Avisen Economist bad Anoush Ehteshami fra Durham University og Daniel Pipes om at forholde sig til udsagnet: "Egypten bliver et demokrati inden for et år." Ehteshamis bekræftende svar kan læses her. Mr. Pipes' afkræftelse følger herunder.
To ting får mig til at hævde, at Egyptens arabiske republik ikke kommer til at kunne bryste sig af et demokratisk politisk system på denne tid næste år.
For det første er demokrati mere end at afholde valg; det kræver udvikling af det civile samfund, dvs. komplekse og velovervejede institutioner som et retssamfund, uafhængige domstole, mange politiske partier, mindretalsrettigheder, foreningsfrihed, ytringsfrihed, bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed. Demokrati er en indlært vane, ikke en instinktiv, og kræver dybtgående holdningsmæssige forandringer så som en dyrkelse af selvbeherskelse, almene fælles samfundsværdier, respekt for andres synspunkter, forestillingen om loyal opposition og en følelse af borgerligt ansvar.
Desuden skal valgafholdelsen indøves for at blive perfekt. Ideelt set begynder et land med valg på kommunalt niveau og går videre til det nationale, det begynder med den lovgivende gren og går videre til den udøvende. Samtidig skal pressen opnå fuld frihed, politiske partier skal modnes, parlamentet skal opnå autoritet på bekostning af den udøvende magt og dommerne skal dømme mellem dem.
En sådan forvandling af et samfund kan ikke finde sted i løbet af måneder eller endda år; historien viser, at det tager årtier at implementere dette fuldt ud. Det er helt udelukket, at et Egypten med yderst begrænsede erfaringer med demokrati kan samle tilstrækkeligt mange af disse komponenter i løbet af tolv måneder til at skabe et fuldt demokratisk system.
For det andet er demokratiet, uanset hvilket scenarium man spiller ud, ikke i sigte.
Hvis Hosni Mubarak forbliver ved magten, usandsynligt men dog en mulighed, vil han blive mere tyrannisk end nogensinde. Og som det fremgår af hans handlinger i de seneste dage trækker han sig ikke i stilhed.
Hvis militæret mere direkte udfolder den magt, som det har udøvet bag scenen siden sit coup d'état [statskup] i 1952, vil Omar Suleiman, den nyligt udnævnte vicepræsident, formentlig blive præsident. Han vil nok forandre systemet, fjerne de mest åbenlyse overgreb under Mubarak, men ikke grundlæggende tilbyde egypterne en stemme i det regime, der styrer dem. Algeriet i 1992, hvor en militærbaseret regering undertrykte islamisterne, udgør et fortilfælde.
Hvis islamisterne kommer til magten, vil de fremkalde en revolution i stil med den i Iran i 1979, hvor deres tro på Guds overherredømme sejrer over massernes politiske deltagelse. Den islamistiske bevægelses iboende anti-demokratiske natur bør ikke skjules bag islamisternes villighed til at bruge valg til at erobre magten. Med de forudseende ord fra en amerikansk embedsmand i 1992 så fremmer islamisterne et program med "én person, én stemme, én gang."
Uanset hvordan man ser på det – abstrakt eller specifikt – så har egypterne en barsk proces foran sig uden umiddelbar udsigt til, at de kommer til selv at vælge deres ledere.
