Når jeg antyder, at radikale muslimer er problemet, og at moderate muslimer er løsningen, lyder det næsten uundgåelige svar fra de fleste mennesker: "Hvilke moderate muslimer?"
"Hvor er de anti-islamistiske demonstrationer imod terror?" spørger de mig. "Hvad gør de for at bekæmpe islamisterne? Hvad har de gjort for at revurdere islamisk lovgivning?"
Mit svar: Moderate muslimer findes. Men selvfølgelig udgør de en meget lille bevægelse, sammenlignet med det islamistiske stormløb. Det betyder, at den amerikanske regering og andre magtfulde institutioner bør prioritere lokaliseringen af, mødet med, finansieringen, fremmelsen, styrkelsen og fejringen af de modige muslimer, som trods en personlig risiko rejser sig og konfronterer de totalitære.
En netop udgivet undersøgelse fra RAND Corporation, "Building Moderate Muslim Networks," [Opbygningen af moderate muslimske netværk] tager denne tanke op metodisk og tænker den igennem. Angel Rabasa, Cheryl Benard, Lowell Schwartz og Peter Sickle tumler intelligent med den nyskabende forestilling om at hjælpe de moderate muslimer med at vokse og trives.
De indleder med at hævde, at "strukturelle årsager har spillet en stor rolle" ved fremkomsten af radikale og dogmatiske fortolkninger af islam i de senere år. En af årsagerne er, at den saudiske regering gennem de seneste tre årtier gavmildt har finansieret eksporten af wahhabi-udgaven af islam. De saudiske bestræbelser har fremmet "væksten inden for religiøs ekstremisme over hele den muslimske verden" og tilladt islamisterne at udvikle nogle magtfulde intellektuelle, politiske og andre former for netværk. "Denne asymmetri i forbindelse med organisering og resurser forklarer, hvorfor de radikale, som udgør en lille minoritet i næsten alle muslimske lande, har en indflydelse, som ikke står i forhold til deres antal."
Undersøgelsen tildeler de vestlige lande en nøglerolle her: "De moderate vil ikke få held til at udfordre de radikale, før der findes lige ret for parterne, hvilket Vesten kan hjælpe med at udvirke ved at fremme dannelsen af moderate muslimske netværk."
Hvis dette lyder bekendt, skyldes det måske et lignende scenarium i slutningen af 1940'erne, hvor Sovjet-støttede organisationer truede Europa. De fire forfattere bringer en nyttig og forkortet beretning om den amerikanske netværksopbygning i de første år af Den Kolde Krig — til dels for at vise, at sådan en bestræbelse kan lykkes over for en totalitær fjende, og til dels for at komme med forslag til en håndtering af nutidige problemer. (Et eksempel — "et venstrehook mod Kreml er det bedste stød" — indebærer, at muslimer mest effektivt kan besejre islamismen.)
Forfatterne gennemgår de amerikanske bestræbelser på at bekæmpe islamismen og finder disse mangelfulde, især med hensyn til styrkelsen af de moderate. Washington, skriver de, "har ikke noget sammenhængende syn på, hvem de moderate er, hvor mulighederne ligger for at opbygge netværk blandt dem, og hvordan man bedst opbygger disse netværk."
 NED-leder Carl Gershman |
|
I stedet fremhæver RAND-undersøgelsen fire partnere: sekulære, liberale muslimer, moderate traditionalister og visse sufi'er. Især betoner den "fremkomsten af det transnationale netværk for lægfolk og sekulære individer, grupper og bevægelser" og opfordrer korrekt til et samarbejde med disse oversete venner.
Derimod foreslår undersøgelsen en nedtoning af Mellemøsten, især den arabiske verden. Fordi dette område "tilbyder en mindre frugtbar grund for moderat netværks- og institutionsopbygning end andre regioner i den muslimske verden," opfordrer den de vestlige regeringer til at fokusere på muslimer i Sydøstasien, på Balkan og blandt den vestlige diaspora, og hjælpe med at gøre disses ideer tilgængelige på arabisk. Denne nye strategi udfordrer et århundred gammelt mønster med en indflydelse, der udspringer fra Mellemøsten, men den er et forsøg værd.
Selv den generelt nøgterne RAND-undersøgelse slækker nu og da på vagtsomheden. Desværre afstår kvartetten fra at fordømme Washington for at afholde samtaler med lovformelige islamister, ligesom den endda forsigtigt billiger, at europæiske regeringer behandler visse islamister som partnere. Den karakteriserer fejlagtigt den amerikansk baserede Progressive Muslim Union som en organisation, der fremmer sekulær islam, mens den i virkeligheden er blot endnu en islamistisk organisation - men med en moderne tone. (Ingen andre islamister ville vove at huse en rubrik kaldet "Sex og umma'en.")
Selvom "Building Moderate Muslim Networks" ikke er det sidste ord, der er at sige om dette emne, så betegner den et afgørende skridt hen imod en systematisk omformning af Washingtons politik til bekæmpelse af islamismen. Undersøgelsens vægtige indhold, klare analyser og modige anbefalinger fører på nyttig vis debatten fremad og tilbyder præcis den dybtgående strategi, som Vesten har så tvingende behov for.
Mr. Pipes, som er direktør for Middle East Forum, genoptager sin klummeskrivning i denne uge efter at have haft orlov for at undervise i et kursus med titlen "Islam og Politik" ved Pepperdine University.
