kolonimagter kun bølgede rundt ved dets randområder, og som var i stand til at bevare sine skikke, herunder en spektakulær byggestil og en særpræget kultur, hvor mændene bar daggert og de fleste voksne tyggede qat.
Kan omverdenen forhindre katastrofen? Nej. Yemens terræn, kultur og politik gør alt sammen en militær indgriben uholdbar; og på dette tidspunkt præget af vestlige underskud og saudisk frygt vil ingen påtage sig ansvaret for dette lands økonomiske kollaps. Ej heller vil nogen stater melde sig frivilligt til at lukke millioner af nødlidende flygtninge ind.
I denne meget dystre stund er yemenitterne alene.
