 Det osmanniske harem i vestlig fantasi. |
Denne dom er et tegn på, at monogamiet, som længe har udgjort en del af grundlaget for vestlig civilisation, ganske stille skrider ved udfordringen fra islamisk lovgivning. Hvis den nuværende tendens fortsætter, kan polygami hurtigt blive almindeligt.
Siden 1950'erne er de muslimske befolkninger i Vesteuropa og Nordamerika vokset gennem immigration og konversion; med deres tilstedeværelse er den islamiske form for polygyni (én mand gifter sig med mere end én kvinde) også vokset. Det anslås, at der findes 2.000 eller flere engelske polygame mænd, 14.000 eller 15.000-20.000 haremer i Italien, 30.000 haremer i Frankrig og 50.000-100.000 polygamister i USA.
Nogle imamer vedgår åbent, at de udfører polygame ægteskabsceremonier: Khalil Chami fortæller, at han næsten hver uge bliver bedt om at udføre sådanne ceremonier i Sydney. Aly Hindy siger, at han har "velsignet" mere end 30 af den slags bryllupper i Toronto.
Den sociale accept vokser også. Akademikere retfærdiggør det, mens politikere ubekymret mødes med polygamister eller erklærer, at vesterlændinge bør "finde en måde at leve med det på", og journalister beskriver polygami med indføling, sympati og medfølelse. Islamister argumenterer for polygamiets dyder og opfordrer til officiel anerkendelse.
 Det iranske harem skildret af en iraner. |
-
England: Bigami straffes med op til syv års fængsel, men loven anerkender haremer, som allerede er dannet i polygami-tolerante lande. Department of Work and Pensions betaler par op til 92,80 £ (140 $) om ugen i sociale ydelser, og hver multikulturelt benævnt "yderligere ægtefælle" modtager 33,65 £. Finansministeriet udtaler, at "Hvis en mand og en kvinde er blevet gift under en lov, som tillader polygami, og en af dem har en yderligere ægtefælle, giver Tax Credits (Polygamous Marriages) Regulations 2003 dem mulighed for at gøre krav på skatteansættelse som en polygam enhed." Desuden kan haremer være berettigede til yderligere husstandsydelser som en afspejling af deres behov for større ejendom.
-
Holland: Den hollandske justitsminister, Ernst Hirsch Ballin, har erklæret, at polygame muslimske ægteskaber ikke bør behandles via retssystemet, men ved hjælp af dialog.
-
Belgien: Forfatningsdomstolen har taget skridt til at lette genforeningen af haremer, som er dannet uden for landets grænser.
-
Italien: En domstol i Bologna gav en muslimsk mandlig immigrant lov til at bringe mødrene til hans to børn ind i landet med den begrundelse, at de polygame ægteskaber var blevet lovligt indgået.
-
Australien: Avisen Australian beretter, at "det er ulovligt at indgå polygamt ægteskab. Men forbundsregeringen anerkender, ligesom i England, forhold, som er blevet retsligt anerkendt i udlandet, herunder polygame ægteskaber. Dette giver andenhustruer og børn ret til at kræve bistands- og andre ydelser."
-
Ontario, Canada: Canadisk lov påbyder, at polygami straffes med fængsel, men Ontario Family Law Act accepterer "et ægteskab, som er faktisk eller potentielt polygamt, såfremt det er blevet indgået inden for et retsområde, hvis lovsystem anerkender det som gyldigt."
For prisen på to flybilletter kan muslimer altså potentielt undgå vestlig lovgivning. (Man kan spekulere på, hvornår mormonerne mon også vil få øjnene op for dette kneb.) Der er stadig sjældne eksempler på lande (såsom Irland), som afviser haremer; i almindelighed er, som David Rusin fra Islamist Watch skriver, "regeringerne tilbøjelige til at se den anden vej, mens det 7. århundredes Arabiens ægteskabssæder … slår rod i vore baghaver."
På et tidspunkt hvor Vestens ægteskabsnormer allerede er under pres, afprøver muslimer de retslige smuthuller og søger endda om skatteydernes støtte til flerkoneri. Denne udvikling har kolossal betydning: ligesom forestillingen om ægteskab mellem én mand og én kvinde har skabt Vestens økonomiske, kulturelle og politiske udvikling, så vil den islamiske lov, shari‘as fremvækst dybtgående ændre tilværelsen, som vi kender den.
