Efter Hitler syntes politikken med at formilde diktatorer – hånet af Winston Churchill som værende det samme som at fodre en krokodille i håbet om, at den vil vente med at æde en til allersidst – at være bragt i permanent miskredit. Men denne politiske fremgangsmåde har dog haft en vis succes og er stadig en levende fristelse i vore dage i omgangen med Irans islamiske republik.
Akademikere har længe udfordret den letkøbte nedgøring af formildelsen. Allerede i 1961 forsvarede A.J.P. Taylor i Oxford Neville Chamberlains bestræbelser, mens Christopher Layne i Texas A&M i dag hævder, at Chamberlain "gjorde det så godt, som han kunne med de kort, han havde fået." Daniel Treisman, forsker i politisk videnskab ved UCLA, mener, at den almindelige antagelse imod formildelse er "alt for dominant," mens hans kollega ved University of Florida, Ralph B.A. Dimuccio, kalder den "overforenklet."
 Neville Chamberlain erklærede fejlagtigt "fred i vor tid" den 30. september 1938. |
Fra premierministeriet under William Gladstone og indtil formildelsen blev bragt i vanry i slutningen af 1930'erne, var der, ifølge Kennedys beskrivelse, tale om en "fuldkommen respektabel" metode og endda "en specielt britisk form for diplomati," som passede godt til landets karakter og situation. Kennedy mente, at denne politik havde fire kvasipermanente grundpiller, som alle passer særligt godt på USA i dag:
- Moralsk: Efter den evangeliske bølge over England i begyndelsen af det 19. årh. rummede britisk udenrigspolitik en stærk trang til at afgøre tvister retfærdigt og ikke-voldeligt.
- Økonomisk: Som verdens førende handelsnation havde England en vital national interesse i at undgå forstyrrelser af handelslivet, hvilket landet ville komme til at lide uforholdsmæssigt meget under.
- Strategisk: Englands globale herredømme betød, at landet var alt for udstrakt (hvilket med et udtryk fra Joseph Chamberlain gjorde det til en "træt kæmpe"); derfor måtte det vælge sine slag med nøjsomhed og gøre kompromisset til en accepteret og rutineret måde at håndtere problemer på.
- Hjemmefronten: Udbredelsen af stemmeretten gjorde den offentlige mening til en voksende faktor ved beslutningstagning, og offentligheden brød sig ikke om krige, især ikke de dyre.
Som et resultat heraf fulgte London i mere end syv årtier, med sjældne undtagelser, en udenrigspolitik, som var "pragmatisk, forsonlig og fornuftig." Gang på gang erfarede myndighederne, at "den fredelige afgørelse af tvister var til langt større fordel for England end at ty til krig." Især fik formildelsespolitikken en vedholdende indflydelse på den britiske politik over for USA (f.eks. i forbindelse med Panama-kanalen, Alaskas grænser, Latinamerika som amerikansk indflydelsessfære) og det wilhelmine Tyskland (forslaget om "flådeferie," kolonimæssige indrømmelser, tilbageholdenhed over for Frankrig).
Kennedy vurderer politikken positivt som havende brugbart styret verdens mest magtfulde stats udenrigsrelationer gennem årtier og "sammenfattet mange af de finere aspekter ved den britiske politiske tradition." Skønt formildelsespolitikken måske ikke var en strålende succes, så gav den London mulighed for at tillempe den øgede indflydelse fra landets ikke-ideologiske rivaler såsom USA og kejserdømmet Tyskland, som man generelt kunne regne med ville acceptere indrømmelser uden at blive opflammet. På den måde sænkedes tempoet i Englands lette forfald.
Men efter 1917 og bolsjevikrevolutionen har indrømmelser ikke haft held til at blødgøre den nye type ideologisk motiverede fjende – Hitler i 1930'erne, Brezhnev i 1970'erne, Arafat og Kim Jong-Il i 1990'erne og i dag Khamene'i og Ahmadinejad. Disse ideologer driver rovdrift på indrømmelserne og tilbyder bedragerisk et quid pro quo [noget for noget], som de ikke har i sinde at opfylde. Med deres længsel efter globalt overherredømme kan de ikke formildes. Indrømmelser til dem antager virkelig karakter af at fodre krokodillen.
Uanset hvor virkningsløs formildelse er i vore dage, så appellerer den til stadighed til den moderne vestlige psyke og dukker uundgåeligt op, når demokratiske stater står over for aggressive ideologiske fjender. Med henvisning til Iran har George W. Bush for eksempel måske nok så kækt undsagt "den falske tryghed ved formildelse, som historien gentagne gange har bragt i vanry," men redaktør ved Middle East Quarterly, Michael Rubin, erkender med rette vedrørende den amerikanske politiks virkelighed, at "i dag formilder Bush Iran."
For at opsummere, så strækker formildelsespolitikken sig halvandet århundrede bagud, den har haft en vis succes og er stadig lyslevende. Men over for ideologiske fjender bør den bevidst modarbejdes, hvis ikke den tragiske lektie fra 1930'erne, 1970'erne og 1990'erne skal blive overset. Og gentaget.
