Hvorfor, blot to uger inde i en 209-ugers periode, vurdere en ny amerikansk præsidents stilling til et så esoterisk emne som Mellemøsten og islam? I Barack Obamas tilfælde på grund af:
(1) En modsætningsfyldt baggrund: Hans historie er oversået med fanatiske, anti-zionistiske radikale som Ali Abunimah, Rashid Khalidi og Edward Said, med islamister, Nation of Islam og Saddam Hussein-regimet; men siden han blev valgt, har han foretaget nogle hovedsageligt centrum-venstreorienterede udnævnelser, og hans udtalelser ligner dem fra hans forgængere i det ovale værelse.
(2) Mellemøstens og islams overdrevne rolle: Hans første to uger i embedet har indeholdt en indsættelsestale, som omtalte disse på en fremtrædende plads, en indledningsvis diplomatisk telefonsamtale med Mahmoud Abbas fra Det Palæstinensiske Selvstyre, udnævnelsen af to højt profilerede udsendinge og det første interview tildelt Al-Arabiya tv-kanal.
 Barack Obama taler på Al-Arabiya tv-kanal. |
Afghanistan og Irak: Ingen overraskelser – større betoning af det første og mindre af det sidste ("I vil komme til at se mig gennemføre en behandling af tilbagetrækning af tropper fra Irak").
Iran: En villighed til at tale med det iranske regime, blandet med en veg, gentaget erklæring af det uacceptable i Teherans handlinger ("Iran har handlet på en måde … som ikke fremmer fred og fremgang").
Den arabisk-israelske konflikt: En besynderlig blanding: Jovist, erklæringer vedrørende Israels sikkerhedsmæssige imperativ og ingen fordømmelse af dets krig mod Hamas. Men også overstrømmende ros til "Abdullah-planen," et initiativ fra 2002, hvorefter araberne vil acceptere Israels eksistens mod, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra juni 1967, en plan som adskiller sig fra andre diplomatiske initiativer ved sine mange løse ender og sin totale afhængighed af arabisk god vilje. Det israelske valg den 10. feb. bringer sandsynligvis en regering til magten, som ikke er venligt stemt over for denne plan, hvilket varsler om et brydefuldt amerikansk-israelsk forhold fremover.
Krigen mod terror: En kommentator har erklæret, at Obama "afslutter krigen mod terror," men det er ren spekulation. Jovist, tidligt den 22. jan. refererede Obama til "den eksisterende kamp imod vold og terrorisme," idet han undgik at sige "krigen mod terror," men senere samme dag refererede han præcist til "krigen mod terror." Når man tænker på de mange kluntede måder, hvorpå George W. Bush refererede til denne krig, herunder "den store kamp mod ekstremisme, som i dag udspiller sig over store dele af Mellemøsten," så varsler Obamas mangel på konsekvens snarere om kontinuitet med Bush end forandring.
En udstrakt hånd til den muslimske verden: Obamas henvisning til sit ønske om at vende tilbage til "den respekt og det partnerskab, som Amerika havde med den muslimske verden så sent som for 20 eller 30 år siden," reviderer historien og overser, at 1989 var et dårligt år og 1979 det værste nogensinde for det amerikansk-muslimske forhold. (Alene i november 1979 omstyrtede Khomeini shahen i Iran og angreb derpå den amerikanske ambassade i Teheran, mens en islamistisk opstand i Mecca inspirerede til en bølge af angreb på amerikanske missioner i otte lande med muslimsk flertal.)
Demokrati: Der ligger imidlertid et ægte budskab i at se tilbage på de gode, gamle dage for "20 eller 30 år siden," således som Fouad Ajami har påpeget. Denne formulering signalerer "en tilbagevenden til Realpolitik og business-as-usual" i forholdet til den muslimske verden. Bush' "friheds-agenda" har været på tilbagetog i mere end tre år; nu, med Obama, kan tyrannerne trække vejret lettere.
Endelig er der spørgsmålet om Obamas personlige forbindelse til islam. Under kampagnen afviste han diskussionerne om hans forbindelser til islam som "skrækkampagner," og de, der undersøgte dette emne, erfarede ,at de blev bagvasket. Han afslog i den grad brugen af sit mellemnavn, Hussein, at John McCain undskyldte, da en opvarmningsspeaker ved et kampagnemøde dristede sig til at nævne "Barack Hussein Obama." Efter valget ændredes reglerne dramatisk, idet edaflæggelseskontoret fik besked på at anvende "Barack Hussein Obama," og den nye præsident udtalte frivilligt: "Jeg har muslimske medlemmer i min familie, jeg har boet i muslimske lande."
Det er skidt nok i sig selv, at de familiemæssige bånd til islam, som under kampagnen blev opfattet som en belastning, pludselig udnyttes, så snart han har sat sig i embedet, for at vinde muslimsk goodwill. Endnu værre er det, som Diana West skriver, at: "ikke siden Napoleon har en leder af en vestlig supermagt gjort et så ufortrødent politisk knæfald over for befolkningerne i den muslimske verden."
Opsummering: Mens Obamas afståelse fra demokratisering markerer en uheldig og vigtig politisk ændring, fremviser hans undskyldende tone og tilsyneladende mangel på konsistens en stadig mere grundlæggende og bekymrende retning.
