Selvom udviklingen i Egypten er gået så godt, som man kunne håbe, er fremtidsudsigterne uklare. Den spændende del er ovre, nu kommer bekymringerne.
Lad os begynde med tre gode nyheder: Hosni Mubarak, Egyptens stærke mand, som syntes at være tæt på at fremkalde en katastrofe, trådte heldigvis tilbage. Islamisterne, som ville skubbe Egypten i retning af Iran, spillede kun en ringe rolle i de seneste begivenheder og befinder sig langt fra magten. Og militæret, som har regeret Egypten bag scenen siden 1952, er den institution, som er bedste udstyret til at tilpasse regeringen til de protesterendes krav.
 Egyptens Mubarak og Tunesiens Ben Ali i gode tider. |
Det Muslimske Broderskab udgør et langt større problem. Denne verdens førende islamistiske organisation, grundlagt i 1928, har længe undgået konfrontation med regeringen og viger tilbage for at afsløre sine ambitioner om at gennemføre en islamisk revolution i Egypten. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad udtrykte sit håb herom, da han erklærede, at på grund af udviklingen i Egypten "dukker et nyt Mellemøsten op uden det zionistiske regime og USA's indblanding." I en bitter vurdering fokuserede Mubarak selv på den samme fare: "Vi ser det demokrati, som USA dannede spydspids for i Iran og hos Hamas, i Gaza, og det er Mellemøstens skæbne … ekstremisme og radikal islam."
USA's regering gav på sin side naivt ikke udtryk for nogen sådan bekymring. Barack Obama nedtonede truslen fra Det Muslimske Broderskab og kaldte det blot for "én fraktion i Egypten," mens hans direktør for den nationale efterretningstjeneste, James Clapper, faktisk roste broderskabet som "en meget heterogen, stort set sekulær gruppe, der har afholdt sig fra vold" og som tilstræber "en forbedring af den politiske orden i Egypten."
 Forsiden til "Egypten på kanten: Fra Nasser til Mubarak" af Tarek Osman. |
Der er brug for et amerikansk, fast og gradvist pres i en erkendelse af, at demokratiseringsprocessen indebærer en meget stor forvandling af samfundet og kræver ikke måneder, men årtier til at åbne systemet.
Hvad bliver det næste der sker i Egypten og vil Det Muslimske Broderskab tage over?
Der foregik noget bemærkelsesværdigt, uforudsigeligt og ikke tidligere set i de ægyptiske gader i de seneste uger. En massebevægelse uden ledere opildnede store skarer af almindelige borgere, ligesom i Tunesien nogle dage tidligere. Den rasede ikke imod udlændinge, brugte ikke ægyptiske mindretal som syndebukke og støttede ikke nogen radikal ideologi; i stedet krævede den troværdighed, frihed og fremskridt. Beretninger, som jeg har modtaget fra Cairo, antyder en historisk drejning i retning af patriotisme, lighed mellem kønnene, sekularisme og personlig ansvarlighed.
Som en bekræftelse kan man betragte to meningsmålinger: En undersøgelse fra 2008 ved Lisa Blaydes og Drew Linzer fandt, at 60 procent af egypterne har et islamistisk livssyn. Men en Pechter Mellemøst-meningsmåling i sidste uge fandt, at kun 15 procent af indbyggerne i Cairo og Alexandria "billiger" Det Muslimske Broderskab og godt 1 procent støtter en broderskabs-præsident i Egypten. Et andet tegn på denne seismiske ændring: broderskabet er på retræte og har nedtonet sine politiske ambitioner, og Yusuf al-Qaradawi er endda gået så vidt som til at erklære, at bevarelsen af egypternes frihed har større betydning end en gennemførelse af islamisk lov.
Ingen kan på dette tidlige tidspunkt sige, hvor denne holdningsrevolution kommer fra eller hvor den fører hen, men det er dagens lykkelige realitet. Den militære ledelse bærer i dag det kolossale ansvar for at lede den til blomstring. Især tre mænd bør man holde nøje øje med: vicepræsident Omar Suleiman, forsvarsminister Mohammed Hussein Tantawi og stabschef Sami Hafez Enan. Vi vil hurtigt få at se, om den militære ledelse har taget ved lære og er blevet modnet, og om den indser, at en fortsat jagt på egne selviske interesser vil føre til yderligere nedgang.
