Tyrkiet: Ikke længere en allieret

"Der kan ikke herske tvivl om, at han er vores ven," siger Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, om Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, endda samtidig med at han beskylder Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, for at true med at anvende kernevåben imod Gaza. Disse skandaløse udtalelser peger på den dybtgående kursændring hos den tyrkiske regering, som i seks årtier har været Vestens nærmeste muslimske allierede, siden Erdoğan's AK parti kom til magten i 2002.

Tre begivenheder i den forgangne måned afslører omfanget af denne ændring. Den første indtraf den 11. oktober med nyheden om, at det tyrkiske militær – som længe har været en bastion for sekularisme og en fortaler for samarbejde med Israel – pludselig anmodede de israelske styrker om ikke at deltage i den årlige "Anatolian Eagle" luftværnsøvelse.

Erdoğan angav "diplomatisk følsomhed" som årsag til aflysningen, og udenrigsminister Ahmet Davutoğlu talte om "følsomhed over for Gaza, Øst-Jerusalem og Al-Aqsa-moskeen." Tyrkerne afviste især de israelske fly, som kunne have angrebet Hamas (en islamistisk terroristorganisation) under sidste vinters operation i Gaza-striben. Mens Damaskus applauderede aflysningen af invitationen, fik det den amerikanske og den italienske regering til at trække deres styrker ud af Anatolian Eagle, hvilket på sin side betød en aflysning af den internationale øvelse.

Ministre fra den tyrkiske og den syriske regering mødtes i grænsebyen Öncüpınar og løftede symbolsk en grænsebom, som har adskilt de to lande, den 13. oktober.

Hvad angår israelerne, så rystede denne "pludselige og uventede" kursændring selve kernen i deres militære samarbejde med Tyrkiet, som havde eksisteret siden 1996. Tidligere luftværnschef Eytan Ben-Eliyahu kaldte for eksempel aflysningen for "en stærkt bekymrende udvikling." Jerusalem reagerede øjeblikkeligt med at revidere Israels praksis med at forsyne Tyrkiet med avancerede våben, så som det seneste $140 millioner dollar store salg af målsøgende kapsler til det tyrkiske luftvåben. Den ide opstod også at holde op med at hjælpe tyrkerne med de resolutioner vedrørende det armenske folkemord, som med jævne mellemrum dukker op i den amerikanske kongres.

Barry Rubin fra Interdisciplinary Center i Herzliya hævder ikke blot, at "den israelsk-tyrkiske alliance er forbi," men konkluderer, at Tyrkiets væbnede styrker ikke længere bevogter den sekulære republik og ikke længere kan gribe ind, når regeringen bliver for islamistisk.

Den anden begivenhed fandt sted to dage senere, den 13. oktober, hvor Syriens udenrigsminister Walid al-Moallem erklærede, at tyrkiske og syriske styrker netop havde "afholdt manøvre nær Ankara." Moallem kaldte med rette dette for en betydningsfuld udvikling, "fordi den afkræfter forlydender om en dårlig forbindelse mellem de militære og de politiske institutioner i Tyrkiet vedrørende de strategiske relationer til Syrien." Oversat: Tyrkiets væbnede styrker tabte terræn til politikerne.

For det tredje samledes ti tyrkiske ministre, under ledelse af Davutoğlu, med deres syriske modparter den 13. oktober til samtaler i det nyetablerede "Turkey-Syria High Level Strategic Cooperation Council"'s regi. Ministrene kundgjorde, at de havde underskrevet næsten 40 aftaler, som skulle implementeres i løbet af 10 dage; at "en mere omfattende, en større" (større end den første) fælles militærøvelse på landjorden ville blive afholdt i april; og at de to landes ledere ville underskrive en strategisk aftale i november.

Omslaget på Ahmet Davutoğlus bog, "Strategisk dybde: Tyrkiets internationale position."

Rådets konkluderende fælles erklæring bekendtgjorde dannelsen af "et langsigtet strategisk partnerskab" mellem de to parter med henblik på "at befæste og udvide deres samarbejde inden for en bred vifte af emner til fælles gavn og interesse og styrke de kulturelle bånd og solidariteten mellem deres folk." Rådets hjertesag, forklarede Davutoğlu, "er den fælles skæbne, historie og fremtid; vi vil bygge fremtiden sammen," mens Moallem kaldte sammenkomsten for en "festival for at fejre" de to folk.

De bilaterale relationer er så sandelig blevet ændret dramatisk i forhold til årtiet før, hvor Ankara var faretruende nær en krig med Syrien. Men forbedrede bånd til Damaskus er blot en del af en langt større bestræbelse fra Ankaras side på at øge relationerne til de regionale og muslimske stater, en strategi der blev forkyndt af Davutoğlu i hans indflydelsesrige bog fra år 2000, Stratejik derinlik: Türkiye'nin uluslararası konumu ("Strategisk dybde: Tyrkiets internationale position").

Kort fortalt, så forestiller Davutoğlu sig aftagende konflikter med naboerne og Tyrkiet som opstigende regional magtfaktor, en slags moderniseret osmannisk storrige. Indeholdt i denne strategi er Tyrkiets distanceren sig fra Vesten i almindelighed og Israel i særdeleshed. Selvom det ikke bliver fremstillet i islamistiske termer, så passer "strategisk dybde" meget tæt med AK-partiets islamistiske verdenssyn.

Som Barry Rubin skriver: "Den tyrkiske regering er politisk tættere på Iran og Syrien end på USA og Israel." Caroline Glick, skribent i Jerusalem Post, går endnu længere: Ankara har allerede "forladt den vestlige alliance og er blevet fuldt medlem af den iranske akse." Men de officielle kredse i Vesten synes næsten ubevidste om denne betydningsfulde ændring i Tyrkiets tilknytning eller dens implikationer.

Prisen for denne fejl vil snart blive tydelig.

Mr. Pipes er direktør for Middle East Forum og Taube-hædret gæsteforelæser ved Hoover Institution of Stanford University.