Under Yasir Arafat fortalte Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) notorisk én ting til de arabiske/muslimske tilhører og det modsatte til de israelske/vestlige, idet man førte giftig tale til de førstnævnte og talte i blide toner til de sidste. Hvad med Arafats efterfølger med de venlige manerer, Mahmoud Abbas? Brød han med dette tvetungede mønster eller fortsatte han det?
Dette spørgsmål har fået fornyet relevans, fordi rapporter antyder, at Abbas er parat til at tilbyde Israel forskellige territoriale kompromiser, plus at han tog nogle hidtil usete skridt ved at give et interview til israelske journalister og mødes med amerikanske jødiske ledere på S. Daniel Abraham Center for Middle East Peace.
Med en hidtil uset specificitet har det arabiske dagblad Al-Hayat antydet, at Abbas informerede Obama-administrationen om sin villighed til at nå frem til en aftale vedrørende Vestbredden og endda Jerusalem (selvom Selvstyret straks benægtede disse formuleringer).
 Som altid viser PLO "Palæstina" erstattende Israel. |
Endelig viser en afskrift fra mødet på Abraham Center, at Abbas fortalte sine tilhørere præcist, hvad de ønskede at høre: at han fordømmer vold, anerkender historiske jødiske forbindelser til det land, som Israel kontrollerer, accepterer israelske sikkerhedshensyn og lover at fjerne al opildnen til had fra Det Palæstinensiske Selvstyres medier og skolematerialer. Vedrørende det ømtålelige spørgsmål om Holocaust - et emne om hvilket Abbas selv har skrevet en Ph.D. "afhandling" i det gamle U.S.S.R., hvori han anklagede zionisterne for at opskrue antallet af myrdede jøder af politiske hensyn - erkendte Abbas, at jøder havde lidt, og han afviste enhver Holocaust-benægtelse.
Hvad skal man tro om alt dette? Abbas hævdede, at han talte til de amerikanske jødiske ledere "i det samme sprog", som han brugte til at tale til de palæstinensiske gader.
Næppe.
I virkeligheden sprøjtede Selvstyrets medier udtalelser ud henvendt til de palæstinensiske "gader", som for at sige det mildt simpelthen modsagde de søde ord rettet til israelerne og amerikanerne. Samtidig med at nyheden om, at Abbas rakte hånden ud til den anden part, nåede ud, udkom tillige rapporter fra Palestinian Media Watch om, hvordan præcist det modsatte budskab blev leveret til palæstinenserne.
For eksempel bringer Det Palæstinensiske Selvstyres TV, som er under direkte kontrol af Mahmoud Abbas' kontor, et ugentligt show-program, The Stars (Stjernerne), hvor repræsentanter fra de palæstinensiske universiteter konkurrerer om at besvare spørgsmål. I et show for nylig benægtede to geografiske spørgsmål (her i forenklet udgave) implicit eksistensen af staten Israel.
- Hvor lang er "Palæstinas" kystlinje? Svaret: 235 kilometer, sammenføjer Gazas kyststrækning (45 km.) med Israels middelhavskyst (omkring 190 km.).
- Hvor stort er Palæstina? Svaret: 27.000 kvadratkilometer, indbefatter Vestbredden og Gaza-striben (6.000 kv. km.) samt Israel (21.000 kv. km.).
I et tilsvarende eksempel på dobbeltspil erklærede Salam Fayyad, som kalder sig selv for Det Palæstinensiske Selvstyres premierminister, på engelsk i Aspen, Colorado, for et år siden, at jøder er velkomne til at bo i en fremtidig palæstinensisk stat, hvor de vil kunne "nyde [fulde] rettigheder og i hvert fald ikke vil få færre rettigheder, end israelske arabere har i dag i staten Israel."
Smukke ord, jovist. Blot få dage forinden havde Saeb Erekat, leder af Det Palæstinensiske Selvstyres forhandlingsafdeling, imidlertid sagt præcist det modsatte på arabisk (tilgængeliggjort af MEMRI): "ingen bør tilslutte sig, at israelske bosættere bliver boende i den palæstinensiske [stat]. ... Der er nogen, der siger, at vi vil [være villige til at] give bosætterne statsborgerskab. Vi afviser [denne idé] med det samme."
Abbas og Fayyad talte på engelsk til amerikanere og israelere, Erekat talte på arabisk til palæstinenserne. Begge udtalelser kan ikke være sande; den ene må være en løgn. Gad vide hvilken?
Palæstinenserne spiller dette gennemskuelige og naive dobbeltspil, fordi der virker. Israelere, amerikanere og andre accepterer alt for ofte uden videre de blide toner, de hører, og afviser beretningerne om de hårde ord, som de kun hører om på anden hånd. Det Palæstinensiske Selvstyre vil ubekymret fortsætte med at udspy sine løgne, indtil verden hører efter og afviser dem, for belønning af dårlig opførsel medfører uvægerlig endnu mere dårlig opførsel.
Hvornår holder vi op med at bilde os selv ind, at Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre søger andet end den totale udslettelse af den jødiske stat? Hvilken katastrofe skal der til, før vi åbner vore øjne for virkeligheden?
