Tilbage til Tripolis kyst?

Det amerikanske marinekorps' officielle hymne er kendt for at begynde med ordene "From the Halls of Montezuma to the shores of Tripoli, we fight our country's battles on the land as on the sea" [Fra Montezumas haller til Tripolis kyst udkæmper vi vort lands kampe til lands såvel som til havs]. Omtalen af Tripoli henviser til Slaget ved Derna i 1805, det første udenlandske slag udkæmpet af amerikanske tropper og en afgørende amerikansk sejr.

Den amerikanske marinemaler Charles H. Waterhouse skildrede "Angrebet på Derna, Tripoli, 27. april 1805."

De seneste kampe i Libyen afstedkommer et spørgsmål: Bør marinekorpset påny sendes over til Tripolis kyst, denne gang ikke for at beskytte havene, men de oprørske befolkninger i Libyen, som har rejst sig imod deres egen regering og beder om assistance, fordi de bliver bombarderet fra luften af tropper, som er loyale over for Mu'ammar al-Qaddafi?

Min umiddelbare instinktive reaktion er at tilslutte mig en flyveforbudszone og dermed forbedre chancerne for den modige opposition. Flere forskellige faktorer støtter denne indskydelse: Libyens nemme tilgængelighed fra amerikanske og NATO-baserede flybaser, landets flade og sparsomme geografi, den næsten verdensomspændende fordømmelse af Qaddafis handlinger, behovet for i fuldt omfang at genetablere den libyske olie på eksportmarkedet og sandsynligheden for, at en sådan intervention ville bringe denne aparte og modbydelige persons forskruede 42 år lange styre til ophør.

Men instinkt borger ikke nødvendigvis for en sund politik. En krigshandling kræver sammenhæng, retningslinjer og vedholdenhed.

Uanset hvor nem en sådan operation kan forekomme, kunne Qaddafi ligge inde med uventede magtreserver, hvilket kunne føre til et langvarigt og rodet engagement. Hvis han overlever, kunne han måske blive endnu mere ondartet. Uanset hvor modbydelig han måtte være, så kunne hans (islamistiske?) modstandere være en endnu større trussel mod amerikanske interesser. Set i et bredere perspektiv så kunne en indblanding i en intern konflikt skabe flere fjender end venner, plus at det ville bære ved til anti-amerikanske konspirationsteorier.

Den amerikanske forsvarsminister Robert Gates, her omgivet af militære topfolk, forklarer for Kongressen, hvorfor han er tilbageholdende over for et militært engagement i Libyen.

Desuden har luftvåbenet endnu ikke vist sig at være afgørende i Libyen (dets betydning har hovedsagelig været psykologisk) og kommer måske ikke til at afgøre, om det lykkes for Qaddafi at bevare magten. At indføre en flyveforbudszone i Libyen kan komme til at danne præcedens i situationer, hvor omstændighederne er mindre fordelagtige (f.eks. Nordkorea). Og hvem ville følge Qaddafis eksempel og opgive at fremstille atomvåben, hvis det fremskyndede hans eget tab af magten?

Bag Libyen-debatten lurer Iraks spøgelse og George W. Bush' "friheds-agenda." Bush' partisaner opfatter dette som gengældelsens time, mens skeptikerne er bekymrede for de utilsigtede følger. Hvis Barack Obama bruger militærmagt i Libyen, vil det være ensbetydende med, at han indrømmer, at han tog fejl i sin karakteristik af Bush' mellemøstpolitik som barbarisk. Det ville også, i kølvandet på Irak og Afghanistan, kaste amerikanske tropper ud i en kamp mod styrker fra yderligere et land med muslimsk flertal, noget som Obama med sin betoning af "gensidig respekt" over for muslimer må hade at skulle gøre.

Mere grundlæggende er der imperativet om ikke at udsætte amerikanske tropper for skade til bedste for andre befolkningers humanitære mål; socialt arbejde bør ikke være den amerikanske regerings formål; vore tropper bør derimod altid fremme specifikke amerikanske nationale interesser.

At det amerikanske militær, personificeret ved forsvarsminister Robert Gates, er tilbageholdende over for at påtage sig denne opgave, idet man betoner dens omkostninger og farer ("en stor operation i et stort land"), er udtryk for en sund forsigtighed, især når man betænker hullerne i de amerikanske efterretninger. Hvis libyerne derimod vender sig til islamisterne som ledere, så kan Libyen forvandle sig til et nyt Somalia.

Det amerikanske våbenlager tillader en præsident at ignorere andre stater og egenhændigt udsende styrker; men er det klogt? De irakiske fortilfælde (1991, 2003) antyder, at det politisk er umagen værd at indhente billigelse fra internationale organisationer såsom FN, NATO, Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union og endda Den Islamiske Konferenceorganisation.

Ville støtte fra Den Afrikanske Union (logoet ovenfor) gøre en forskel?

Som Jeffrey White fra Washington Institute for Near East Policy skriver: Selvom en flyveforbudszone er hvad oppositionen beder om, så er det blot en blandt flere valgmuligheder i Washington. Andre muligheder kunne, hvis vi går fra det mindst til det mest ambitiøse, være: at forsyne oppositionskræfterne med efterretninger, logistisk støtte, kommunikationsudstyr og træning, sende dem våben; at hjælpe med at forsvare befriede områder; at gøre det libyske luftrum umuligt at operere i; eller aktivt at bekæmpe regimets styrker.

Tager man disse overvejelser i betragtning, hvilket råd bør man da give Obama-regeringen? Hjælp den libyske opposition med bistand og trap op, hvis eller når der bliver behov for det.

Humanitære, politiske og økonomiske grunde løber sammen i Libyen og overvinder enhver legitim tøven. I et samarbejde med international bemyndigelse bør den amerikanske regering opfylde sin vante lederrolle og hjælpe Libyens opposition. Uanset hvor risikabel denne kurs måtte være, så er det endnu mere risikabelt intet at foretage sig.