 "Taraf" bragte Balyoz-konspirationsteorien til torvs den 22. jan. 2010. |
Tyrkiets militær har længe været både statens mest betroede institution og garanti for arven fra Atatürk, især hans verdsliggørelse. Hengivenheden mod grundlæggeren er ikke blot en tør abstraktion, men udgør en meget virkelig og central del af den tyrkiske officers liv; som journalisten Mehmet Ali Birand har dokumenteret, så er der næppe en time i døgnet, hvor kadetofficererne ikke hører påkaldelser af Atatürks navn.
Ved fire lejligheder mellem 1960 og 1997 har militæret grebet ind for at udbredre en politisk proces, som var gået skævt. I det nyeste af disse tilfælde tvang det Necmettin Erbakans islamistiske regering fra magten. Neddæmpet af denne erfaring reorganiserede dele af Erbakans stab sig i det mere forsigtige Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). Ved Tyrkiets afgørende valg i 2002 stormede dette frem foran de miskrediterede og splittede centrumpartier med et flertal på 34 procent af stemmerne.
Parlamentsregler forvandlede derefter dette flertal til et 66 procents overlegent flertal af parlamentspladserne og et sjældent tilfælde af étpartistyre. Ikke blot drog AKP på dygtig vis fordel af denne mulighed for at lægge grunden til en islamisk styreform, men intet andet parti eller andre ledere rejste sig for at udfordre det. Som følge heraf øgede AKP sin andel af stemmerne ved valget i 2007 til et rungende 47 procent og med kontrol over 62 procent af parlamentspladserne.
De gentagne valgsuccesser opmuntrede AKP til at droppe sin tidligere forsigtighed og haste med at føre landet videre mod drømmen om Tyrkiets Islamiske Republik. Partiet anbragte partisaner i præsidentembedet og domstolene og tildelte sig selv øget kontrol med de uddannelsesmæssige, forretningsmæssige og mediemæssige samt andre førende institutioner. Partiet udfordrede endda de sekulære inden for det, som tyrkerne kalder for den "dybere stat" - de ikke-valgte institutioner inden for efterretningsvæsen, sikkerhedstjeneste og domstole. Kun militæret, i sidste ende afgørende for landets retning, forblev uden for AKP's kontrol.
 Gen. Ibrahim Firtina, tidligere leder af luftvåbnet, blev i retten forhørt vedr. et plot om at styrte regeringen. |
AKP udtænkte i 2007 en detaljeret konspirationsteori, med navnet Ergenekon, for at kunne arrestere omkring to hundrede AKP-kritikere, heriblandt militære officerer, som blev beskyldt for at lægge planer om omstyrtelse af den valgte regering. Militæret reagerede med passivitet, så AKP forhøjede indsatsen den 22. jan. ved at brygge endnu en konspirationsteori sammen, denne gang kaldet Balyoz ("Forhammer") og udelukkende rettet mod militæret.
Militæret benægtede enhver form for illegal aktivitet og generalstabens leder, İlker Başbuğ, advarede om, at "Vores tålmodighed har en grænse." Ikke desto mindre fortsatte regeringen og begyndte den 22. febr. at arrestere 67 aktive og pensionerede militære officerer, herunder tidligere ledere af luftvåbnet og flåden. Foreløbig er 35 officerer blevet tiltalt.
AKP har således kastet handsken og i bund og grund givet den militære ledelse to lige utiltalende valgmuligheder: (1) fortsat selektivt at føje AKP og håbe på, at et retfærdigt valg i 2011 vil afslutte og vende denne proces eller (2) at foranstalte et coup d'état og risikere et valgmæssigt bagslag og øget islamistisk valgstyrke.
 Premierminister Recep Tayyip Erdogan, præsident Abdullah Gul og de væbnede styrkers stabschef, gen. İlker Başbuğ mødtes den 25. februar. |
Tyrkiets islamiske betydning peger på, at udfaldet af denne krise vil få følger for muslimer overalt. AKP's kontrol med militæret betyder, at islamisterne har kontrol over ummaens mest magtfulde sekulære institution, og det viser, at de i øjeblikket ikke er til at standse. Men hvis militæret bevarer sin uafhængighed, så forbliver Atatürks vision levende i Tyrkiet og giver muslimer overalt i verden et alternativ til det islamistiske krav om blind lydighed.
