Ved et slående sammentræf fandt to meget forskellige udtryk for iranske meningsforskelle sted præcist samtidigt på to kontinenter lørdag den 20. juni. Sammen betyder de, at Irans Islamiske Republik står over for en enestående udfordring.
 I en kæmpestor udstillingshal lige nord for Paris deltog omkring 20.000 mennesker den 20. juni i et arrangement, arrangeret af den største og bedst organiserede iranske oppositionsgruppe, Mujahedeen-e Khalq (eller Folkets Mujahedeener i Iran). |
Demonstranterne og Mousavi har alle udvist stor tapperhed, men førstnævnte forekommer mere radikale end sidstnævnte. Mousavis website bekendtgør, at han ikke søger konfrontation med "brødrene" i Irans sikkerhedsstyrker, ligesom han heller ikke ønsker at udfordre det "hellige system", der blev institueret af ayatollah Khomeini. Derimod erklærer websiden: "Vi går imod fravigelser og løgne. Vi søger at skabe reformer, som lader os vende tilbage til Den Islamiske Republiks rene principper."
Denne skræmte holdning står i kontrast til den modige indstilling hos gadedemonstranterne, som råber "Død over diktatoren" og endda "Død over Khamene'i" i et ekko af regimets gentagne slogans "Død over Amerika" og "Død over Israel," rummende ikke blot et ønske om at korrigere Khomeinis "hellige system", men en længsel efter at afslutte det regime, som har været domineret af mullaher (Irans præster).
Den anden protest fandt sted i en kæmpestor udstillingshal lige nord for Paris, hvor den største og bedst organiserede iranske oppositionsgruppe, Mujahedeen-e Khalq eller Folkets Mujahedeener i Iran (MeK eller PMOI) havde sluttet sig sammen med nogle mindre grupper om at afholde deres årlige møde. Ti tusindvis af mennesker deltog, heriblandt jeg selv.
Forsamlingens mest følelsesladede øjeblik opstod, da den bekymrede skare erfarede, at deres fredelige ligemænd, som gik i demonstrationsmarch i Iran, var blevet dræbt eller sårede. I det øjeblik blev modsætningen mellem forsamlingsfriheden i Frankrig og dens knægtelse i Iran mest tydelig. Senere samme dag kom bekræftelsen af regimets tvangsprægede frygt for MeK, da vicepolitichef, Ahmad Reza Radan, anklagede MeKs "bøller" for hans egen regerings vold imod de fredelige demonstranter.
MEK udgjorde et imponerende skue i Frankrig, ligesom de gjorde det ved det seneste møde, jeg deltog i, i 2007, med rangspersoner, optog arrangeret med henblik på tv og en stærk tale fra lederen, Maryam Rajavi. Ligesom gadens demonstranter opfordrede hun til khomeinist-regimets afgang. I en 4.000-ord lang tale styrede hun velsignet uden om angreb på USA og Israel og udelukkede den mudderkastning gennemsyret af konspirationsteorier, som er så almindelig i iransk politik. I stedet gjorde hun dette:
- Hånede regimet for dets beskrivelse af demonstranterne som vestlige agenter.
- Beklagede bittert, at demonstranters døde legemer blev "svøbt i amerikanske flag" og derefter trampet på.
- Fordømte regimets "forbrydelser" i Irak og dets "eksport af terrorisme" til Libanon, Det Palæstinensiske Selvstyre og Afghanistan.
- Forudsagde, at "begyndelsen på enden" for Irans Islamiske Republik er på vej.
- Kritiserede Obama-regeringen for at give regimet endnu en chance og anførte, at Bush-regeringen havde afholdt møder med dets repræsentanter 28 gange uden resultat.
Rajavi efterlyste med rette en stærkere amerikansk politik over for Teheran og forklarede i et interview for nylig, at "Vesten kan standse atomprogrammet, hvis det trodser mullaherne."
Desværre har dette at trodse mullaherne aldrig været amerikansk politik. Jimmy Carter accepterede ydmygt deres styre. Ronald Reagan sendte dem våben. For at vinde deres velvilje satte Bill Clinton MEK på terrorismelisten. George W. Bush undlod at forpurre deres kernevåbenprojekt. Og Barack Obama håber på at opnå indrømmelser fraTeheran i forbindelse med kernevåbenspørgsmålet ved at distancere sig fra dissidenterne.
I stedet burde forandringer i Iran invitere til mod og opfindsomhed. Tiden er omsider inde til en robust amerikansk politik, som opmuntrer råbene om "Død over Khamene'i", og som udnytter den hyperbolske frygt, som MeK vækker i Irans herskende kredse (første skridt: at lade MeK's absurde opførelse som en terroristorganisation ophøre).
Som medlem af Repræsentanternes Hus Peter Hoekstra (republikaner fra Michigan) har bemærket, så bliver et regimeskifte i Iran så meget desto mere påtrængende, hvis mullaherne snart mønstrer kernevåben. Den levende og potentielt sejrrige bevægelse, som bliver opbygget både i Irans gader og i Europas haller, repræsenterer langt bedre ikke blot vestlige værdier, men også vestlige interesser.
