Forståelse af Egypten efter Mubarak

Nu hvor Egypten slingrer ind i en ny æra, kan et kig på landets komplicerede og hemmelighedsfulde karakter bidrage til en forståelse af dets sandsynlige kurs. Her følger nogle tanker vedrørende nogle af kernespørgsmålene:

Ånden fra Tahrir-pladsen er ægte og levende, men umådelig fjernt fra magtens haller. Revolutionære ideer – såsom at regeringen bør tjene folket, ikke omvendt; at herskerne bør vælges af folket; og at individer har en iboende værdighed og visse medfødte rettigheder – har omsider gennemtrængt en betydelig del af landet og i særdeleshed de unge. På langt sigt kan disse ideer udvirke mirakler. Men for nuværende er der tale om systemkritiske ideer, som er udelukket fra enhver funktionel rolle.

En militærdomstol idømte den frisindede blogger Maikel Nabil tre års fængsel.

Militærstyret vil fortsætte. Soldaterne greb ikke magten ved Hosni Mubaraks afgang for to måneder siden; de gjorde det i 1952. Det var dengang de Frie Officerer omstyrtede det konstitutionelle monarki og satte sig i sædet. Den ene ledende militærmand fulgte efter den anden – fra Naguib til Nasser til Sadat til Mubarak til Tantawi – i en ubrudt række gennem 59 år. Med tiden udvidede militæret sit greb fra den politiske verden til den økonomiske, producerede alt lige fra fjernsyn til olivenolie og opnåede kontrol med en betydelig del af Egyptens rigdomme. Soldaterne er alt for vante til magten og det gode liv til at opgive disse frynsegoder. De vil gøre det der skal til for at bevare magten, om det så er udrensning af Mubarak, fængsling af hans sønner, forbrydelse af hans gamle politiske parti, ændring af forfatningen eller undertrykkelse af anderledes tænkende.

Militæret er ikke sekulært. Lige siden de Frie Officerers allertidligste oprindelse i 1930'erne til de seneste gentagne bekræftelser af shari'a (islamisk lov) som "hovedkilden til al lovgivning" har den egyptiske militære ledelse bestandig afsløret sin islamistiske orientering. De Frie Officerer er mere specifikt opstået i den militære gren af Det Muslimske Broderskab og har gennem årtierne konkurreret med den civile fløj. Som kommentatoren Cynthia Farahat skriver i Middle East Quarterly, bør deres rivalisering "opfattes, ikke som en kamp mellem et autokratisk, sekulært diktatur og et kommende islamistisk sådant, men som en kamp mellem to ideologisk ensartede, om ikke identiske, rivaliserende grupper opstået af samme kilde."

Det Muslimske Broderskab er mindre drabeligt, end dets rygte antyder.

Det Muslimske Broderskab er ikke noget magtcenter. Organisationen lider under store problemer. For det første bliver den foragtet af de mere opfarende og voldelige islamister. Al-Qaeda overfusede den for nylig for at have deltaget i valgene og hånede den for at være på vej til at blive "sekulær og på falsk vis forbundet med islam." For det andet står Broderskabet svagt i den praktiske verden på gulvet. Hesham Kassem fra Den Egyptiske Organisation for Menneskerettigheder skriver, at dets medlemstal ikke overstiger 100.000, hvilket i et land med 80 million betyder, at det "i virkeligheden ikke er nogen græsrodsbevægelse," men en opfodret institution, som nyder godt af at være den eneste tolererede. Ægte politisk konkurrence burde mindske dens tiltrækningskraft.

Endelig vil en forståelse af egyptisk politik betyde en gennemskuelse af det karakteristiske mellemøstlige dobbeltspil (som i irakisk og syrisk politik), her udspillet mellem militæret og islamisterne. Læg mærke til dets modstridende elementer:

Rutinemæssigt militært-islamistisk samarbejde. Militæret har, skriver Farahat, "i det skjulte været i hemmelig forståelse med islamisterne imod de mere demokratisk sindede medpatrioter og religiøse minoriteter, især kopterne." Ét af mange eksempler: Den 14. april blev en konference om menneskerettigheder, som kritiserede militæret for at slæbe civile for militære domstole, afbrudt to gange. Først af en officer fra militærpolitiet, som var bekymret vedrørende "usømmelige kvinder," og derefter af islamister, som var vrede over den upassende diskussion af militæret. Hvem er hvem? Rollerne er næsten blevet ombyttelige. Den nye militære ledelse har ligeledes givet islamisterne lov til at danne politiske partier og har løsladt medlemmer af Broderskabet fra fængslet. Til gengæld har Mohamed Badei, Broderskabets leder, rost de væbnede styrker og hans organisation har tilsluttet sig hærens marts-referendum.

Regeringen udnytter frygten for Det Muslimske Broderskab. Militæret har gavn af ængstelsen både hjemme og i udlandet for en islamistisk overtagelse. Udsigten hertil retfærdiggør ikke alene dets egen fortsatte dominans af Egypten, men undskylder også dets yderligtgående tiltag og brutalitet. Militæret har lært at spille islamisterne som en yo-yo. Mubarak var f.eks. så snedig at lukke 88 Muslimske Brødre ind i parlamentet i 2005; dette viste på én gang faldgruberne ved demokratiet og gjorde hans eget tyranni uundværligt. Efter at have markeret denne pointe lukkede han kun én Muslimsk Broder ind i parlamentet ved valget i 2010.

Kort sagt, selvom moderniteten fra Tahrir-pladsen og Det Muslimske Broderskabs barbari begge har betydning på langt sigt, så vil militæret højst sandsynlig fortsat regere Egypten og kun foretage kosmetiske ændringer.