Mens den muslimske verden har siddet fast i en stadig dybere nedtur gennem det seneste årti, afspejlet i politisk ekstremisme, religiøs sygdom, økonomisk irrelevans, masseødelæggelsesvåben, anarki, diktatur og borgerkrig, er Dubai fremstået som en lykkelig undtagelse.
 Burj Al Arab hævdes at være verdens eneste 7-stjernede hotel. |
Men skønt Dubai syntes at udgøre en undtagelse i forhold til den almindelige muslimske bane, var dette kun midlertidigt.
På tre klare områder – økonomi, kultur og sport – viser den seneste udvikling, hvor meget den lille stat har til fælles med den stadig mere forarmede og isolationistiske muslimske verden.
Økonomi
Dubai skummede fløden i de første år efter årtusindskiftet og udgjorde det reneste eksempel på en oppustet økonomi, baseret på stigende priser, opreklamering og bedrageriske investeringsfiduser, som overgik de fleste andre lande. Allerede i 2006 pillede finansskribenten Youssef Ibrahim dets trompe d'oeil-økonomi fra hinanden:
De enorme olieindtægter, som er strømmet ind gennem to år, kan ikke gå andre steder hen end til mere og mere spekulation i ejendomspriser. Det er en glimrende forretning for entreprenørerne og disses vestlige og asiatiske leverandører, såvel som for ejerne - sheikerne, kongerne, emirerne og deres store forretningsvenner, som ejer de ørkener, hvor disse fatamorganalignende projekter opføres.
Opskriften set fra deres synspunkt er ligetil: Sælg ørkenland til investorer til overpris. Øg så profitten til det dobbelte ved at finansiere opførelsen af kunstige øer, søer og massive air-conditionerede indkøbscentre sammen med virkelighedsfjerne projekter såsom den største skibakke i ørkenen, en fuldt færdig Jurassic Park med mekaniske dinosaurer direkte ud af filmen og millioner af boligkomplekser. Stik så af og lad de andre kløjes i blandingen af tom luft og mel i munden.
 Burj Dubai er verdens højeste bygning; men vil den blive beboet? |
Da musikken standsede i efteråret, med en verdensomspændende recession og oliepriser, der styrtdykkede med over to tredjedele, blev ingen hårdere ramt end Dubais drømmefabrik. Som den steg op med bravur, således synker den nu con brio. Et eksempel beskrevet af Robert F. Worth i New York Times:
Med Dubais økonomi i frit fald, har aviserne fortalt, står mere end 3.000 biler forladt på parkeringspladsen ved Dubais lufthavn, efterladt af flygtende, gældsplagede udlændinge (som faktisk kunne ende i fængsel, hvis de ikke betalte deres regninger). Nogle af bilerne siges at have overtrukne kreditkort indeni og undskyldende sedler klæbet fast på forruden.
Dette enestående tilfælde af forladte biler skyldes til dels emiratets strenge arbejdslove. Som Worth forklarer: "Mennesker her, som er uden job, mister deres arbejdstilladelse og må derefter forlade landet inden en måned. Dette reducerer på sin side forbruget, skaber tomme boliger og sænker ejendomspriserne i en nedadgående spiral, som har fået dele af Dubai — der engang blev hyldet som Mellemøstens økonomiske supermagt — til at ligne en spøgelsesby."
Tegnene på den nye armod vokser:
Ejendomspriserne, som steg dramatisk under Dubais seksårige boom, er faldet med 30 procent eller mere gennem de seneste to eller tre måneder i visse dele af byen. … Der er så mange brugte luksusbiler til salg, at de til tider sælges for 40 procent under efterspørgselsprisen fra for to måneder siden, siger bilhandlerne. Dubais gader, som plejer at være præget af tæt trafik på denne tid af året, er nu for det meste tomme for biler.
Udvandringen fra Dubai vejer nu så tungt i landet, forklarer Worth, at nogle ser det, "som om det har været et svindelnummer hele vejen igennem."
