"Used Hawks Flock to Giuliani's Team" [Nye høge strømmer til Giulianis hold], sådan lyder overskriften på en nedrakning af præsidentkandidat Rudy Giuliani i Newsweek den 15. okt., hvori det antydes, at borgmesterens rådgivere, "nogle af Bush-æraens mest dogmatiske neokonservative," repræsenterer et George W. Bush-opkog. Artiklen citerer endda en udenrigspolitisk kommentator for at beskylde Giuliani for at "være mere Bush end Bush selv."
 George W. Bush (h) og Rudy Giuliani (v) |
|
Hvor besynderligt. Faktisk burde det modsatte fremgå tydeligt med hensyn til Newsweeks seks fremtrædende rådgivere – Norman Podhoretz, Martin Kramer, Peter Berkowitz, Nile Gardiner, Robert Kasten og mig selv. For det første har vi kollektivt haft mange uoverensstemmelser med Bush-regeringens politik, og for det andet mangler vi indflydelse på samme. Med andre ord, den virkelig historie handler om Giulianis nye start i udenrigspolitik, ledsaget af en rollebesætning, som er uden forbindelse med den nuværende præsidents sejre og nederlag.
Betænk mine egne afvigelser fra Bush-regeringens politik. Mine skriverier og verbale udtalelser gennem de seneste syv år har kritiseret håndteringen af Irak, krigen mod terror, demokratiseringen og (især) den arabisk-israelske konflikt.
Irak: Irak-politikken er for ambitiøs, har jeg tit og ofte hævdet, første gang i april 2003. Under sloganet "Hold stand – men læg kursen om" udviklede jeg en tredje position mellem regeringen og dens kritikere, en der opfordrede til hurtigt at få alle fremmede ud af foretagendet med at køre Irak og at få koalitionstropperne ud af byerne og ud i de irakiske landområder og grænseegne. Jeg gjorde nar ad den massive amerikanske ambassade i Baghdad. Jeg opfordrede til, at valgene blev udsat, og at myndigheden blev overgivet til en demokratisk sindet, irakisk stærk mand.
Krigen mod terror: Jeg har skældt ud over den eufemistiske og upræcise betegnelse "krigen mod terror," argumenteret for behovet for at (1) identificere fjenden korrekt og (2) udvikle en klar målsætning med hensyn til at nedkæmpe ham. Jeg har rost de forbedringer, som kulminerede i Bush' udtalelse i august 2006 om, at amerikanerne er "i krig med islamiske fascister," men derefter har jeg beklaget hans senere tilbagetog med hensyn til sætte navn på fjenden.
Demokratiseringen: Dengang præsidenten første gang kundgjorde målet om at øge den politiske deltagelse i Mellemøsten, bifaldt jeg det, men advarede samtidig mod alt for pludseligt og abrupt at erstatte tyranniet med demokrati, idet jeg opfordrede til, at processen blev udført langsomt og forsigtigt. Da jeg bemærkede, at dens faktiske implementering gav islamisterne større magt, antog jeg den for at være på vej til at mislykkes.
Den arabisk-israelske konflikt: Jeg har protesteret mod næsten alle aspekter af den nuværende regerings politik i dette skuespil, fordømt Bush' milepæl af en tale i juni 2002 for at belønne terrorismen, forkastet hans omfavnelse af en palæstinensisk stat og efter hans genvalg i 2004 advaret mod "den potentielt mest alvorlige krise nogensinde i de amerikansk-israelske relationer." Jeg har forudsagt, at den forestående Annapolis-forhandlingsrunde vil mislykkes, og er bekymret for den skade, den vil volde.
Trods disse forskelle har jeg to gange begejstret stemt på George W. Bush, er stolt over at have været hans kandidat i 2003 og forudser, at historikerne vil karakterisere hans præsidentembede som en succes. Men at præsentere Rudy Giuliani og hans rådgivere som Bush-regeringens kloner er noget vås. Nyhedsmagasinerne kunne måske overveje at foretage en smule research, før de sprøjter den slags ud.
Og til sidst nogle overvejelser over mærkaten "neokonservativ", som Newsweek og venstrefløjskritikerne rakker ned på: Som Irving Kristol, til tider kaldet neokonservatismens godfather, påpeger, har betegnelsen udviklet sig, siden den første gang dukkede op i begyndelsen af 1970'erne, og er i dag karakteriseret ved tre træk:
- I økonomien, lav skat og en risikovenlig tilgang med det mål at opnå vækst;
- I sociale forhold, en velvillig indstilling til en stærk, voksende og moralsk statsmagt, og
- I udenrigspolitik, en patriotisk, anti-verdensregeringspræget tilgang, som yder hjælp til andre demokratiske stater.
Jeg passer i en vis grad til denne triade, idet jeg er enig i den første og den tredje gren, men ikke den anden, hvor jeg hælder mod større liberalisme. Denne uklarhed fik mig i 2005 til at udtale, at jeg aldrig helt har kunnet finde ud af, om jeg er neokonservativ eller ej – samtidig med at jeg noterede mig, at andre tilsyneladende for længst havde afgjort sagen for mig. "Journalister bruger betegnelsen ‘neokonservativ' til at beskrive mig, redaktører inkluderer mine skriverier i en neokonservativ antologi, kritikere lodder mine synspunkter for indsigt i neokonservativ tænkning, og selv studieværter inviterer mig til at repræsentere det neokonservative standpunkt."
Når det er sagt, så er jeg, såfremt betegnelsen for tiden kræver, at man har støttet George W. Bush' Mellemøst-relaterede politik, ikke neokonservativ.
