Er Saudi-Arabien ved at åbne op?

Den 1. jan. 1996 blev Abdullah bin Abdulaziz hersker og udøvende regent i Saudi-Arabien. Hans 15. årsdag i forrige uge giver mulighed for at kaste et blik på kongedømmets forandringer under hans styre og overveje, hvor det nu er på vej hen.

Den saudiske konge, Abdullah Bin Abdulaziz, 86.

Hans land er muligvis det mest usædvanlige og uigennemsigtige land på jorden, et sted uden offentlige biografer, hvor kvinder ikke må køre bil, hvor det er mænd der sælger damelingeri, hvor et selvødelæggelsessystem med én enkelt knap muligvis kan udslette olieinfrastrukturen og hvor herskerne hånligt afviser ethvert skær af demokrati. I stedet har de udviklet nogle højst originale og succesrige mekanismer til bevarelse af magten.

Tre elementer karakteriserer regimet: kontrol med de hellige byer Mekka og Medina, fastholdelse af den wahhabiske fortolkning af islam og besiddelse af langt de største oliereserver i verden. Islam definerer identiteten, wahhabismen inspirer til globale ambitioner, olierigdommene finansierer foretagendet.

Mere dybsindigt kan man måske sige, at rigdom hinsides ethvert begær tillader saudierne at omgås moderniteten på deres egne betingelser. De skyr jakke og slips, udelukker kvinder fra arbejdspladserne og har endda ambitioner om at udskifte Greenwich Mean Time med Mecca Mean Time.

For ikke ret mange år siden lå nøgledebatten i kongedømmet mellem monarkiets og talibans udgave af wahhabismen – en ekstrem læsning af islam over for en fanatisk. Men for en stor del takket være Abdullahs bestræbelser på at "tæmme wahhabisk nidkærhed" har verdens mest tilbageskuende land heldigvis taget nogle forsigtige skridt hen imod deltagelse i den moderne verden. Disse bestræbelser har mange aspekter, lige fra børns undervisning til mekanismer vedr. valg af politiske ledere, men det mest afgørende er måske kampen inden for ulemaen, islams religiøse mænd, mellem reformister og hardlinere.

De skjulte vilkår for denne disput gør det vanskeligt for udenforstående at følge den. Heldigvis har Roel Meijer, en hollandsk mellemøstenekspert, fremlagt en eksperts guide til argumenterne i kongedømmet i sin artikel "Reform in Saudi Arabia: The Gender-Segregation Debate" [Reformer i Saudi-Arabien: Kønsadskillelsesdebatten]. Han påviser, hvordan blanding af kønnene (ikhtilat på arabisk) inspirer til en debat, der er central for kongedømmets fremtid, og hvordan denne debat har udviklet sig.

Den aktuelle strenghed vedrørende kønsadskillelse, skriver han, afspejler i mindre grad ældgamle skikke, men snarere sahwa-bevægelsens succes i kølvandet på to traumatiske begivenheder i 1979 – den iranske revolution og nogle Osama bin Laden-agtige radikales overtagelse af den store moske i Mekka.

Den saudiske kronprins, Sultan bin Abdulaziz, 82.

Da Abdullah formelt overtog tronen i midten af 2005, indvarslede han en lempelse af det, som kritikerne kalder for kønsapartheid. To nylige nøglebegivenheder hen imod større ikhtilat fandt sted i 2009: en ændring i dele af det vigtigste regeringspersonale i februar og i september åbningen af King Abdullah University of Science and Technology (kendt som KAUST) med dets demonstrative kønsblandede klasser og endda dans.

Debatten om ikhtilat fulgte, med dyster mellem kongelige, politiske personer, ulemaen og de intellektuelle. "Selvom kvindernes stilling er blevet forbedret siden den 11. sept., markerer ikhtilat kamplinjen mellem reformister og konservative [dvs. hardlinere]. Ethvert forsøg på at mindske dens gennemførelse anses for et direkte angreb på de konservatives holdninger og på islam selv."

Meijer afslutter sin gennemgang af debatten med at skrive, at "det er umådelig vanskeligt at afgøre, om reformerne er succesrige, og om de liberalt sindede eller de konservative vinder terræn. Selvom den generelle tendens er i reformisternes favør, sker reformerne skridtvis, tøvende, usikkert og under stor modstand."

Staten har under Abdullah fremmet en mere åben og tolerant islam, men, som Meijer hævder, "det fremgår tydeligt af ikhtilat-debatten, at slaget ikke er vundet. Mange saudiere er trætte af de religiøse autoriteters overdrevne indblanding i deres liv, og man kan ligefrem tale om en anti-gejstlig bevægelse. Men de frisindede taler et sprog, som er fremmed for den officielle wahhabismes verden og flertallet af saudierne og vil derfor næppe kunne påvirke dem."

Kort sagt, araberne befinder sig midt i en diskussion, hvor reformernes fremtidige kurs endnu er uforudsigelig. Ikke blot spiller eliten og den offentlige mening en rolle, men, og det komplicerer tingene, meget afhænger af skæbnens luner i form af livslængde og personlighed – især hvor længe Abdullah, 86, forbliver ved roret og hvorvidt hans skrantende halvbror, kronprins Sultan bin Abdulaziz, 82, vil efterfølge ham.

Eftersom Saudi-Arabien er et af verdens mest indflydelsesrige muslimske lande, er de implicerede indsatser høje, ikke blot inden for kongedømmet, men for islam og for muslimerne generelt. Denne debat fortjener vores fulde opmærksomhed.