Kan der eksistere en virkelig moderat islam, som er kompatibel med de liberal-demokratiske forestillinger om menneskerettigheder og demokrati? Er den "radikale islam" et moderne fænomen eller er islam i sig selv radikal? Dette var emnerne for en nylig debat mellem dr. Daniel Pipes, direktør for Middle East Forum, og dr. Wafa Sultan, en syrisk-født amerikansk psykiater. James Taranto fra Wall Street Journal styrede debatten.
Mr. Pipes indledte med at understrege, at han og ms. Sultan er allierede og kæmper mod de samme modstandere, nemlig islamisterne. De er enige om islams fortid og nutid, men uenige om dens fremtid. Ms. Sultan hævder, at den ikke kan ændre sig, mens han mener, at det kan den. Forestillingen om, at islam ikke kan ændre sig, er et ekstremt vigtigt synspunkt, som imidlertid overser, hvor meget islam har ændret sig op gennem historien, en side af den han med sine fyrre års studier af islamisk historie værdsætter. Han understregede, at mange af kravene i shari'a, den muslimske hellige lov, er upraktiske at gennemføre, hvilket har resulteret i det, som mr. Pipes har døbt "middelaldersyntesen," hvorved der skabes smuthuller for at komme uden om upraktiske dogmer, så som forbuddet imod åger.
I 1800-tallet, med dettes stormløb af vestlig påvirkning, brød middelaldersyntesen sammen og blev erstattet af sekulære, reformvenlige og fundamentalistiske tendenser. Sidstnævnte er den totalitære mentalitet, som mr. Pipes beskriver som "islamisme," og som forvandlede religionen til en politisk bevægelse. Og selvom islamismen dominerer i dag, findes der selv på dette dystre tidspunkt tegn på, at islam selv kan forandre sig. For eksempel bestemte jurister i Tyrkiet for nylig, at kvinder kan bede ved siden af mænd i moskeerne, et lille, men vigtigt skridt for kvinders rettigheder.
Ms. Sultan indledte sit indlæg med at citere den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, som har sagt, at der ikke findes nogen "moderat eller ikke-moderat islam. Der findes kun islam; kort og godt." Hun hævder, at begreber som "radikal islam" skjuler den egentlige islams sande karakter af politisk ideologi. Hun tilføjer, at det er islams mål at underkaste hele verden under shari'a. Som bevis på sin holdning citerede hun fra Koranen; hun hævdede også, at islams sande karakter kan ses i Muhammeds sira eller biografi, som hun mener, er kommet til at definere islam selv. For eksempel hævder ms. Sultan, at Muhammeds handlinger—så som at ægte en 9-årig pige og tage mange kvinder som konkubiner —betyder, at der ikke kan eksistere nogen ligestilling for kvinder under shari'a.
I spørgetiden påpegede mr. Pipes, at de, der hævder, at islam som sådan er problemet, ikke giver Vesten nogen løsningsmuligheder, og han tilføjede, at for virkelig at reformere islam må de vestlige regeringer begynde at styrke de ægte moderate. Adspurgt om, hvilken politik hun ville anlægge over for den muslimske verden, erklærede ms. Sultan, at islam kan reformeres, og anbefalede et vestligt pres på den saudiske konge som den sikreste vej.
Mr. Pipes og ms. Sultan var enige om visse detaljer, for eksempel at vestlige regeringer ikke bør acceptere en ikke-voldelig islamisme og skal holde øje med det had, som indlæres i muslimske skoler i Vesten. Overordnet set benægtede mr. Pipes ikke, hvad islam har været eller er, men insisterede på, at islam, ligesom andre religioner, kan og vil ændre sig, mens ms. Sultan var mere pessimistisk.
Resume skrevet af Aymenn Jawad Al-Tamimi.
