Oprør i Tunesien

Tunesiens stærke mand, den 74-årige Zine El Abidine Ben Alis pludselige og indtil nu uforklarede afgang efter 23 år ved magten rummer potentielle implikationer for Mellemøsten og for muslimer verden over. Som en egyptisk kommentator skrev: "Hver eneste arabisk leder iagttager Tunesien med frygt. Hver eneste arabisk borger iagttager Tunesien med forhåbning og solidaritet." Jeg iagttager med begge typer af følelser.

Tunesiens Zine El Abidine Ben Ali (t.v.) sammen med sine to naboer, Muammar Qaddafi fra Libyen (i.m.) og Abdelaziz Bouteflika fra Algeriet.

I den første uafhængighedsperiode, indtil omkring 1970, blev regeringerne i de arabisktalende lande hyppigt væltet, når tropper under en utilfreds obersts kontrol strømmede ind i hovedstaden, besatte præsidentkvarter og radiostation og derefter erklærede et nyt regime. Syrerne måtte udholde hele tre coups d'état [statskup] alene i 1949.

Med tiden lærte regimerne at beskytte sig ved hjælp af overlappende efterretningstjenester, støtte fra familie og stammemedlemmer, undertrykkelse og andre mekanismer. Fire årtier præget af forhærdet, steril stabilitet fulgte. Kun i sjældne undtagelsestilfælde (Irak i 2003, Gaza i 2007) blev regimer fortrængt; og endnu sjældnere (Sudan i 1985) spillede civile meningsforskelle en betydningsfuld rolle.

Så dukkede først Al-Jazeera op, som retter den arabiske opmærksomhed verden over mod de emner, som stationen selv vælger, og siden kom internettet. Ud over sine billige, detaljerede og betimelige informationer leverer internettet også hidtil usete hemmeligheder (f.eks. de nylige WikiLeaks dumpninger af amerikanske diplomatiske forbindelser) ligesom det forbinder ligesindede via Facebook og Twitter. Disse nye kræfter løb sammen i Tunesien i december for at skabe en intifada og fortrængte hurtigt en forskanset tyran.

Hvis man hylder de ikke-stemmeberettigedes magt til at vælte deres tungnemme, brutale og grådige herre, vil man også i angst og bæven se frem mod de islamistiske følgevirkninger af dette oprør.

Tanks og soldater præger gaderne i Tunesien.

Den første bekymring gælder Tunesien selv. Trods alle sine fejl så stod Mr. Ben Ali modigt fast som en fjende af islamisme og måtte kæmpe, ikke blot mod terroristerne, men også (lidt i lighed med Tyrkiet før 2002) de bløde jihadister i skoleklasser og fjernsynsstudier. Som tidligere indenrigsminister undervurderede han imidlertid islamisterne og betragtede dem mere som kriminelle end som engagerede ideologer. Det, at han ikke tillod alternative islamiske holdninger, kan nu vise sig at have været en stor fejl.

De tunesiske islamister spillede en minimal rolle ved afsættelsen af Mr. Ben Ali, men de vil helt sikkert mase sig frem for at udnytte den mulighed, som har åbnet sig for dem. Faktisk har lederen af Tunesiens største islamistiske organisation, Ennahda, allerede bebudet sin første tilbagevenden til landet siden 1989. Har den midlertidigt indsatte præsident Fouad Mebazaa, 77, tilstrækkelig dygtighed og politisk troværdighed til at bevare magten? Vil militæret holde den gamle garde ved magten? Har de moderate kræfter tilstrækkelig sammenhængskraft og udsyn til at afbøje en islamistisk bølge?

Den anden bekymring gælder det nærtliggende Europa, som allerede har vist sig dybt inkompetent i håndteringen af sin islamistiske udfordring. Hvis Ennahda griber magten og derefter udvider netværket, yder økonomisk hjælp og måske smugler våben ind til sine allierede i det nærtliggende Europa, kunne dette i høj grad forværre de eksisterende problemer der.

Rached Ghannouchi, leder af Ennahda, Tunesiens største islamistiske organisation.

Den tredje og største bekymring gælder den mulige dominoeffekt i andre arabisktalende lande. Dette hurtige, tilsyneladende nemme og relativt ublodige coup d'état [statskup] kan inspirere de globale islamister til at fjerne deres egne tyranner. Alle fire nordafrikanske kyststater – Marokko, Algeriet, Libyen og Egypten – passer til beskrivelsen, og det samme gør Syrien, Jordan og Yemen mod øst. At Mr. Ben Ali flygtede til Saudi-Arabien implicerer også dette land. Pakistan kunne også passe til skabelonen. I modsætning til den iranske revolution i 1978-79, som krævede en karismatisk leder, millioner af mennesker på gaderne og et helt års anstrengelser, forløb begivenhederne i Tunesien hurtigt og på en mere almen, reproducerbar måde.

Det Franklin D. Roosevelt angiveligt skal have sagt om en latinamerikansk diktator: "Han er en skiderik, men han er vores skiderik," gælder også for Mr. Ben Ali og mange andre arabiske stærke mænd, hvilket tilsyneladende bringer nogen uorden i den amerikanske regeringspolitik. Barack Obamas tvetydige erklæring efter begivenhederne om, at han "hylder det tunesiske folks mod og værdighed," kan belejligt læses både som en advarsel til ikke nærmere bestemte andre "skiderikker" eller som en bedre-sent-end-aldrig anerkendelse af nogle ubehagelige faktiske kendsgerninger.

Mens Washington overvejer sine valg, opfordrer jeg regeringen til to politiske manøvrer. For det første at forny presset i retning af demokratisering, som blev påbegyndt af George W. Bush i 2003, men denne gang med passende forsigtighed, intelligens og moderation i en erkendelse af, at hans mangelfulde implementering utilsigtet gjorde det muligt for islamisterne at opnå større magt. For det andet at fokusere på islamismen som den civiliserede verdens største fjende og stå sammen med vore allierede, herunder også dem i Tunesien, om at bekæmpe denne skamplet.