Netop ved NATO's 60-års jubilæum står alliancen over for et fuldkommen nyt problem – den radikale islam, repræsenteret ved republikken Tyrkiet, inden for organisationens egne rækker.
Ankara blev optaget i NATO i 1951 og kort efter kæmpede tyrkiske styrker tappert sammen med de allierede i Korea. Tyrkerne stod stærkt over for Sovjetunionen gennem årtier. Efter USA har Tyrkiet det næststørste antal tropper i alliancen.
Med afslutningen på Den Kolde Krig ændredes NATO's mission, og nogle opfattede islamismen som den nye strategiske fjende. Allerede i 1995 sammenlignede NATO's daværende generalsekretær, Willy Claes, islamismen med den historiske fjende: "Fundamentalismen er mindst lige så farlig, som kommunismen var." Da Den Kolde Krig var ovre, tilføjede han: "Den militante islamisme har vist sig som den måske mest alvorlige, enkeltstående trussel imod NATO-alliancen og Vestens sikkerhed."
Faktisk påberåbte NATO sig første gang artikel 5 i sine vedtægter og opfordrede til "kollektivt selvforsvar" for at gå i krig mod Taliban i Afghanistan i 2001, som en reaktion på angrebene fra dette land den 11. september.
Senere har den tidligere spanske premierminister, José María Aznar, hævdet, at "islamistisk terrorisme er en ny fælles trussel af global karakter, som truer selve NATO's medlemmers eksistens," og har gjort sig til talsmand for, at alliancen koncentrerer sig om at bekæmpe den "islamiske jihadisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben." Han har opfordret til at "placere krigen mod islamisk jihadisme centralt i alliancens strategi."
Claes og Aznar har ret; men deres vision er nu i fare, for islamisterne er trængt ind i de 28 staters alliance, sådan som det for nylig blev illustreret på dramatisk vis.
 Premierminister Recep Tayyip Erdoğan (t.v.) og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2002. |
Da Fogh Rasmussen blev nævnt med henblik på NATO-posten, fortsatte Erdoğan sine beklagelser og sagde, at hans regering havde et "negativt" syn på Fogh Rasmussens kandidatur, fordi, forklarede Erdoğan, "jeg bad om et møde for islamiske ledere i hans land, som kunne forklare, hvad der foregik, og det afstod han fra at iværksætte. Så hvordan kan jeg forvente, at han kan bidrage til freden?"
Til sidst blev Fogh Rasmussen valgt som konsensuskandidat, men for en høj pris. Danskeren fik først jobbet efter at have indgået i intensive forhandlinger med den tyrkiske præsident, Abdullah Gül, forhandlinger hvor Barack Obama var vært. Fogh Rasmussen lovede at udnævne mindst to tyrkere og offentligt at ytre sig om de muslimske bekymringer vedrørende hans reaktion på karikaturtegningerne. Mere bredt erklærede Erdoğan, at Obama "gav os garantier" med hensyn til den tyrkiske reservation vedrørende Fogh Rasmussen.
Den prøve, som Fogh Rasmussen blev sat på for at vinde Ankaras støtte, kan læses ud af hans tåkrummende, dhimmi-agtige bemærkninger, da han havde fået stillingen: "Som generalsekretær for NATO vil jeg klart række hånden frem mod den muslimske verden for at sikre et samarbejde og intensivere dialogen med den muslimske verden. Jeg anser Tyrkiet for en meget vigtig allieret og strategisk partner, og jeg vil samarbejde med dem i vore bestræbelser på at sikre det bedste samarbejde med den muslimske verden."
Vi synes at være vidne til fremkomsten, ikke af et robust NATO, som følger Claes-Aznar-modellen, dvs. et der fører an i kampen mod den radikale islam, men en institution, der famler sig frem indefra, ude af stand til at håndtere denne vigtige strategiske trussel af frygt for at fornærme et medlemslands regering.
Ejheller er islamismen NATO's eneste problem med Tyrkiet. I det, der mere og mere ligner en mellemøstlig koldkrig, med Teheran i spidsen for den ene fraktion og Riyadh den anden, har Ankara gentagne gange taget parti for førstnævnte – været vært for Mahmoud Ahmadinejad, gjort sig til fortaler for Irans atomprogram, udviklet et iransk oliefelt, overført iranske våben til Hizbollah, åbent støttet Hamas, hadefuldt fordømt Israel og vendt den tyrkiske offentlighed imod USA.
I sin iagttagelse af disse ændringer opfordrer klummeskribenten Caroline Glick Washington til at "sætte den tanke i omløb at fjerne Tyrkiet fra NATO." Det gør Obama-regeringen ikke; men inden Ankara gør NATO fuldkommen tandløs, bør objektive iagttagere nok tænke dette argument grundigt igennem.
