At navigere mellem de uregerlige strømninger inden for emigrantpolitikken er aldrig nemt, og især ikke med hensyn til den iranske oppositionsgruppe kendt som Mujahedeen-e Khalq eller Folkets Mujahedeener fra Iran. For at sige det enkelt, så slår det slyngelagtige oliestatsregime, som den modsætter sig, den ene halvdel af Vesten med rædsel og frister den anden halvdel, og MEK selv bliver beskyldt for at være en afdanket, marxistisk-islamistisk, terroristisk kult.
Disse hindringer har imidlertid ikke afholdt MEK fra at udbasunere islamismen som den nye globale trussel, videregive vigtige efterretninger til Vesten – for eksempel vedrørende Irans atomprogram – skræmme regimet i Teheran og iscenesætte større udfoldelser af anti-regime solidaritet.
Deltagerne ved et Mujahedeen-e Khalq massemøde uden for Paris den 30. juni gav Maryam Rajavi en stormende velkomst. |
|
Mødet inspirerede til flere iagttagelser. Først og fremmest var den glatte produktion med strejf af amerikansk, politisk konvent – balloner og foliestrimler, der hvirvlede ned fra spærene, en fjernsynssekvens med lederen, som ankom i et festoptog – mest rettet mod tilhørere uden for hallen, især i Iran.
For det andet havde begivenheden to tydelige mål: at minde iranerne om, at der eksisterer et alternativ til vore dages teokrati, samt at presse EU til at fjerne MEK fra sin terrorliste. For iranerne indeholdt musikafdelingen smukke piger i (for dem, vovede) vestlige klædedragter. For europæerne rummede den demonstrativt "Le chant des partisans," den franske modstandsbevægelses hymne under Anden Verdenskrig.
For det tredje nævnte Rajavis dybtgående analyse hverken USA eller Israel, noget der er ekstremt sjældent i forbindelse med en større tale om mellemøstpolitik. Hun kom heller ikke med så meget som en antydning af konspiratorisk tænkning, en stærkt velkommen forandring i iransk politik.
Unge sangere ved Mujahedeen-e Khalqs massemøde uden for Paris den 30. juni. Mange deltagere bar veste, som var påført sloganet "Notre choix, Maryam Rajavi," en henvisning til MEK-lederen. |
|
Disse faktorer, kombineret med mullahernes næsten fobiske reaktion på MEK, antyder, at organisationen udgør et formidabelt redskab til at skræmme Teheran.
Men ak, vesterlændinge kan i øjeblikket ikke samarbejde med MEK på grund af en beslutning fra 1997, truffet af Clinton-administrationen og efterfulgt fem år senere af Den Europæiske Union, om at tilbyde mullaherne en trøst og erklære organisationen for en terroristgruppe, hvorved den officielt blev stillet på lige fod med Al-Qaeda, Hamas, Hizbullah og lignende grupper. Et portugisisk medlem af Europaparlamentet, Paulo Casaca, bemærker, at "Embedsmænd på begge sider af Atlanten er citeret for officielt at have sagt, at den eneste grund til, at gruppen overhovedet kom på USA's terrorliste, var, at man ville sende en ‘velvillig gestus' til det iranske regime."
Men MEK udgør ingen fare for hverken amerikanere eller europæere og har ikke gjort det i årtier. Derimod udgør den faktisk en fare for det ondsindede, krigeriske, teokratiske regime i Teheran. MEK's anvendelighed for de vestlige stater afspejles i den inkonsekvente, ja endda selvmodsigende, amerikanske regeringsholdning til den gennem de seneste ti år. I oktober 2003 indtraf en morsom hændelse, da udenrigsminister Colin Powell hvast skrev til Donald Rumsfeld, daværende forsvarsminister, for at minde ham om, at de 3.800 MEK-personer i Camp Ashraf i Irak forventedes at blive behandlet som fanger, ikke som allierede.
Men der vil ikke være noget morsomt ved det, når den amerikanske tilstedeværelse i Irak bliver nedtrappet, og tusindvis af ubevæbnede MEK-medlemmer overlades til den milde nåde hos pro-Teheran-regimet i Baghdad. Forsinket bør Bush-regeringen foretage sig tre ting. For det første, lade MEK-medlemmerne forlade Camp Ashraf på en human og sikker måde. For det andet, slette organisationen fra terrorlisterne og dermed slippe den løs til at udfordre Den Islamiske Republik Iran. For det tredje, udnytte regimets overdrevne frygt for MEK.
Som Patrick Clawson og jeg antydede for mere end fire år siden: "For at afskrække mullaherne fra at indlede fjendtlige skridt (støtte terrorismen imod koalitionstropperne i Irak, bygge kernevåben) kunne det vise sig højst effektivt at true med amerikanske møder med MEK eller hjælp til dens anti-regime reklamekampagne."
Det er stadig et godt råd, men det kan ikke vente fire år mere.