Til september er en arabisk-sproget offentlig ungdomsskole berammet til at slå dørene op i Brooklyn. New York City's undervisningsdepartement siger, at Khalil Gibran International Academy, som skal rumme fra 6.–12. skoleår, vil kunne bryste sig af en "multikulturel læseplan og en intensiv undervisning i arabisk sprog."
Dette synes at være en glimrende idé, for New York og landet har brug for arabisktalende indfødte. De har en rolle i militæret, diplomatiet, efterretningsvæsenet, ved domstolene, i pressen, på læreanstalterne og i mange andre institutioner — og sprogundervisning til de unge udgør den ideelle vej til mangesprogethed. Som en, der har brugt mange år på at lære arabisk, er jeg i princippet begejstret for ideen til denne skole, en af de første af sin art i USA.
I praksis er jeg imidlertid en stærk modstander af KGIA og forudser, at dens etablering vil skabe alvorlige problemer. Dette siger jeg, fordi undervisning i arabisk sprog uundgåeligt er ladet med pan-arabisk og islamistisk bagage. Nogle eksempler:
Franck Salameh har undervist på den mest prestigefyldte amerikanske sprogskole, Middlebury College i Vermont. I en artikel for Middle East Quarterly skrev han: "selvom eleverne forlader Middlebury med et bedre arabisk, så forlader de den også indoktrinerede med en tendentiøs, nationalistisk arabisk læsning af Mellemøstens historie. Som gennemgående element i forelæsninger og omhyggeligt tilrettelagte, grammatikalske indterpninger fremmer underviserne på Middlebury den forestilling, at arabisk identitet overbyder lokal identitet, og at respekt for etniske og sekteriske minoritetssamfund forråder den arabiske kultur."
For at få et eksempel på en sådan grammatikalsk indterpning kan man se den netop udgivne bog af Shukri Abed, "Focus on Contemporary Arabic: Conversations with Native Speakers" [Fokus på nutidigt arabisk: Samtaler med arabisktalende indfødte"] (Yale University Press), hvor et af kapitlerne bærer overskriften "The Question of Palestine" [Spørgsmålet om Palæstina]. Kapitlets yderst politiserede afsnit ville være utænkelige i en bog om franske eller spanske samtaler.
Den islamistiske dimension bekymrer mig også. En organisation, som udfører et lobbyarbejde for undervisning i arabisk, Arabic Language Institute Foundation, hævder, at kendskabet til islams hellige sprog kan hjælpe vesterlændinge med at rette op på det, som dens leder, Akhtar H. Emon, kalder for Vestens "moralske forfald." Muslimer har med andre ord tendens til at betragte ikke-muslimers indlæring af arabisk som et skridt hen imod en eventuel konvertering til islam, en forventning, som jeg stødte på, dengang jeg studerede arabisk i Cairo i 1970'erne.
At lære arabisk fremmer tillige i sig selv et islamisk livssyn, således som James Coffman påviste det i 1995 i en gennemgang af noget bevismateriale fra Algier. Ved en sammenligning af elever, som blev undervist på fransk og på arabisk, fandt han, at de "arabiserede elever udviser en klart større støtte til den islamistiske bevægelse og en større mistillid til Vesten." Disse arabiserede elever, bemærker han, var hurtigere til at tro på "infiltrationen i Algier af israelske, kvindelige spioner, som var smittede med AIDS … millioner af amerikaneres massekonvertering til islam" og andet islamistisk sludder.
 Dhabah ("Debbie") Almontaser, kommende forstander for Khalil Gibran International Academy |
|
-
Arabere eller muslimer, siger Ms. Almontaser, har ingen andel i terroristangrebene den 11. september 2001: "Jeg anerkender ikke de personer, som udførte angrebene, som hverken arabere eller muslimer." I stedet lægger hun skylden for angrebene den 11. september på Washingtons udenrigspolitik, idet hun siger, at angrebene "kan være blevet udløst af den måde, hvorpå USA bryder sine løfter til lande verden over, især i Mellemøsten, samt den kendsgerning, at det ikke har været en rimelig mægler."
-
Ved et lokalmøde med kommissæren for New York Police Department skældte hun NYPD ud for at anvende "FBI-taktik," når meddelere blev brugt til at forhindre et bombeangreb i undergrundsbanen, og derved polarisere det muslimske samfund. For Ms. Almontaser, synes dette at forhindre terrorisme altså at tælle mindre end det at berolige muslimsk finfølelse.
-
Hun kalder George W. Bush for et "mareridt", som "forsøger at ødelægge USA."
Som en belønning af disse synspunkter tildelte Council on American-Islamic Relations, en udenlandsk finansieret frontorganisation, i 2005 en pris til Ms. Almontaser for hendes "talrige bidrag" til beskyttelsen af de borgerlige frihedsrettigheder.
Hendes intentioner for KGIA burde vække stærk uro. En rapport fra Associated Press citerer hende for at have sagt, at "skolen vil ikke sky følsomme emner såsom kolonialisme og den israelsk-palæstinensiske krise," og hun bemærker, at skolen vil "indarbejde arabisk sprog og islamisk kultur." Islamisk kultur? Det var ikke det, man reklamerede med — men indgydelse af pan-arabisme og anti-zionisme, hvervning af proselytter til islam og befordring af islamistiske sympatier kan forudsiges at komme til at udgøre denne skoles sande læseplan.
Ønsker du at udtrykke din bekymring over denne planlagte arabiske skole, så skriv venligst til New York City chancellor Joel Klein på JKlein@schools.nyc.gov.
