Israel har gennemlevet de forgangne tres år mere intenst end noget andet land.
Landets højdepunkter – genskabelsen af en to tusindårig gammel stat i 1948, den militære sejr i 1967 med den største slagside i historien og den forbløffende redning af gidslerne i Entebbe i 1976 – har været triumfer præget af en vilje og et mod, som har inspireret den civiliserede verden. Dets lavpunkter har været selvpåførte ydmygelser: ensidig tilbagetrækning fra Libanon og evakuationen fra Josefs grav, begge i 2000; tilbagetrækningen fra Gaza i 2005; nederlaget til Hizbollah i 2006; og udvekslingen med Hizbollah af døde kroppe imod fanger i sidste uge.
Den udenforstående kan kun undre sig over kontrasten. Hvordan kan skaberne af disse opløftende sejre gentagne gange bringe en sådan skam over sig selv, tilsyneladende ubevidste om betydningen af deres handlinger?
Én nøgle til problemet ligger i datoerne. Højdepunkterne fandt sted i løbet af statens første tre årtier, lavpunkterne er opstået siden år 2000. Noget grundlæggende har ændret sig. Den strategisk strålende, men økonomisk mangelfulde unge stat er blevet erstattet af sin modsætning. Fortidens spionhjerner, militære genier og politiske sværvægtere er tilsyneladende gået ind i high tech-branchen og har efterladt staten i hænderne på korrupte, kortsynede, mentale gnomer.
Hvordan skal man ellers tolke kabinetsmødet den 29. juni, hvor 22 ud af 25 ministre stemte for løsladelsen af fem levende, arabiske terrorister, heriblandt Samir al-Kuntar, 45 år, psykopat og den mest berygtede fange i israelsk fængsel, plus 200 døde kroppe? Til gengæld fik Israel ligene af to israelske soldater, som var blevet myrdet af Hizbollah. Selv The Washington Post undrede sig over denne beslutning.
Den israelske premierminister, Ehud Olmert, støttede aftalen ud fra den begrundelse, at den "vil bringe denne smertefulde episode til ophør," med en henvisning til at redde krigens døde og imødekomme kravet om en afslutning fra gidslernes familier. I sig selv er begge dele agtværdige mål, men til hvilken pris? Denne fordrejning af prioriteterne viser, hvordan det engang så formidabelt stategiske land er degenereret til et umådelig sentimentalt land, et rorløst samfund, hvor selvoptaget egoisme sejrer over raison d'être. Israelerne, som er lige trætte af afskrækkelse og formildelse, har mistet orienteringen.
Selvom kabinetsbeslutningen var rystende, så er det endnu værre, at hverken oppositionspartiet Likud eller nogen førende, offentlige, israelske institutioner har reageret med vrede, men generelt (med enkelte iøjnefaldende undtagelser) har siddet stille og roligt ved sidelinjen. Deres fravær afspejler en meningsmåling fra Tami Steinmetz Center, som viser, at den israelske befolkning bifalder udvekslingen med en rate tæt på 2-1. Kort sagt, problemet strækker sig langt ud over den herskende klasse og indbefatter størstedelen af befolkningen.
 Samir Kuntar ved ankomsten til Libanon, komplet med Hizbollah-uniform og "Heil Hitler"-hilsen (AFP). |
Udvekslingen har mange modsatrettede konsekvenser. Den opmuntrer de arabiske terrorister til at kidnappe flere israelske soldater og derefter at dræbe dem. Den øger Hizbollahs vækst i Libanon og legitimerer Hizbollah internationalt. Den gør Hamas mere dristig og gør en aftale vedrørende dens israelske gidsel mere problematisk. Og endelig, selvom denne hændelse forekommer lille sammenlignet med det iranske atomspørgsmål, så er de to forbundne.
Internationale overskrifter i stil med "Israel sørger, Hizbollah jubler" bekræfter det vidt udbredte, men fejlagtige Mellemøst-syn på Israel som et "edderkoppespind", som kan ødelægges. Den seneste udveksling kan give den allerede apokalyptisk sindede iranske ledelse yderligere grund til at vifte med våbnene. Endnu værre, som Steven Plaut bemærker, ved at sidestille "massemordere af jødiske børn med kampsoldater" retfærdiggør udvekslingen effektivt "masseudryddelse af jøder begrundet i den jødiske races inferiøritet."
Til dem, der kerer sig om Israels vel og sikkerhed, kan jeg foreslå to slags trøst. For det første, at Israel er og bliver et stærkt land, som har råd til fejltagelser; der er endda én kommentator, som har forudsagt, at landet vil kunne overleve en kernevåbenudveksling med Iran, mens Iran ikke vil.
For det andet kunne Kuntar-affæren få en overraskende positiv slutning. En ledende israelsk embedsmand har fortalt David Bedein, at nu da Kuntar er ude af fængslet, ophører Israels forpligtelse til at beskytte ham; ved sin ankomst til Libanon blev han "et drabsmål. Israel vil ramme ham, og han vil blive dræbt … regningen betalt." En anden ledende embedsmand tilføjede: "Vi kan ikke lade denne mand tro, at han kan gå ustraffet for sit mord på en fireårig pige."
Hvem ler sidst, Hizbollah eller Israel?
