Blandt alle WikiLeaks' afsløringer er den mest fængslende måske den erfaring, at flere forskellige arabiske ledere har opfordret den amerikanske regering til at angribe de iranske kernekraftanlæg. Mest bemærkelsesværdigt er, at kong Abdullah af Saudi-Arabien opfordrede Washington til at "afskære slangens hoved." Ifølge en næsten universel opfattelse afslører disse udtalelser de saudiske og andre politikeres egentlige politik.
Men forholder det sig nødvendigvis sådan? Der er to grunde til at tvivle herpå.
For det første, som Lee Smith så klogt skriver, så kunne det jo være, at araberne blot fortalte amerikanerne det, de mente, at disse ønskede at høre: "Vi ved, hvad araberne fortæller til diplomater og journalister om Iran," skriver han, "men vi ved ikke, hvad de i virkeligheden tænker om deres persiske nabo." Deres opfordringer kunne være del af en diplomatisk proces, som bl.a. omfatter, at man spejler sine allieredes frygt og ønsker, som om de var ens egne. Når saudierne således kalder iranerne for deres dødelige fjender, er amerikanerne tilbøjelige til ukritisk at acceptere denne fælles interesse; Smith fastslår imidlertid, at "de ord, som saudierne ytrer over for de amerikanske diplomater, ikke skal give os et klart vindue ind til den kongelige tankegang, men skal manipulere os til at tjene det saudiske kongehus' interesser." Hvordan kan vi vide, at de siger sandheden, blot fordi vi godt kan lide det, de siger?
 Gamal Abdel Nasser, egyptisk stærk mand og dreven i bedrag. |
Den arabisk-israelske konflikt ville for eksempel forlængst være afsluttet, hvis man troede på de fortroligheder, som er blevet udvekslet med vesterlændinge. Tag for eksempel Gamal Abdel Nasser, Egyptens stærke mand fra 1952 til 1970 og formentlig den politiker, der mest har gjort Israel til en evig besættelse i mellemøstlig politik.
Ifølge Miles Copeland, CIA-agent og kommunikationsbindeled til Abdel Nasser, anså sidstnævnte det palæstinensiske problem for at være "uvæsentligt." Men over for offentligheden fremmede Abdel Nasser ubønhørligt en anti-zionistisk agenda og red på dens bølge for at blive sin tids mest magtfulde arabiske leder. Hans fortroligheder med Copeland viste sig med andre ord at være fuldkommen vildledende.
Det samme mønster gjaldt i enkeltsager. Han talte privat med vestlige diplomater om sin parathed til at forhandle med Israel; men når han henvendte sig til omverdenen, afviste han selve eksistensen af den jødiske stat såvel som enhver form for kompromis med denne. Efter krigen i 1967 signallerede Abdel Nasser for eksempel i al hemmelighed til amerikanerne en villighed til at underskrive en ikke-angrebsaftale med Israel "med alle dens konsekvenser," hvorimod han offentligt afviste forhandlinger og insisterede på, at "Det, der blev taget med magt, vil blive generobret med magt." Det var som sædvanlig den offentlige udtalelse, der bestemte hans faktiske politik.
Ikke blot gav Abdel Nassers råben en langt mere præcis vejledning om hans handlinger end hans hvisken, men han indrømmede også stiltiende dette ved at fortælle John F. Kennedy, at "nogle arabiske politikere fremkom med barske udtalelser om Palæstina offentligt og kontaktede derefter den amerikanske regering for at opbløde barskheden ved at sige, at deres udtalelser var beregnede på lokal arabisk tilegnelse." Således beskrev Abdel Nasser præcist sin egen adfærd.
 Det samme gjorde Yasir Arafat, den palæstinensiske leder. |
Vi er umiddelbart tilbøjelige til at vægte det fortrolige over det åbne og det private over det offentlige. Men mellemøstlig politik viser igen og igen, at man gør bedre i at læse presseudtalelser og lytte til taler end stole på diplomatiske kanaler. Fortrolige synspunkter er måske mere dybfølte, men som Dalia Dassa Kaye fra Rand Corporation skriver: "Det de arabiske ledere siger til de amerikanske embedsmænd, og det de faktisk ender med at gøre, er ikke altid det samme." Masserne hører den faktiske politik; højt rangerede vesterlændinge hører forførelsen.
Denne tommelfingerregel forklarer, hvorfor fjerne iagttagere ofte ser det, som nære diplomater og journalister overser. Det rejser også tvivl om brugbarheden af WikiLeaks' dumpninger af data. I sidste instans kan de måske forvirre os mere end virke afklarende på det, vi allerede ved om arabisk politik.
