Efter årtiers stagnation er Mellemøsten i oprør. Der foregår for meget til at man kan fokusere på ét enkelt sted, så her kommer en oversigt over udviklingen i fire nøglelande.
 Mu'ammar al-Qaddafi i fuld militær pragt. |
Måske er Obama heldig og Qaddafi bryder hurtigt sammen. Men ingen ved hvem oprørerne er, og den åbne indsats uden defineret mål kan meget vel blive langvarig, omkostningsfuld, terrorpræget, og politisk upopulær. Skulle dette ske, risikerer Libyen at blive Obamas Irak – eller værre hvis islamisterne overtager landet.
Obama ønsker, at USA skal være "en partner blandt mange" i Libyen og ville måske ønske, at han var præsident i Kina med sin forestilling om, at denne krig giver USA en storslået mulighed for at eksperimentere og lade som om det er Belgien. Jeg må indrømme, at jeg har en vis forståelse for dette synspunkt; i 1997 beklagede jeg mig gang på gang, fordi Washington hastede ind og påtog sig ansvaret for at opretholde ro og orden, "de voksne amerikanere anså andre for at være barnlige." Jeg opfordrede Washington til at udvise større tilbageholdenhed, lade andre komme til os og bede om vores hjælp.
Det er netop, hvad Obama på sin klodsede og dårligt forberedte måde har gjort. Resultatet vil helt sikkert komme til at påvirke fremtidens amerikanske politik.
Egypten: De væbnede styrkers højeste råd stod bag et forfatningsforslag den 19. marts, som blev vedtaget med 77 stemmer mod 23. Det har haft den virkning at fremme Det Muslimske Broderskab samt resterne af Hosni Mubaraks Nationaldemokratiske Parti samtidig med, at det har kørt de sekulære fra Tahrirpladsen ud på et sidespor. Ved at gøre dette har den nye militære ledelse bekræftet sine intentioner om at fortsætte regeringens skjulte, men langvarige hemmelige forståelse med islamisterne.
To kendsgerninger underbygger denne hemmelige forståelse: Egypten har været styret af militæret siden et coup d'état [statskup] i 1952 og de såkaldte Frie Officerer, som udførte kuppet, havde selv nære bånd til den militære fløj i Det Muslimske Broderskab.
 De "Frie Officerer" i 1952. Bemærk Gamal Abdel Nasser siddende længst til venstre og Anwar el-Sadat siddende længst til højre. |
Ånden fra Tahrirpladsen var ægte og vil måske holde stand i sidste ende; men lige nu er det "business as usual" i Egypten, hvor regeringen fortsætter Mubaraks velkendte kvasi-islamistiske linje.
 Mahmoud Ahmadinejad gør stads af Bashar al-Assad i Teheran i 2010. |
Da forandringens vinde i 2011 nåede Syrien, mistede masserne, som råbte Suriya, hurriya ("Syrien, frihed"), frygten for deres baby-diktator. Panikslagen svingede Bashar mellem vold og formildelse. Hvis Assad-dynastiet går sit ophør i møde, kan det få ødelæggende følger for den minoritet, som Alawi-samfundet, hvoraf det er udsprunget, udgør. Sunni-islamisterne, som rummer det indre spor til at efterfølge Assad-samfundet, vil sandsynligvis trække Syrien ud af den iransk-ledede "modstandsblok", hvilket betyder, at et regimeskifte vil få blandede implikationer for Vesten og især for Israel.
Yemen: Yemen rummer den største sandsynlighed for en omstyrtelse af regimet og den største mulighed for, at islamisterne vinder magten. Uanset hvor mangelfuld en enehersker den snu Ali Abdullah Saleh er, og uanset hvor begrænset hans magt måtte være, så har han, der har siddet på posten siden 1978, været næsten den bedst tænkelige allierede, Vesten kunne håbe på, trods hans bånd til Saddam Hussein og Den Islamiske Republik Iran, til at føre kontrol med baglandet, begrænse opildnelsen og bekæmpe Al-Qaeda.
Hans inkompetente håndtering af protesterne har stødt selv den militære ledelse (som han kommer fra) og hans egen Hashid-stamme fra ham, hvilket tyder på, at han forlader magten uden nævneværdig kontrol med, hvem der efterfølger ham. Betænker man landets stammestruktur, den store udbredelse af våben, splittet mellem sunnier og shi'itter, det bjergrige terræn og den besværliggørende tørke, så truer et islamistisk farvet anarki (som i Afghanistan) som et sandsynligt udfald.
I Libyen, Syrien og Yemen – men i mindre grad Egypten – har islamisterne betydelige muligheder for at udvide deres magt. Hvor godt vil den tidligere muslim, som bor i Det Hvide Hus og er så fast besluttet på "gensidig respekt" i USA's relationer til muslimerne, beskytte vestlige interesser imod denne trussel?
