Som et menneske, der i høj grad værdsætter alt, hvad den vestlige civilisation trods alle sine fejl har opnået, er jeg forvirret over det fjendskab, som mange vesterlændinge nærer mod deres egen livsstil. Når nu demokratiet, det frie marked og retssamfundet har skabt en hidtil uset stabilitet, velstand og anstændighed, hvordan kan det så være, at så mange af de begunstigede ikke har øje herfor?
Hvorfor inspirerer f.eks. USA, som går så meget op i menneskelig velfærd, til et sådant fjendskab? Og lille Israel, symbolet på genoplivelse af et bestandigt undertrykt folk - hvorfor fremkalder det et så lidenskabeligt had, at ellers anstændige mennesker ønsker at udslette denne stat?
 Yoram Hazony fra Shalem Center, Jerusalem. |
Han begynder med det begreb om "paradigmeskifte" som blev udviklet af Thomas Kuhn i dennes værk fra 1962, The Structure of Scientific Revolutions (Strukturen i videnskabelige revolutioner). Dette indflydelsesrige begreb betyder, at videnskabsfolk betragter deres emne inden for en specifik struktur, et "paradigme." Paradigmer er strukturer, som underbygger vores forståelse af virkeligheden. Kendsgerninger, som ikke passer ind i paradigmet, bliver overset eller afvist. Kuhn gennemgår videnskabernes historie og viser, hvordan paradigmerne er skiftet i en række videnskabelige revolutioner, som f.eks. fra Aristoteles' til Newtons til Einsteins fysik.
Paradigmerne danner også rammen om politik og Hazony bruger denne teori på Israels delegitimering i Vesten. Israels stilling er blevet svækket gennem årtier, hævder han, "ikke på grund af denne eller hin samling af kendsgerninger, men fordi det paradigme, hvorigennem veluddannede vesterlændinge betragter Israel, har ændret sig." En reaktion på bagvaskelsen af Israel ved at tilbyde korrigerende kendsgerninger - om det israelske militærs moral eller landets medicinske gennembrud - vil ingen egentlig virkning have på den generelle tendens i Israels stilling blandt veluddannede mennesker i Vesten." I stedet skal det seneste paradigme erkendes og bekæmpes.
Det aftagende paradigme betragter nationalstater som legitime og positive, som et middel til at beskytte folkeslag og give dem mulighed for at blomstre. Den westfalske Fred (1648) var det afgørende tidspunkt, hvor national suverænitet blev anerkendt. John Stuart Mill og Woodrow Wilson gav idealet om nationalstaten global rækkevidde.
Det paradigme er imidlertid "stort set kollapset," hævder Hazony. Nationalstaten har ikke længere appel; mange intellektuelle og politikere i Europa ser den "som en kilde til uoverskuelig ondskab," et synspunkt som hastigt breder sig.
 Immanuel Kant, tysk filosof, 1724-1804. |
Jøder og Holocaust spiller en mærkeligt central rolle i paradigmeskiftet fra nationalstat til multinationalstat. Årtusinders forfølgelse af jøder, som kulminerede med nazisternes folkemord, gav under det gamle paradigme Israel et særligt formål og en speciel legitimitet. Men set fra det nye paradigmes synspunkt repræsenterer Holocaust imidlertid yderligtgåenhederne hos en nationalstat, den tyske, som er blevet vanvittig.
Under det gamle nationalstatsparadigme var lektien fra Auschwitz "Aldrig mere," hvilket betød, at et stærkt Israel var nødvendigt for at beskytte jøderne. Det nye paradigme fører til et helt andet "Aldrig mere," et som insisterer på, at ingen regering bør eje midlerne til at kunne gentage de nazistiske overgreb. Ifølge dette er Israel ikke svaret på Auschwitz. Det er derimod EU. At det gamle "Aldrig mere" inspirerer israelerne til at forfølge den vestlige verdens mest ufortrødne politik til sit selvforsvar gør deres handlinger ganske særligt rædselsfulde for tilhængerne af det nye paradigme.
Er det mon nødvendigt at påpege det fejlagtige i at tilskrive de nazistiske overgreb til nationalstaten? Nazisterne ønskede at eliminere nationalstater. De drømte i lige så høj grad som Kant om en universalstat. Tilhængerne af det nye paradigme mishandler historien.
Israelerne selv er ikke immune over for det nye paradigme, sådan som Avraham Burgs eksempel antyder. Den tidligere formand for Israels parlament og kandidat til premierministerposten skiftede paradigme og skrev en bog om arven fra Holocaust, hvori Israel sammenlignes med Nazityskland. Han ønsker nu, at israelerne skal opgive Israel som beskytter af det jødiske folk. Som Burgs triste eksempel antyder, er ingen immun over for den nye paradigmesygdom.
Hazonys afhandling peger ikke på politiske svar, men i et brev til mig skitserer han tre områder, som bør behandles: styrkelse af bevidstheden om det nye paradigmes eksistens, fund af uregelmæssigheder som underkender det, og genoplivelse af det gamle paradigme ved at bringe det up to date.
Hans indsigt stikker dybt og hans råd kommer betimeligt.
17. aug. 2010 opdatering: (1) Jeg har grundet over mysteriet om venstrefløjen i det seneste årti og skrevet om så forskellige emner som de strukturelle forskelle mellem USA og Europa, de dårlige atlantiske forbindelser, de indbyrdes modsatte europæiske og amerikanske "supersystemer," intensiteten i europæisk skyldfølelse, frygten for et mytologisk "Imperium," det hjernevridende fænomen liberal fascisme, forgabtheden i internationale institutioner, arven fra Første Verdenskrig, virkningerne af mordet på præsident Kennedy, og universitetspresseudgivelsernes partiskhed. Jeg har også udgivet en mindre lavine af analyser af venstrefløjens svaghed for islamisme.
(2) Bemærk, at det nye paradigme kun gælder for vestlige stater. Syrien og Iran, for at nævne to fremstående eksempler, får fripas; det er helt fint for dem at forfølge nationale interesser på så krigerisk en måde som muligt, uden at det vækker venstrefløjens vrede.
