Avigdor Lieberman blev Israels udenrigsminister forleden. Han fejrede sin indsættelse med en jomfrutale, som nyhedsrapporterne antyder fik hans tilhørere til at vrænge, krympe sig og forfærdes. BBC fortæller os for eksempel, at hans ord fik "hans forgænger Tzipi Livni til at afbryde og diplomaterne til at flytte sig uroligt på stolene."
 Avigdor Lieberman |
Verdensordenen: Den westfalske statsorden er død og erstattet af et moderne system, som omfatter stater, semi-stater og irrationelle, internationale spillere (f.eks. Al-Qaeda, måske Iran).
Verdens prioriteter: Disse bør ændres. Den frie verden bør fokusere på at besejre lande, styrker og ekstremistiske grupperinger, "som forsøger at forøve vold på den." De egentlige problemer kommer fra "Pakistans, Afghanistans, Irans og Iraks retning" – og ikke fra den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Egypten: Lieberman roser Cairo som "en stabiliserende faktor i det regionale system og måske endnu længere væk," men bemærker over for Mubaraks regering, at han kun vil tage dertil, hvis hans modpart kommer til Jerusalem.
Gentagelse af ordet "fred": Lieberman ytrede sin foragt for tidligere israelske regeringer: "Det faktum, at vi udtaler ordet 'fred' tyve gange om dagen, vil ikke bringe freden nærmere."
Fredens byrde: "Jeg har set alle de forslag, som så gavmildt er blevet fremsat af Ehud Olmert, men jeg har ikke set nogen resultater." Nu er situationen ændret: "den anden side har også et ansvar" for freden og bør yde sit.
Køreplan for fred: Talens mest overraskende nyhed er Liebermans fokus på og billigelse af Køreplanen, et diplomatisk initiativ fra 2003, som han dengang stemte imod, men, som han udtrykker det, er, "det eneste dokument, som er godkendt af kabinettet og af Sikkerhedsrådet." Han kalder det for "en bindende resolution," som den nye regering må virkeliggøre. Derimod bemærker han specifikt, at regeringen ikke er bundet af Annapolis-aftalen fra 2007 ("Hverken kabinettet eller Knesset har nogensinde ratificeret den").
Implementering af Køreplanen: Lieberman har til hensigt at "handle præcist" i overensstemmelse med Køreplanens bogstav, herunder dens Tenet- og Zinni-underdokumenter. Derpå følger den ene af hans to centrale erklæringer i talen:
Jeg vil aldrig tilslutte mig, at vi frafalder alle paragraffer – jeg tror, der er 48 af dem – og går direkte til den sidste paragraf, forhandling vedrørende en varig aftale. Nej. Disse indrømmelser opnår intet. Vi vil gå frem efter planens bogstav, nøjagtigt som det står skrevet. Paragraf ét, to, tre, fire – afvæbning af terroristorganisationer, etablering af en effektiv regering, indførelse af dybtgående forfatningsændringer i Det Palæstinensiske Selvstyre. Vi vil gå frem præcist efter paragrafferne. Vi er også forpligtede til at implementere det, der i hver enkelt paragraf kræves af os, men det gælder også den anden side. De må implementere dokumentet til fulde.
Fejlen at gøre indrømmelser: Han bemærker de "dramatiske skridt og fremsatte vidtrækkende forslag" fra Sharon- og Olmert-regeringerne og konkluderer: "Men jeg kan ikke se, at [de] bragte fred. Tværtimod. … Det var præcist, da vi fremsatte alle disse indrømmelser, " at Israel blev mere isoleret, som f.eks. ved Durban-konferencen i 2001. Derefter følger hans anden centrale erklæring:
Vi mister også hver dag terræn i den offentlige mening. Er der nogen, der tro, at indrømmelser og konstante udtalelser som "Jeg er rede til at gøre indrømmelser" og brug af ordet "fred" vil føre til noget som helst? Nej, det vil blot invitere til pres og flere og flere krige. "Si vis pacem, para bellum" – hvis man ønsker fred, skal man berede sig på krig, være stærk.
Israelsk styrke: Lieberman slutter af med en vækkende opfordring til sjælsstyrke: "Hvornår stod Israel stærkest i den offentlige mening rundt om på jorden? Efter sejren i Seksdageskrigen, ikke efter alle indrømmelserne i Oslo-aftalerne I, II, III og IV."
Kommentarer:
(1) Jeg har haft mine forbehold med hensyn til Lieberman og har dem stadig, men hans tale har givet ham en glimrende start. Så kortfattet, som det var muligt, har han erklæret, at "Israel er tilbage."
(2) Når man betænker, at Køreplanens formelle navn er "A Performance-Based Roadmap to a Permanent Two-State Solution to the Israeli-Palestinian Conflict," [En handlingsbaseret køreplan til en permanent to-statsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt], må jeg indrømme, at jeg bliver forvirret over nyhedsrapporterne (såsom den i Los Angeles Times med titlen "Foreign minister says Israel not bound to follow two-state path" [Udenrigsminister siger, at Israel ikke er bundet til at følge to-stats-vejen]), som erklærer, at Lieberman har kundgjort enden på to-statsløsningen.
(3) Der ligger megen ironi i, at Lieberman nu kæmper for Køreplanen, et initiativ som han og mange med hans indstilling fordømte dengang. Med hensyn til en pålidelig, datidig diskussion af dens oprindelse, fejl og følger kan man læse følgende analyse af Daniel Mandel, "Four-Part Disharmony: The Quartet Maps Peace."
