Redigeret af Helle Merete Brix og Torben Hansen
Kopenhagen: Tiderne Skifter, 2002, pp. 293-95
En fundamentalistisk muslim sagde engang til mig: "Jeg hører Mozart, jeg læser Shakespeare, jeg ser amerikanske komedier i tv, og jeg tror også på at Sharia [den islamiske lov] kan føres ud i livet." Denne besynderlige sammenstilling kan lyde excentrisk, men er det ikke. Grundlæggeren af den islamiske Jihad, en overordentlig blodtørstig fundamentalistisk (eller rettere islamistisk) organisation, har engang pralet af at han nød at læse Shakespeare. Ayatollah Ali Khamenei, den mest magtfulde person i Irans islamistiske regering, er kendt for at have en svaghed for skjalden fra Stratford.
I det store og hele er radikale muslimer gerne velorienterede om Vesten (med absolut undtagelse af muslimerne i Saudiarabien og Afghanistan) - de har lært sprogene, studeret kulturerne eller ligefrem boet der. Et påfaldende stort antal af dem (for eksempel lederne af de islamistiske organisationer i Tyrkiet og Jordan) er ingeniører. I en redegørelse fra sin fængselscelle i Manhattan, henviste hjernen bag bombningen af World Trade Center demonstrativt til Newtons fysiske love.
Det illustrerer et vigtigt faktum som de færreste har kendskab til: uanset hvor meget islamisterne hader Vesten, har de en tæt tilknytning til det. De er ikke bønder som lever langt ude på landet, men urbaniserede, på enhver vis moderne individer som ofte har universitetsgrader. De lever et moderne liv som er påvirket af Vesten, hvis viden de tilegner sig og effektivitet de beundrer.
Omvendt kender de dårligt nok deres egen kultur og respekterer den ofte ikke. Aziz-al-Azmeh der er specialist i islam, har bemærket at de er "fuldkommen uopmærksomme på den historiske baggrund for islam og muslimernes lovværk." Til trods for planerne om at genskabe profetens samfund, bekymrer de sig kun lidt og ved endnu mindre om islams traditioner - den trosretning som har næsten en milliard tilhængere. De er hverken imponerede af den umådelige Koran-lærdom eller de lyriske persiske digtere eller de smukke egyptiske moskeer. For dem så vel som for en svensk bureaukrat i en hjælpeorganisation eller en Tredje-Verdens-økonom fra Verdensbanken er den muslimske verden noget fortidigt som i allerhøjeste grad trænger til at blive revideret gennem tilegnelsen af Vestens skikke.
Det er ikke en traditionel islamisk orden som islamisterne har sat sig som mål, men derimod en islamisk krydret version af det vestlige liv. Det fremgår tydeligst af deres synspunkter på religion, politik og lovbestemmelser. Deres ideer om kvinder er måske mest slående. Til trods for kravet om tilsløring og om straf for sex uden for ægteskabet, går islamisterne faktisk ind for en holdning der er mere beslægtet med vestlig feminisme end med noget der har med islam at gøre.
Traditionelle muslimske mænd satte en ære i at deres kvinder blev hjemme - i velhavende husstande gik kvinder næsten aldrig uden for en dør. Men nu taler islamisterne stolt om "kvindernes frigørelse", og de muslimske staters førende organisation kræver "fuld respekt for de muslimske kvinders værdighed og rettigheder og en forbedring af deres rolle inden for alle aspekter af det sociale liv." Engang skulle sløret udelukkende beskytte en kvindes dyd. I dag skal det samtidig gøre det lettere for kvinderne at skabe sig en karriere.
Der findes tilmed islamistiske mænd som hævder at sløret virker sexet på dem. Shabbir Akhtar, en engelsk forfatter, mener at det "skaber en virkelig erotisk kultur hvor der ikke er behov for den kunstige stimulans som pornografien giver." Selv islamistiske restriktioner for kvinder stammer fra vestlige modeller. As'ad Abu Khalil fra California State University har påpeget at "det der nu om stunder går for at være seksuel konservatisme i Saudiarabien, har mere rod i victoriansk puritanisme end i islamiske skikke."
Islamisterne er altså præget af Vesten, selv om de siger noget andet. Uanset i hvilken retning de vender sig, ender de med at rette blikket mod vest. Mændene er iført T-shirts hvor der står "Islam er løsningen". Kvinderne er iført cowboybukser under deres chador og råber "Død over Amerika". Selv om de tilsyneladende forkaster Vesten, accepterer de det.
Heraf følger to ting. Uanset hvor reaktionære islamismens tanker er, indfører den ikke kun moderne, men også vesterlandske ideer og institutioner. Den islamistiske drøm om at fjerne Vestens skikke fra den muslimske tilværelse er dødsdømt.
Men den hybrid som er resultatet, er alligevel mere robust end man skulle forestille sig.
Så vel muslimske som ikke-muslimske modstandere af islamismen affærdiger det ofte som en reaktionær bestræbelse at ville undgå moderniteten og trøster sig med den forudsigelse at den vil gå i sig selv igen, når moderniseringen først finder sted. Men her tager de fejl, fordi islamismen har en langt stærkere tiltrækningskraft på muslimer der forsøger at leve op til modernitetens udfordringer. Derfor har dens totalitære utopi et stort skadeligt potentiale.
Islamismen vil fortsat være en magtfaktor. Modstanderne kan ikke bare læne sig tilbage og vente på at den spiller fallit, men må aktivt bekæmpe det der er blevet en næsten verdensomspændende svøbe.
