"Vi er alle keynesianere nu," lød Richard Nixons berømte erklæring, netop som John Maynard Keynes' økonomiske teorier kom i miskredit. På samme måde kunne man med tilsvarende selvtillid i 1989, netop som Israels eksistens opnåede bred accept, have sagt:"Vi er alle zionister nu." Sådan er det ikke længere.
Tæl de måder, hvorpå Israel er under belejring: fra iranerne, som bygger en atombombe, syrerne, som oplagrer kemiske våben, egypterne og saudierne, som udvikler store konventionelle styrker, Hizbollah, som angriber fra Libanon, Fatah fra Vestbredden, Hamas fra Gaza, og Israels muslimske indbyggere, som bliver politisk genstridige og mere voldelige.
Verden over udfordrer professorer, lederskribenter og udenlandske ministerielle bureaukrater den jødiske stats fortsatte eksistens. Selv venlige regeringer, især Bush-regeringen, forfølger diplomatiske initiativer, som underminerer Israels afskrækkelsesevne samtidig med, at deres våbensalg undergraver landets sikkerhed.
Lad os imidlertid forestille os, at landet roder sig ud af disse mange problemer. Da vil det stå ansigt til ansigt med sin ultimative udfordring: en jødisk befolkning, som i stigende grad er desillusioneret, ja ligefrem flov over den ideologi, som grundlagde landet, zionismen, den jødiske nationalbevægelse.
Zionismens efterlysning af en selvstændig jødisk stat, sådan som den blev udviklet af Theodor Herzl (1860-1904) og andre teoretikere, passede til datidens politiske kontekst og stemning. Hvis kinesere, arabere og irere forsøgte at skabe en nationalstat, hvorfor så ikke jøderne?
Ja faktisk især jøderne, for gennem omtrent to årusinder havde de betalt den største pris, noget folk kan betale for sin politiske svaghed, idet de var blevet fordrevet, gjort til syndebukke, forfulgt og udsat for massemord som ingen andre. Zionismen tilbød en udvej fra denne tragiske historie ved at rette ryggen og gribe til sværdet.
Lige fra begyndelsen havde zionismen sine jødiske modstandere, rækkende lige fra haredim (ultra-ortodokse) til nostalgiske irakere og reformrabbinere, Men indtil for nylig udgjorde disse nogle marginale elementer. I dag udgør det engang så ubetydelige haredi-samfund, på grund af en høj fødselsrate, 22 procent af Israels nuværende elever i første klasse; føj hertil det nogenlunde tilsvarende antal arabiske elever i første klasse, og en radikal ændring i israelsk politik er at forvente omkring 2025.
Hvad der er endnu værre for Israel er, at den jødiske nationalisme har mistet den næsten automatiske støtte, som den engang nød blandt sekulære jøder, hvoraf mange nu finder dens 1800-tals ideologi forældet. Nogle accepterer argumenter, såsom at en jødisk stat repræsenterer racisme eller etnisk overherredømme, andre finder universalistiske og multi-kulturelle alternativer uimodståelige. Overvej nogle af tegnene på de forandringer, som er på vej:
- Unge israelere undgår militæret i et rekordstort antal, idet 26 procent af de indkaldelsesegnede jødiske, unge mænd og 43 procent af kvinderne ikke lod sig indrullere i 2006. De stærkt foruroligede israelske forsvarsstyrker har anmodet om, at der bliver skabt lovhjemmel for at nægte statslige ydelser til jødiske israelere, som ikke gør militærtjeneste.
- Israels kammeradvokat, Menachem Mazuz, har skabt røre i Jewish National Funds arbejde, som er en af zionismens pionerinstitutioner (grundlagt i 1901), ved at beslutte, at dets rolle med hensyn til at erhverve land specielt til jøder for fremtiden ikke kan fortsætte med statslig støtte.
- Fremtrædende israelske historikere fokuserer på at vise, hvordan Israel er blevet undfanget i synd og har optrådt som en ondskabens kraft.
- Israels undervisningsministerium har godkendt skolebøger til arabiske elever i tredje klasse, som skildrer dannelsen af Israel i 1948 som en "katastrofe" (arabisk: nakba).
- Avraham Burg, efterkommer af en førende zionist-familie og selv en fremtrædende figur i Arbejderpartiet, har udgivet en bog, hvori Israel sammenlignes med 1930'ernes Tyskland.
- En meningsmåling i 2004 fandt, at kun 17 procent af de amerikanske jøder kalder sig "zionister."
 Avraham Burg, en tidligere leder i Arbejderpartiet, sammenligner Israel med 1930'ernes Tyskland. |
|
For at fuldende billedet, så bevæger araberne sig i vore dage i modsat retning og når et feberagtigt kogepunkt af etnisk og religiøs krigeriskhed.
Som den zionist, jeg selv er, betragter jeg disse mange tendenser med bange anelser, når det gælder Israels fremtid.
Jeg trøster mig selv ved at huske på, at kun få af vore dages problemer var synlige i 1989. Måske vil zionismens udsigter atter lysne i 2025, efterhånden som vesterlændingene generelt og israelerne i særdeleshed vågner over for den fare, som de palæstinensiske irredentister, jihadisterne og andre yderligtgående fra Mellemøsten udgør.
