Det stærkt ventede møde mellem Barack Obama og Binyamin Netanyahu den 18. maj forløb glat, om end en smule anspændt, som forudset. Alle viste sig fra deres bedste side, og begivenheden vakte så lidt opmærksomhed, at New York Times beskrev den på side 12.
Som ventet blev fløjlshandskerne dog taget af umiddelbart efter med en række barske amerikanske krav, især den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons insisteren den 27. maj på, at Netanyahus regering lader boligbyggeriet for israelere på Vestbredden og i det østlige Jerusalem ophøre. Dette fremkaldte en trodsig reaktion. Den siddende israelske koalitionsformand pegede på fejltagelsen ved tidligere "amerikanske påbud," en minister sammenlignede Obama med en farao, og direktøren for regeringens pressekontor gjorde tykt nar ad "bosætterne af irokesisk territorium, som tror, at de har ret til at afgøre, hvor jøder bør bo i Jerusalem."
Mens detaljerne i, hvem der bor hvor, kun har ringe strategisk betydning, så er Obama-regeringens hastige og skarpe vending imod Israel af potentielt stor vigtighed. Ikke alene afsluttede regeringen George W. Bush' fokus på forandringer på den palæstinensiske side, men den tilsidesatte sågar mundtlige aftaler, som Bush havde opnået med Ariel Sharon og Ehud Olmert.
 Yasir Arafat smiler ved Barack Obamas møde med Mahmoud Abbas i juli 2008. |
genvakt en længst henslumret palæstinensisk fantasi: at USA simpelthen vil tvinge Israel til at komme med afgørende indrømmelser, uanset om dets demokratiske regering er enig, alt imens araberne passivt ser til og klapper. "Amerikanerne er verdens ledere. … De kan bruge deres vægt over for alle overalt i verden. For to år siden brugte de deres vægt imod os. I dag bør de sige til israelerne: 'I bliver nødt til at gå ind på betingelserne'."
At sige det til israelerne er én ting, at få dem til at samtykke er dog noget ganske andet. Men også det har Abbas et svar på. I forventningen om, at Netanyahus samtykke til en total fastfrysning af byggeriet vil vælte hans koalition, forklarer Diehl, har Abbas planer om "at læne sig tilbage og se på, mens det amerikanske pres langsomt presser den israelske premierminister fra magten." En embedsmand fra Det Palæstinensiske Selvstyre spår, at dette vil ske inden for "et par år" – præcist på det tidspunkt, hvor Obama menes at forvente, at en palæstinensisk stat er på plads.
Imens planlægger Abbas at se tiden an og stå fast. Diehl forklarer hans tankegang:
Abbas afviser forestillingen om, at han skulle foretage tilsvarende indrømmelser—såsom at anerkende Israel som en jødisk stat, hvilket ville indebære afskrivning af enhver større genbosættelse af flygtninge. I stedet, siger han, vil han forholde sig passivt. … "Jeg vil vente på, at Israel fastfryser bosættelserne," sagde han. "Indtil da har vi en god virkelighed på Vestbredden . . . folk her lever en normal tilværelse."
Abbas' begreb om en "normal tilværelse," bør man tilføje, tilvejebringes også stort set af Washington og dets allierede; Vestbreddens palæstinensere modtager langt den største udenlandske hjælp per individ af alle grupper i verden; ved blot én "donorkonference" i december 2007 indkasserede Abbas f.eks. løfter om mere end 1.800 dollar per individ på Vestbredden per år.
Som Diehl så rammende konkluderer: "Under Obama-regeringen har det indtil nu været nemt at være palæstinenser."
Selvom man ser bort fra det tåbelige i at fokusere på, at indbyggere i Jerusalem føjer et fritidsrum til deres huse, frem for på, at iranere føjer centrifuger til deres nukleare infrastruktur, og selvom man ignorerer det åbenlyst kontraproduktive i at lade Abbas slippe af krogen – så er den nye amerikanske tilgang dømt til undergang.
For det første bør Netanyahus regeringskoalition vise sig uimodtagelig for amerikansk pres. Da han dannede regeringen i marts 2009, rummede den 69 parlamentarikere ud af Knessets 120 medlemmer, et godt stykke over minimum på 61. Selvom det skulle lykkes den amerikanske regering at skille de to partier fra, som føler sig mindst forpligtede på Netanyahus mål, nemlig Labor og Shas, så vil han kunne erstatte dem med højrefløjs og religiøse partier og dermed bevare et solidt flertal.
For det andet viser historien, at Jerusalem kun løber en "risiko for fredens skyld," når det stoler på sin amerikanske allierede. En regering, som undergraver denne skrøbelige tillid, vil sandsynligvis komme til at stå over for en mistænksom og modstræbende israelsk ledelse.
Hvis Washington fortsætter sin nuværende kurs, kan resultatet meget vel blive et spektakulært politisk nederlag, som vil kunne svække Amerikas eneste strategiske allierede i Mellemøsten og samtidig forværre de arabisk-israelske spændinger.
