En af det moderne Mellemøstens store gåder er, hvorfor Seksdageskrigen overhovedet fandt sted for fyrre år siden i næste uge. Hverken Israel eller dets arabiske naboer ønskede eller forventede en krig i juni 1967; den almindelige antagelse blandt historikere er, at de uønskede kampe var et resultat af en række tilfældige hændelser.
Ind på scenen træder nu Isabella Ginor og Gideon Remez, et team bestående af mand og kone, for at udfordre tilfældigheds-teorien og tilbyde en plausibel forklaring på årsagerne til krigen. Som antydet af bogens titel, Foxbats over Dimona: The Soviets' Nuclear Gamble in the Six-Day War (Yale University Press), hævder de, at krigen havde sit ophav i en plan fra det sovjetiske politbureau om at eliminere Israels kernekraftanlæg i Dimona og hermed landets stræben efter at udvikle atomvåben.
Teksten skrider frem som løsningen på et mysterium, med en indsamling af informationer fra fyldige kilder, leder læseren skridt for skridt gennem argumentationen og fremlægger en intuitivt overbevisende sag, som bør tages seriøst. Opsummeret forløber den således:
Moshe Sneh, en israelsk kommunistleder (og far til Ephraim Sneh, landets aktuelle viceforsvarsminister), fortalte i december 1965 den sovjetiske ambassadør, at en rådgiver for premierministeren havde informeret ham om "Israels intention om at fremstille sin egen atombombe." Leonid Brezhnev og hans kolleger modtog denne oplysning med dødelig alvor og besluttede – ligesom israelerne gjorde det vedrørende Irak i 1981 og måske vil gøre det vedrørende Iran i 2007 – at afbryde denne proces ved hjælp af luftangreb.
Men i stedet for at gøre dette direkte iværksatte Moskva en kompliceret plan, der gik ud på at lokke israelerne til at indlede en krig, som skulle ende med et sovjetisk angreb på Dimona. Militært traf Kreml forberedelser til at omringe Israel med en armada af atombevæbnede styrker både i Middelhavet og Det Røde Hav, forberedte opstilling af materiel på landjorden og trænede tropper i nærheden i en forventning om at benytte dem. Den måske mest forbavsende oplysning i Foxbats over Dimona omhandler nogle detaljerede planer for sovjetiske troppers angreb på israelsk territorium og mere specifikt bombninger af olierefinaderier og bassiner, samt planer for at række hånden ud til de israelske arabere. Ikke mindre overraskende er det at erfare, at sovjetiske foto-rekognosceringsfly MiG-25'ere (titlens "Foxbats") direkte overfløj Dimona-reaktoren i maj 1967.
Politisk gik planen ud på at fremstille efterretningsrapporter om israelske trusler mod Syrien og derved ægge de egyptiske, syriske og jordanske styrker til at gå på krigsstien. Som hans sovjetiske herrer dengang gav ham instruks om, førte Egyptens Gamal Abdel Nasser sine tropper frem mod Israel, fjernede en FN-udsendt buffer-styrke og blokerede en afgørende søvejsrute til Israel – tre skridt, som tilsammen tvang israelerne til at gå i fuld forsvarsmæssig alarmtilstand. Da de var ude af stand til at holde denne stilling i længere tid, slog de til først, og syntes dermed at gå i den sovjetiske fælde.
Men så gjorde de israelske forsvarsstyrker (IDF) noget overraskende. I stedet for at kæmpe til tingene stod lige, sådan som Sovjet forventede, vandt de hurtigt det, som jeg har kaldt "den mest overvældende sejr i krigsførelsens annaler." Ved brug af rent konventionelle midler nedkæmpede de tre fjendtlige, arabiske stater på seks dage, hvorved de kom den planlagte, sovjetiske invasion i forkøbet, som Sovjet derfor måtte skyde i sænk.
Denne fiasko fik den detaljerede sovjetiske plan til at virke kluntet, og Moskva besluttede forståeligt nok at tilsløre sin egen rolle i krigens anstiftelse (dets anden større, strategiske fiasko i det pågældende årti – idet forsøget på at placere raketter på Cuba var den første). Mørklægningen lykkedes så godt, at Moskvas ansvar for Seksdageskrigen er forsvundet fra de historiske fremstillinger af konflikten. En krigsspecialist som Michael Oren har således modtaget Ginor-Remez-teorien køligt og sagt, at han ikke har fundet "nogen dokumenterede beviser til at understøtte" den.
Selvom Foxbats over Dimona ikke måtte være det sidste ord i denne sag, giver den en praktisk mulig, spændende fortolkning, som andre kan gumle videre på, med rigtig mange implikationer. Vore dages arabisk-israelske konflikt, med dens fokus på de territorier, som blev erobret i 1967, ledsaget af en ondsindet antisemitisme, er for en stor del et resultat af Kremls beslutning for fire årtier siden. Hele manøvren var for ingenting, da den israelske besiddelse af kernevåben kun havde begrænset indvirkning på Sovjetunionen, før dette udåndede i 1991. Og som forfatterne bemærker: "Det 21. århundredes nostalgi vedrørende den Kolde Krigs formodede stabilitet er stort set illusorisk."
Endelig, hvordan ville tingene have set ud her fyrre år senere, hvis Sovjets Seksdageskrig ikke havde fundet sted? Uanset hvor dårlig situationen er i dag, ville den antagelig have været endnu værre uden hin forbløffende israelske sejr.
