Splittelserne blandt palæstinenserne får generelt ikke den opmærksomhed, de fortjener, påpeger Jonathan Schanzer korrekt, i den umådelige akademiske og journalistiske dækning af den arabisk-israelske konflikt. I stedet er det en officiel, propagandistisk og unøjagtig partilinie, der er fremherskende. For at citere Rashid Khalidi, en tidligere PLO-ansat, som nu underviser ved Columbia University:[i] der eksisterer en "ensartet palæstinensisk identitet". Palæstinenserne er ét—punktum, slut på historien.
Denne simplistiske og ahistoriske forståelse dominerer stort set udenforståendes opfattelse af palæstinenserne på bekostning, grænsende til udelukkelse af andre, mere nuancerede analyser, og partilinien plager hele konfliktens historie—perioden før 1948,[ii] pan-arabismens blomstringstid, opdukkelsen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation [PLO] og især den tyveårige periode mellem 1987 og 2007, som Schanzer undersøger på de følgende sider. Som han udtrykker det: "Mens de amerikanske mainstream-medier overrapporterede om volden mellem palæstinenserne og israelerne, fik den ‘anden kamp for Palæstina,' som begyndte at udspille sig mellem Fatah og Hamas, kun ringe om overhovedet nogen dækning i Amerika."
Mange forskelle deler palæstinenserne—muslimer og kristne, byboere og landbefolkning, fastboende og nomader, rige og fattige, regionale forskelle—men Schanzer, som er en yderst begavet historiker vedrørende det moderne Mellemøsten, beskriver her to specifikke, intra-palæstinensiske spændingsforholds natur, omfang og betydning: primært kampen mellem Fatah og Hamas, fordi den har den skarpeste og mest umiddelbare politiske betydning, og dernæst delingen mellem Vestbredden og Gaza.
Hamas versus Fatah følger historien i de to gruppers relationer, fra Hamas' opdukken på scenen i slutningen af 1987 og frem til Hamas' erobring af Gaza i juni 2007, og undersøger derpå følgerne af dette fjendtlige, men skjulte forhold. Overordnet set, så følger Schanzer den samtidige svækkelse af Fatah og styrkelse af Hamas gennem denne periode. Fremme ved 2008 er Fatahs leder, Mahmoud Abbas, svækket, "ikke andet end præsident for Muqata-området i Ramallah," mens Hamas styrer Gaza, truer med at tage magten på Vestbredden, sender hundredvis af raketter ind i Israel [iii] og endda udfordrer regeringen i Egypten.[iv]
Dette dramatiske successkifte kan tillægges mange faktorer, men måske frem for alt det faktum, at mens Yasir Arafats Fatah var alting for alle palæstinensere, repræsenterer Hamas en kohærent bevægelse med faste holdninger og specifikke mål. Igen og igen viser Schanzer, hvorledes Hamas' disciplin og målsætning har givet dem en fordel frem for det korrupte og amorfe Fatah.
Den palæstinensiske selvdestruktion, overset eller ej, har figureret som et vigtigt amerikansk udenrigspolitisk anliggende, især siden 1993, hvor Washington kastede sit lod for Yasir Arafat, Fatah, PLO og Det Palæstinensiske Selvstyre og klamrede sig til håbet om, at vestlig opbakning ville forvandle en revolutionær bevægelse, som længe havde været Sovjetunionens allierede, til et organ for god regeringsførelse og status quo-bestræbelser.
En af dette håbs mange principielle fejltagelser var, at det betød alt for ringe opmærksomhed over for den konkurrence, som havde raset mellem Fatah og Hamas siden 1987 om opbakningen fra de palæstinensiske masser, en konkurrence som tilskyndede Fatah til ikke at blive opfattet som værende blødsøden over for Israel, men lige så aggressivt anti-zionistisk som Hamas. Det forhold, at Fatah lå i forhandlinger med de skiftende israelske regeringer og måtte lave en vis larm i de israelske og vestlige medier, betød, at organisationen måtte indtage en særligt grum holdning på gulvet. Det, som de amerikanske (og israelske) politikere var tilbøjelige til at affærdige som tilfældigheder, skulle vise sig at få dybe og varige følger; det må være nok at sige, at den palæstinensiske vælgerskare med henblik på at acceptere Israel som jødisk stat konstant er skrumpet ind siden de berusende dage i slutningen af 1993 til et punkt, hvor den i dag kun repræsenterer omkring en femtedel af det politiske apparat.
