Palæstinenserne har en skjult historie m.h.t. at påskønne Israel, en historie som står i en stærk kontrast til deres mere velkendte ry for bagvaskelse og irredentisme.
Førstnævnte har på det seneste været mere synlig, især efter at Israels premierminister, Ehud Olmert, udsendte en prøveballon i oktober vedrørende overgivelse af visse arabisk dominerede områder i det østlige Jerusalem til Det Palæstinensiske Selvstyre. For som han retorisk anførte vedrørende de israelske handlinger i 1967: "Var det nødvendigt at annektere flygtningelejren Shuafat, al-Sawahra, Walajeh og andre landsbyer og derefter erklære, at disse er en del af Jerusalem? Man kan, må jeg indrømme, sætte nogle legitime spørgsmålstegn herved."
Med ét slag forvandlede denne udtalelse visse palæstinenseres pro-israelske udtalelser (se f.eks. min artikel fra 2005, "Israels helvede er bedre end Arafats paradis") fra noget som oftest teoretisk til noget aktivt og politisk.
Olmerts overvejelser fremkaldte ligefrem aggressive reaktioner. Som titlen på en Globe and Mail nyhedsartikel formulerede det: "Some Palestinians prefer life in Israel: In East Jerusalem, residents say they would fight a handover to Abbas regime" [Nogle palæstinensere foretrækker livet i Israel: I Øst-Jerusalem siger nogle indbyggere, at de vil modsætte sig en overgivelse til Abbas' regime]. Artiklen anfører Nabil Gheit som eksempel, som med to omgange i israelsk fængsel og plakater af "martyren Saddam Hussein" over kasseapparatet i sin butik kunne forventes at bifalde udsigten til, at dele af det østlige Jerusalem kom under Selvstyrets kontrol.
Men det er ikke tilfældet. Ligesom mukhtaren i Ras Khamis, nær Shuafat, gruer Gheit for Selvstyret og siger, at han og de andre vil modsætte sig en overgivelse. "Hvis der kom en folkeafstemning her, ville ingen stemme for en tilslutning til Det Palæstinensiske Selvstyre. … Der ville opstå en ny intifada med henblik på at forsvare os imod Selvstyret."
To meningsmålinger fra Keevoon Research, Strategy & Communications og den arabisksprogede avis As-Sennara, som blev offentliggjort i sidste uge, kortlægger nogle repræsentative eksempler på voksne israelske araberes reaktion på spørgsmålet om tilslutning til Det Palæstinensiske Selvstyre, og de bekræfter det, som Gheit sagde. Stillet over for spørgsmålet: "Foretrækker du at være borger i Israel eller i en ny palæstinensisk stat?", svarer 62 procent, at de ønsker at forblive israelske statsborgere, mens 14 procent ønsker at tilslutte sig en fremtidig palæstinensisk stat. Stillet over for spørgsmålet: "Støtter du en overgivelse af Trekanten [et arabisk domineret område i det nordlige Israel] til Det Palæstinensiske Selvstyre?", modsætter 78 procent sig ideen, mens 18 procent støtter den.
Fraregner man dem, der svarer ved-ikke eller nægter at svare, er antallet af adspurgte, der foretrækker at blive i Israel, næsten identisk – henholdsvis 82 procent og 81 procent. Gheit overdriver ved at sige, at "ingen" ønsker at leve under Det Palæstinensiske Selvstyre, men det er tæt på. Tusindvis af palæstinensiske indbyggere i Jerusalem, som af frygt for Det Palæstinensiske Selvstyre har ansøgt om israelsk statsborgerskab siden Olmerts udtalelse, bestyrker yderligere dette synspunkt.
Hvorfor denne hengivenhed for den stat, som palæstinenserne er kendt for at håne i medierne, i akademiske afhandlinger, i klasseværelser, moskeer og internationale organisationer for at udfolde daglig terror? Det er nok bedst at lade dem forklare deres motiver i direkte citater.
-
Økonomiske overvejelser: "Jeg ønsker på ingen måde at have del i Det Palæstinensiske Selvstyre. Jeg ønsker den sygesikring, skolerne, alle de ting, som vi får ved at bo her," siger Ranya Mohammed. "Jeg vil hellere forlade dette sted og flytte til Israel end blive her og leve under Selvstyret, selvom det betyder, at jeg skal have et israelsk pas. Jeg har set deres lidelser i Selvstyret. Vi har en masse privilegier, som jeg ikke er villig til at opgive."
-
Lov og orden: Indbyggerne i Gaza, bemærker de israelsk-arabiske journalister Faiz Abbas og Muhammad Awwad, "savner israelerne, for Israel er mere barmhjertig end [de palæstinensiske revolvermænd], som end ikke ved, hvorfor de slås og slår hinanden ihjel. Det er ligesom organiseret kriminalitet."
-
Opfostringen af børn: "Jeg ønsker at leve i fred og få mine børn undervist i en ordentlig skole," siger Jamil Sanduqa. "Jeg har ikke lyst til at lade mine børn vokse op med stenkastning eller under Hamas."
-
En mere forudsigelig fremtid: "Jeg ønsker at blive ved med at leve her sammen med min kone og mit barn uden at skulle være bekymret for vores fremtid. Det er derfor, jeg ønsker israelsk statsborgerskab. Jeg ved ikke, hvad fremtiden rummer," siger Samar Qassam på 33.
Andre har overvejelser over korruption, menneskerettigheder, ja endda selvrespekt ("Når jøderne taler om at bytte mig, er det, som om de benægter min ret til at være en person").
Disse oprigtige synspunkter lægger ikke afstand til den ondsindede anti-zionisme, som hersker i Mellemøsten, men de afslører, at fire femtedele af de palæstinensere, som har et førstehåndskendskab til Israel, forstår det tiltrækkende ved et anstændigt liv i et anstændigt land, et faktum med vigtige og positive implikationer.
