To hændelser tidligere i december måned opsummerede divergerende syn på George W. Bush's Mellemøsten-historie.
I den ene holdt Bush selv en afskedstale, hvori han erklærede, at "Mellemøsten i 2008 udgør et friere, mere håbefuldt og mere lovende sted, end det gjorde i 2001." I den anden udtrykte en irakisk journalist, Muntadar al-Zaidi, sin manglende respekt og afvisning ved at kyle et par sko imod Bush, da den amerikanske præsident holdt tale i Baghdad, idet han råbte til ham: "Dette er et farvelkys! Hund! Hund!"
Ironisk nok bekræftede selve Zaidi's frækhed Bush's pointe vedrørende større frihed; ville han have turdet at kaste sko efter Saddam Hussein?
Selvom jeg godt kan lide Bush og tænker vel om ham, har jeg kritiseret hans reaktion på den radikale islam siden 2001, hans arabisk-israelske politik siden 2002, hans Irak-politik siden 2003 og hans demokrati-politik siden 2005. I både 2007 og 2008 har jeg kritiseret manglerne i hans generelle Mellemøsten-bestræbelser.
I dag vil jeg diskutere hans erklæring om, at Mellemøsten er mere håbefuld og mere lovende end i 2001. Lad mig opridse nogle af de områder, hvor situationen er degenereret:
- Iran er tæt på at have opbygget kernevåben og synes at planlægge et ødelæggende elektromagnetisk pulsangreb på USA.
- Pakistan er på vej til at blive en atombevæbnet, islamistisk slyngelstat.
- Prisen på olie nåede det højeste niveau nogensinde, blot for at kollapse på grund af en amerikansk ledet recession.
- Tyrkiet har udviklet sig fra at være en gæv allieret til det mest anti-amerikanske land i verden.
- Irak er og bliver et møllehjul (eller et par sko?) omkring Amerikas hals, som bestandig pådrager det udgifter og dødsofre og rummer et umådeligt potentiale for fare.
- Afvisningen af Israels eksistens som jødisk stat er blevet mere udbredt og voldsommere.
- Rusland er genopstået som en fjendtlig magt i regionen.
- Demokratibestræbelser er brudt sammen (Egypten), har øget den islamistiske indflydelse (Libanon), eller har banet vejen for, at islamister kunne tage magten (Gaza).
- Doktrinen om forebyggelsesangreb er kommet i miskredit.
Bush's to succeser, et Irak uden Saddam Hussein og et Libyen uden WMD, kan næppe opveje disse fejlslag.
Det overrasker ikke, at Bush's kritikere hudfletter hans Mellemøsten-rygte. Fint nok, men nu, hvor de næsten har sat sig i førersædet, hvordan vil de så mere præcist klare Amerikas Mellemøsten-politik?
Én forestillingsrække udfoldes i Restoring the Balance: A Middle East Strategy for the Next President, en større undersøgelse udgivet i fællesskab af to venstreorienterede løver, Brookings Institution (grundlagt i 1916) og Council on Foreign Relations (grundlagt i 1921). Som kulminationen på en 18 måneders indsats omfattede Restoring the Balance 15 videnskabsfolk, 2 medredaktører (Richard Haass og Martin Indyk), et retreat ved et Rockefeller konferencecenter, mangfoldige rejser for at skaffe informationer, samt en mindre hær af planlæggere og ledere.
Nærværende læser undres over to væsentlige mangler. Skønt bogen dækker seks emner (den arabisk-israelske konflikt, Iran, Irak, antiterrorisme, atomspredning, samt den politiske og økonomiske udvikling), har dens specialister for det første næsten intet at sige om islamismen, vor tids mest presserende ideologiske udfordring, ej heller om den iranske atomvåbenopbygning, vor tids mest alarmerende militære fare. Det lykkes dem også at forbigå emner som Tyrkiet, Saudi Arabien, den arabiske rejektion af Israel, den russiske fare og overførslen af rigdom til de energieksporterende stater.
For det andet fremsætter undersøgelsen nogle defaitistiske politiske anbefalinger. "Bring Hamas ind i folden" råder Steven A. Cook og Shibley Telhami til, idet de hævder, at terroristorganisationen bør indlemmes i en "palæstinensisk enhedsregering" og skal opmuntres til at acceptere Abdullah-planen fra 2002, som led så krank en skæbne. Det er vanskeligt at forestille sig en mere uproduktiv politik i det arabisk-israelske skuespil.
Vedrørende emnet Iran afviser Suzanne Maloney og Ray Takeyh både et amerikansk angreb på den iranske atom-infrastruktur og inddæmningspolitikken. I stedet opfordrer de, gennem en usandsynlig "paradigmeforandring," til et samarbejde med Teheran, anerkendelse af "visse ubehagelige kendsgerninger" (såsom en voksende iransk magt) og skitseringen af "en ramme for reguleringen" af den iranske indflydelse.
Som det fremgår af disse eksempler, er Restoring the Balance gennemsyret af svaghed og formildelse. Hvad blev der af det lovede robuste arbejde for at sikre amerikanske interesser?
Ligesom man kan håbe, at Obama-regeringen vil ignorere den slags fortvivlende åndelige føde, kan man også frygte, at Brookings-CFR-tankegangen vil komme til at dominere i de kommende år. Skulle dette blive tilfældet, vil Bush's rygte, uanset hvor mangelfuldt det kan forekomme i dag, ende med at stråle, sammenlignet med efterfølgerens.
