Mødet den 18. maj mellem de to nyvalgte ledere, Barack Obama og Binyamin Netanyahu, rejser det grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem USA og Israel: Vil denne langvarige alliance overleve sit 62. år?
Her er tre grunde til at forvente et brud med den sædvanlige praksis:
(1) Der er mange områder med uenighed – den iranske atomopbygning, forholdet til Syrien, israelsk tiltrædelse af ikke-spredningstraktaten og jøder bosat på Vestbredden – men "tostatsløsningen" vil sandsynligvis afgøre mødets tone, stemning og resultat. Ideen om to stater har som mål at afslutte den arabisk-israelske konflikt ved at skabe en palæstinensisk stat ved siden af den jødiske stat. Planen hviler på to antagelser: (a) at palæstinenserne kan skabe en centraliseret, levedygtig stat, og (b) at erhvervelsen af denne stat betyder, at de vil afstå fra deres drøm om at udslette Israel.
Tostatsmodellen fandt tilslutning i den israelske offentlighed mellem Oslo-aftalen i 1993 og den nye omgang palæstinensisk vold i år 2000. På overfladen synes forestillingen om "to stater" ganske vist stadig stærk blandt israelerne: Ehud Olmert henrykkedes over Annapolis-runden, Avigdor Lieberman accepterer den "præstationsbaserede Køreplan til en varig tostatsløsning," og en nylig meningsmåling fra Tel Aviv Universitet viser, at ideen om "to stater" stadig er populær.
Men mange israelere, heriblandt Netanyahu, tror enten ikke på, at palæstinenserne vil opbygge en stat, eller mener ikke, at de vil afstå fra deres irredentisme. Netanyahu foretrækker at sylte de "to stater" og i stedet fokusere på opbygningen af institutioner, økonomisk udvikling og forbedret livskvalitet for palæstinenserne. Herpå reagerer de arabiske stater, palæstinenserne, de europæiske regeringer og Obama-regeringen næsten enstemmigt med højlydt fjendskab.
Spørgsmål: Vil forskellene i forbindelse med tostatsløsningen fremkalde en krise i forholdet mellem USA og Israel?
(2) Store strategiske interesser styrer bestandig USA's holdning til Israel: Republikanerne holdt sig på afstand, dengang de opfattede Israel som en hæmsko i sammenstødet med Sovjetunionen (1948-70), og tøede først op, da Israel beviste sin strategiske nytte (efter 1970); Demokraterne var kølige i tiden efter Den Kolde Krig (efter 1991), hvor mange kom til at opfatte landet som en "apartheid"-stat, som destabiliserer Mellemøsten og besværliggør amerikansk politik i området.
 Medlem af den amerikanske Kongres Gary Ackerman (til venstre) ser venligt på Mahmoud Abbas fra Det Palæstinensiske Selvstyre i august 2007. |
Spørgsmål: Vil Demokraternes kritiske syn blive omsat til en ændret politik ved det kommende topmøde?
(3) Obama kommer selv fra Det Demokratiske Partis stærkt anti-zionistiske venstrefløj. For blot få år tilbage havde han gode relationer til tungefærdige Israel-hadere som Ali Abunimah, Rashid Khalidi, Edward Said og Jeremiah Wright, for ikke at tale om Saddam Hussein-lakajer som Council on American-Islamic Relations og Nation of Islam. Da Obama vandt frem i national politik, distancerede han sig fra denne flok. Da han vandt præsidentposten, udnævnte han hovedsagelig mainstream-demokrater til at håndtere Mellemøsten. Man kan kun gisne om, hvorvidt denne forandring var taktisk, udformet til at berøve republikanerne et kampagnetema, eller strategisk og et udtryk for en virkelig ny tilgang.
Spørgsmål: Hvor dybt stikker Obamas antipati imod den jødiske stat?
Nogle forudsigelser: (1) Da Iran er Netanyahus topprioritet, vil han undgå en krise ved at ytre ordene "tostatsløsning" og tilslutte sig et diplomati over for Det Palæstinensiske Selvstyre. (2) Demokraterne vil også vise sig fra deres bedste side, styre deres frastødning under Netanyahus besøg og derved for nuværende undgå en nedsmeltning. (3) Obama, som har masser af problemer at slås med, har ikke brug for en strid med Israel og dets støtter. Hans bevægelse mod centrum, uanset hvor taktisk denne måtte være, vil holde under hele Netanyahus besøg.
Udsigterne på kort sigt lover således mere kontinuitet end forandring i forholdet mellem USA og Israel. De, der er bekymrede for Israels sikkerhed, vil lovlig tidligt drage et lettelsens suk – tidligt, fordi status quo er skrøbelig, og USA's forhold til Israel kan hurtigt gå i opløsning.
Selv manglen på fremskridt hen imod en palæstinensisk stat kan fremkalde en krise, mens et israelsk angreb på Irans atomare infrastruktur imod Obamas ønske kan få denne til at afslutte det bånd, som blev påbegyndt af Harry Truman, forstærket af John Kennedy og konsolideret af Bill Clinton.