Der er al mulig grund til at tro, at den økonomiske nedgang blot lige er begyndt og vil vare længe endnu. Imens flygter udlændingene. Christopher Davidson, som er specialist i De Forenede Arabiske Emirater ved Durham University, bemærker, at "Dengang Dubai var velhavende og succesrigt, ønskede alle at være dets venner. Nu hvor det ikke har penge på lommen, gider ingen være dets bonkammerat længere."
Kultur
Når det gælder kulturel ekstravagance, må Dubai afstå førstepladsen til naboen Abu Dhabi, som i begyndelsen af 2007 annoncerede "Cultural District of Saadiyat Island", som skulle omfatte satellitafdelinger af museerne Guggenheim (til en pris af 400 millioner dollar) og Louvre (1,3 milliard dollar), plus 12-15 andre museer, centre for udøvende kunst og pavilloner.
Dubai har dog stadig ambitioner, om end mere moderate, og den første Emirates Airline International Festival of Literature, som åbnede den 26. feb., skulle tjene som dets litterære spring-ud-party. En velkomstmeddelelse fra festivalens direktør, Isobel Abulhoul, forklarer:
EAIFL er den første egentlige litteraturfestival i Mellemøsten, som hylder bøgernes verden i dennes uendelige forskelligartethed med over 50 begivenheder med forfattere, hvis bøger rangerer fra noget af den smukkeste, nutidige, litterære fiktion til inspirerende livsstilstitler, over børns magiske verden til fantasy og science fiction. Vi indbyder jer til at tage del heri og nyde deres selskab i en afslappet festivalatmosfære, som yderligere vil være beriget af vore levende omgivende rum, som udstiller de vidunderlige og forskelligartede talenter fra vores helt specielle by, Dubai.
 Den britiske forfatter Geraldine Bedell blev ikke inviteret til Dubai, fordi hendes roman The Gulf Between Us fortæller om en homoseksuel sheik. |
Så vidt så godt, men EAIFL ramte en forhindring, allerede før den åbnede, som truer med at overskygge begivenheden selv. Glem alt om "bøgernes verden i dennes uendelige forskelligartethed"; festivalen udelukkede den britiske forfatter Geraldine Bedell, fordi Sheik Rashid, som er en af de mindre figurer i hendes roman The Gulf Between Us (Penguin), er en homoseksuel araber med en engelsk, mandlig kæreste; for at gøre det hele endnu værre, så udspiller plottet sig på baggrund af Kuwait-krigen.
Som Abulhoul skrev til Bedell for at forklare den manglende invitation: "Jeg ønsker ikke, at vores festival skal blive husket for en lancering af en kontroversiel bog. Hvis vi lancerede bogen, og en journalist tilfældigvis læste den, kan De måske forestille Dem de politiske følgevirkninger, som dette ville afstedkomme." Hvad Kuwait-krigen angår, så kunne denne "blive et minefelt for os."
Bedell svarede, at hendes roman "nærer en utrolig hengivenhed for Golfen. Jeg har meget varme følelser over for området, lige med undtagelse når denne slags sker. Det sætter spørgsmålstegn ved hele ideen om, hvorvidt Emiraterne og andre Golf-stater virkelig ønsker at være en del af den aktuelle kulturverden ... I kan ikke forbyde bøger og forvente, at jeres litterære festival skal blive taget alvorligt."
Det største navn på Dubai-festivalen, den canadiske forfatter Margaret Atwood, holdt sig væk i protest mod Bedells udelukkelse ("Jeg kan ikke tage del i festivalen i år"), men indvilligede til sidst i at dukke op via et video link-up i en debat vedrørende censur, som var tilrettelagt af International PEN på festivalen.
Sport
 Shahar Peer er den israelske tennisstjerne, som er udelukket fra en turnering i Dubai på grund af sin nationalitet. |
Hvorfor? Jo, hun er israeler. Turneringens arrangører nævnte sikkerhedsproblemer som grund til at udelukke Peer.
