Fungerer terrorismen, det vil sige, opfylder den udøvernes hensigter?
Da terrorangreb er blevet rutine og en næsten daglig foreteelse, især i Irak, Afghanistan og Pakistan, er det den almindelige opfattelse, at terrorismen fungerer udmærket. For eksempel tilskrev afdøde Ehud Sprinzak fra Hebrew University selvmordsterrorismens udbredelse dens "uhyggelige effektivitet." Robert Pape fra University of Chicago hævder, at selvmordsterrorismen vokser, "fordi terroristerne har erfaring for, at den betaler sig." Professor i retsvidenskab på Harvard Alan M. Dershowitz gav en af sine bøger titlen Why Terrorism Works (Derfor fungerer terrorisme).
Men Max Abrahms, kandidatstipendiat på Stanford University, sætter spørgsmålstegn ved denne konklusion, idet han noterer, at den fokuserer snævert på de velkendte, men sjældne terroristsejre – mens den overser det langt større, omend mere skjulte mønster af terrorismenederlag. For at understøtte dette underskud kastede Abrahms et mere indgående blik på hver af de 28 terroristgrupper, som er blevet benævnt således af det amerikanske udenrigsministerium siden 2001, og gjorde op, hvor mange af disse der opnåede deres mål.
Hans undersøgelse, "Why Terrorism Does Not Work" (Derfor fungerer terrorisme ikke) viser, at disse 28 grupper havde 42 forskellige politiske mål, og at de kun opnåede 3 af disse mål, altså en ussel 7 procents succesrate. De tre sejre var: (1) Hizbollahs succes med at smide de multinationale fredsbevarende styrker ud af Libanon i 1984, (2) Hizbollahs succes med at drive de israelske styrker ud af Libanon i 1985 og 2000, og (3) De Tamilske Tigres delvise succes med at opnå kontrol over områder i Sri Lanka efter 1990.
Det er det hele. De andre 26 grupper, fra Abu Nidal-organisationen og Al-Qaeda og Hamas til Aum Shinriko og Kach og Den Lysende Sti, opnåede nu og da begrænset succes, men fejlede for det meste fuldstændig. Abrahms optegner tre politiske følger af sine data.
- Guerrillagrupper, som angriber militære mål, har ofte større succes end terroristgrupper, der hovedsagelig angriber civile mål. (Terroristerne var heldige ved Madrid-angrebet i 2004.)
- Terrorister har "ekstremt svært ved at ændre eller tilintetgøre et lands politiske system"; de, der sætter sig begrænsede mål (såsom erobring af landområder), klarer sig bedre end dem, der sætter sig maksimale mål (såsom at søge at ændre et regime).
- Ikke alene er terrorisme "et ineffektivt tvangsmiddel, men … dens elendige succesrate er indbygget i terrorismens egen taktik." Denne mangel på succes burde "i sidste instans få potentielle jihadister til at afstå" fra at sprænge civile i luften.
Denne endegyldige følge, at de hyppige nederlag vil føre til demoralisering, antyder i sidste instans en reduktion af terrorismen til fordel for mindre voldelige former for taktik. Faktisk er der allerede synlige tegn på forandring.
 Sayyid Imam al-Sharif |
På det folkelige niveau har Pew Research Centers 2005 Global Attitudes Project afsløret, at "støtten til selvmordsbombninger og andre terroristhandlinger er faldet i de fleste af de lande med muslimsk flertalsbefolkning, som indgik i undersøgelsen", og "det samme gælder tiltroen til Al Qaeda-lederen Osama bin Laden." Ligeledes afdækkede undersøgelsen 2007 Program on International Policy Attitudes, at "Store befolkningsflertal i alle lande modsætter sig angreb på civile af politiske grunde og opfatter dem som uforenelige med islam. … De fleste af de besvarende deltagere i undersøgelsen … mener, at politisk motiverede angreb på civile, såsom bombninger eller mord, ikke kan retfærdiggøres."
På det praktiske plan udvikler terroristgrupperne sig. Adskillige af dem – især i Algeriet, Egypten og Syrien – har droppet volden og arbejder i dag inden for det politiske system. Andre har taget ikke-voldelige funktioner i brug – Hizbollah tilbyder lægehjælp, og Hamas vandt et valg. Hvis Ayatollah Khomeini og Osama bin Laden repræsenterer islamismens første gentagelse, så repræsenterer Hizbollah og Hamas et overgangstrin, og Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdoğan, som kan hævdes at være verdens mest indflydelsesrige islamist, viser fordelene ved at blive lovlig.
Men hvis den politiske vej fungerer så godt, hvorfor fortsætter, ja ligefrem udvides den islamistiske vold så? Fordi det ikke altid er praktisk bestemt. Rita Katz fra SITE Intelligence Group forklarer: "Jihadisterne, som kaster sig ud i en guddommeligt motiveret kamp, måler ikke altid succes i håndgribelige sejre i dette liv, men ved Guds evige velsignelse og belønninger, som modtages i det hinsidige."
Men i det lange løb vil islamisterne formentlig erkende voldens begrænsninger og i stigende grad forfølge deres afskyelige mål på lovlig vis. Den radikale islams største chance for at besejre os ligger ikke i bombninger og halshugninger, men i klasseværelser, retssale, computerspil, fjernsynsstudier og valgkampagner.
Vi er advaret.