Schanzer dokumenterer også omkostningerne ved den amerikanske udenrigspolitiks manglende opmærksomhed over for Fatah-Hamas' fitna (arabisk ord for "intern strid"). For det første førte det til en fejlagtig aflæsning af den palæstinensiske stemning i perioden frem til valget i januar 2006, hvilket fik Washington til at blive ved med at støtte dem i lykkelig forventning om, at dets yndling, Fatah, ville vinde; da valget kom, blev Hamas' knusende sejr over Fatah et chok. For det andet betød det, som Schanzer kalder for den "relativt svage mainstream mediedækning" af Fatah-Hamas-kampene i begyndelsen af 2007, at Hamas' erobring af Gaza i juni kom som endnu en overraskelse for Bush-administrationen. Kort sagt, de, der havde ansvaret for amerikanske interesser, hverken forudså eller forberedte sig på de to klimaforandringer i Hamas' opstigen til magten, en situation som er lige så pinlig, som den er afslørende. En så begrænset forståelse af problemerne er næsten garant for alvorlige politiske fejltagelser.
I betragtning af omfanget af de intra-palæstinensiske forskelligheder og disses betydning, hvorfor er dette emne så blevet så groft ignoreret? Schanzer holder sig klogeligt fra dette følsomme emne, men det, der holder undersøgerne væk i hobetal, bør i det mindste nævnes. Jeg tror, at det afspejler den kendsgerning, at kun meget få akademikere nærer en ægte interesse for palæstinenserne. De vier snarere deres overdrevne opmærksomhed til denne ellers lille og obskure befolkning, fordi den udgør et belejligt og potent redskab til at tale ondt om Israel.
Organisationer, som er opsatte på at kritisere Israels mindste bevægelser[v], bliver automatisk mestre i selv de mindste palæstinensiske klagemål. De dokumenterer i kærlige detaljer bebyggelses- og transportmønstre på Vestbredden, vand- og elektricitetsnet i Gaza og forhindringer i at nå frem til hellige steder i Jerusalem. De, der ønsker at sætte Israel i et dårligt lys, må være forkæmpere for palæstinenserne med påstande om massehenrettelser, tortur, nægtelse af hospitalsydelser—men dette bør ikke forveksles med ægte interesse for palæstinenserne. Det fører heller ikke til en forståelse af den palæstinensiske tilværelse.
Det har især glædet mig, at forfatteren foretog noget af sin indledende forskning til sine undersøgelser, mens han befandt sig i Middle East Forum, det forskningsinstitut som jeg er leder af, især undersøgelserne af Fatah versus Hamas,[vi] af komparative palæstinensiske opstande[vii] og af splittelsen mellem Gaza og Vestbredden.[viii] Sidstnævnte tema, som her udfoldes i kapitel 11, giver en særligt værdifuld gennemgang af de mange og voksende forskelle mellem de "to Palæstinaer," et emne hvorom der næppe er skrevet andet på engelsk end det, Jonathan Schanzer har bedrevet.
De fleste bøger om den arabisk-israelske konflikt betræder velkendt og fortærsket grund. Hamas versus Fatah giver en selvstændig og original analyse af et kerneproblem.
Noter
i. Asaf Romirowsky og Jonathan Calt Harris, "Arafat Minion as Professor," Washington Times, 9. juli 2004.
ii. Vedrørende en nylig og nævneværdig undtagelse, se Hillel Cohen, Army of Shadows: Palestinian Collaboration with Zionism, 1917–1948 (Los Angeles: University of California Press, 2008).
iii. Izz al-Din Al-Qassam Brigades' website: "I januar 2008 affyrede Al Qassam Brigaderne 540 raketter og missiler og dræbte to zionister," 2. februar 2008.
iv. Cable News Network, "'Dozens Hurt' in Gaza Border Clashes," 27. januar 2008.
v. En glimrende case study af dette fænomen findes i Erik R. Nelson og Alan F. H. Wisdom, Human Rights Advocacy in the Mainline Protestant Churches (2000–2003) (Washington, DC: Institute on Religion & Democracy, 2004).
vi. Jonathan Schanzer, "The Challenge of Hamas to Fatah," Middle East Quarterly (forår 2003).
vii. Jonathan Schanzer, "Palestinian Uprisings Compared," Middle East Quarterly (sommer 2002).
viii. Jonathan Schanzer, "A Gaza-West Bank Split? Why the Palestinian Territories Might Become Two Separate States," Middle East Intelligence Bulletin (juli 2001).
