Som typisk islamistisk-venstreorienteret skuespil, der skal delegitimere Israel, var den tyrkisk sponsorerede "Befri Gaza"-flåde sidst i maj en kedsommelig gentagelse. Som illustration af, at israelerne ikke forstår den form for krig, de nu må udkæmpe, var udfaldet trøstesløst forudsigeligt. Men som erklæring af Tyrkiets politik og varsel om den islamistiske bevægelses fremtid, var den spækket med nyhed og betydning.
 De bedste venner? Erdoğan (t.v.) med Ahmadinejad. |
Atatürk vandt aldrig hele den tyrkiske befolkning for sin vision, og som tiden gik, måtte hans lægmandsrepublik i stigende omfang rette ind efter fromme muslimers følelser. Men Atatürks styre holdt ved til langt op i 1990'erne, bevogtet af militærets officerskorps, som gjorde det til en topprioritet at holde mindet om ham levende og sekularismen grundfæstet.
Islamisterne opnåede for første gang parlamentarisk repræsentation i begyndelsen af 1970'erne, da deres leder, Necmettin Erbakan, allerede havde tjent tre gange som sit lands vicepremierminister. Mens de almindelige tyrkiske politiske partier bortødte deres legitimitet gennem en skændig blanding af egoisme og korruption, fortsatte Erbakan fremad og blev premierminister for et år, 1996-97, indtil militæret stod fast og smed ham ud.
Nogle af Erbakans mere behændige og ambitiøse underkommandører, under ledelse af Recep Tayyip Erdoğan, dannede i august 2001 et nyt islamistisk politisk parti, Adalet ve Kalkınma Partisi eller AKP. Blot lidt over et år senere vandt dette et opsigtsvækkende valg med 34 procent af stemmerne og dominerede på grund af de særegne tyrkiske valgregler parlamentet med 66 procent af pladserne.
Erdoğan blev premierminister, og ved hjælp af god styrelse opnåede AKP en meget betydelig øgning af sine stemmer og genvalg ved valget i 2007. Med sit fornyede mandat og et militær, som i stigende grad blev kørt ud på et sidespor, forfulgte partiet aggressivt nogle i detaljer udviklede falske konspirationsteorier, idømte en politisk kritiker en bøde på 2,5 milliarder dollar, videooptog oppositionslederen i en kompromitterende seksuel situation og planlægger nu at ændre forfatningen.
Udenrigspolitikken, i hænderne på udenrigsminister Ahmet Davutoğlu, som sigter mod at Tyrkiet skal genvinde sin tidligere lederstilling i Mellemøsten, spændte buen endnu mere utilsløret. Ankara antog ikke blot en mere krigerisk indstilling til Cypern, men førte sig overmodigt frem på så følsomme områder som den den iranske atomopbygning og den arabisk-israelske konflikt. Mest overraskende af det hele har været dens opbakning til IHH, en hjemlig tyrkisk "velgørenhedsorganisation" med dokumenterede bånd til Al-Qaeda.
 Fethullah Gülen er imod. |
Men Erdoğans opgivelse af den tidligere moderation og forsigtighed tyder på, at islamisterne ikke kan lade være, at islamismens indbyggede brutalitet til sidst vil dukke frem, at version 2.0 udgaven må vende tilbage til sit ophav, version 1.0. Som Martin Kramer udtrykker det: "jo længere islamisterne er fra magten, desto mere tilbageholdende er de, såvel som det omvendte." Det betyder, at det måske forholder sig sådan, at islamismen er en mindre frygtindgydende modstander, af to årsager.
For det første huser Tyrkiet den mest sofistikerede islamistiske bevægelse i verden, en som ikke blot omfatter AKP, men Fethullah Güles-massebevægelsen, Adnan Oktar-propagandamaskinen og mere. AKP's nye krigeriskhed har skabt uenighed; Gülen har for eksempel offentligt fordømt "Befri Gaza"-farcen og antydet, at der kunne finde et svækkende internt opgør sted vedrørende taktik.
For det andet, mens der engang kun var et lille kor af analytikere, som erkendte Erdoğans islamistiske holdning, så er denne kendsgerning nu blev åbenlys og synlig for hele verden. Erdoğan har helt unødvendigt kastet sit omhyggeligt formede billede af en pro-vestlig "muslimsk demokrat" af sig og gjort det langt nemmere at behandle ham som den Teheran-Damaskus allierede, han er.
Som Davutoğlu ønsker det, er Tyrkiet vendt tilbage til Mellemøstens centrum og ummaen. Men landet fortjener ikke længere fuldt NATO-medlemsskab og dets oppositionspartier fortjener at blive støttet.
8. juni 2010 opdatering: Et par ekstra punkter som ikke passede ind i min hovedartikel i dag.
(1) Den sex-skandale, som tvang oppositionsleder Deniz Baykal til at trække sig som leder af CHP for en måned siden, kunne potentielt blive det omdrejningspunkt, hvorved Tyrkiets sekulære styrker genfinder deres stemme og udvikler et overbevisende program.
(2) Ahmet Davutoğlu har fremsat nogle overraskende udtalelser vedrørende flåde-konfrontationen, herunder en antydning af at ville påkalde sig artikel 6 i Den Nordatlantiske Traktat: "Borgere i medlemsstater blev angrebet af et land, som ikke var medlem af NATO. Vi mener, at dette bør drøftes i NATO."