Efter en samtale med Peer besluttede kvindernes tennisunion, Women's Tennis Association, at fortsætte sin deltagelse i Dubai-turneringen. "Hun ønskede ikke at se sine spillerkammerater skadet på samme måde, som hun selv var blevet skadet," sagde Larry Scott, CEO i WTA.
Men Peers udelukkelse fik øjeblikkelige følger for Dubai. TV-kanalen Tennis Channel aflyste sin dækning af begivenheden; The Wall Street Journal Europe ophævede sit sponsorat; turneringens arrangører idømtes en bøde på 300.000 dollar (hvoraf de 44.250 vil gå til Peer); og den amerikanske tennisstjerne Andy Roddick sagde, at han ville boykotte mændenes mesterskaber i Dubai. Under trofæ-ceremonien gjorde turneringsvinderen Venus Williams værterne forlegne ved at nævne Peers udelukkelse.
Ikke blot blev Scott bombarderet med meddelelser fra oprørte fans ("Det er et emne, som helt klart rammer en nerve"), men han fortalte om "en ægte sneboldeffekt": "Jeg er blevet kontaktet af repræsentanter fra andre forretningsforetagender, akademiske institutioner, kulturelle institutioner, som ligeledes kun ville investere i De Forenede Arabiske Emirater, hvis de fik de samme forsikringer som os om, at israelere kunne deltage i aktiviteterne."
Som et resultat af Peer-fiaskoen fik Andy Ram, en israeler rangeret som nr. 11 blandt de mandlige tennisspillere, tildelt en "særlig tilladelse" til at komme ind i Dubai og vil spille i denne uge i mændenes Barclays Dubai Tennis Championships. For at kunne forblive på turplanen for 2010 har Dubai-arrangørerne måttet garantere Peer en wild-card-adgang, så hun kommer til at spille der, også selvom hun ikke måtte kvalificere sig, og de har måttet garantere de israelske spillere, som kvalificerer sig, visa otte uger i forkøbet.
Med andre ord, Dubai må acceptere de internationale regler, eller også udelukker det sig selv fra internationale mesterskaber. Det er ingen lille sag for en ministat, som er gået ind i topsport i storslået stil for at tiltrække turisme; Associated Press skriver, at det "er vært for verdens rigeste golfturnering og hestevæddeløb, huser verdens styrende cricketorganisation og opfører en 4 milliarder dollar dyr Dubai Sports City, som skal huse stadions, sportsakademier og et af flere luksuriøse golfkurser."
Konklusion
I en berusende blanding af fart og overflod forsøgte Dubai at springe over nogle barske økonomiske, religiøse og politiske beslutninger. De ledende kredse håbede, at det at bygge stort ville erstatte en sund basis. Man håbede at kunne manøvrere uden om de vanskelige spørgsmål, at glitterstads ville overgå substans. Man forventede for eksempel, at sponsorering af prestigefyldte begivenheder ville give mulighed for at ændre på reglerne; Dubai siger nej til mindre, homoseksuelle, litterære figurer og nej til israelske tennisspillere? Sådan bliver det! Dubai styrer, verden følger.
Men det vil ikke ske. Det pludselige fald i oliepriserne udstillede landets uundgåelige svaghed, mens Dubais litteratur- og tennisfiaskoer bekræftede dette. I stedet bliver det nu udfordret af en helt anden model – det jeg kalder for civilisationernes adskillelse. Ude af stand til at få deres vilje, trækker araberne omkring Den Persiske Golf sig nu ind i en muslimsk ghetto med sin helt egen økonomi (herunder Shar'i-forenelige redskaber), forbrugsvarer, medier, transport, fast food, sportskonkurrencer, søgemaskiner, og endda tidssystemer.
Denne kurs er dømt til fiasko. På et eller andet tidspunkt skal problemerne i hjertet af den muslimske tilværelse gennem de seneste to århundreder – spændingerne mellem tradition og modernitet, modsætningen mellem muslimsk identitet og universelle værdier, belastningerne i den økonomiske udvikling – konfronteres. Kræmmeradfærd og overfladisk snak løser ikke disse problemer. Når Dubais ferie fra historien pludselig ender, begynder dets hårde arbejde.
