Har USA nogensinde været engageret i et korstog imod islam? Nej, aldrig. Og ydermere afviser et af landets tidligste diplomatiske dokumenter selve tanken.
For nøjagtigt 210 år siden i denne uge, mod slutningen af George Washingtons anden præsidentperiode, blev der underskrevet et dokument med den første af to af Barbarkystens Piratstater. Med sin ubekvemme titel, "Treaty of Peace and Friendship, signed at Tripoli November 4, 1796 (3 Ramada I, A. H. 1211), and at Algiers January 3, 1797 (4 Rajab, A. H. 1211)," [Freds- og venskabstraktat, underskrevet i Tripoli den 4. november 1796 ... og i Algier den 3. januar 1797...] rummer den en helt usædvanlig erklæring af fredelige hensigter over for islam.
Aftalens artikel 11 (ud af tolv) lyder: Eftersom Amerikas Forenede Staters regering ikke på nogen måde er grundlagt på den Kristne Religion, - eftersom den i sig selv ikke ikke rummer nogen karakter af fjendskab mod Muselmænds love, religion eller fred, - og eftersom de omtalte Stater aldrig har indledt nogen krig eller fjendtlig handling mod nogen Muhammedansk nation, erklæres det af parterne, at ingen undskyldning opstået af religiøse meninger nogensinde skal forårsage en afbrydelse af den eksisterende harmoni mellem de to lande."
I juni 1797 ratificerede senatet enstemmigt denne traktat, som præsident John Adams straks underskrev og gjorde til lov, hvorved den gjordes til et autoritativt udtryk for amerikansk politik.
I 2006, hvor der i stigende grad lyder stemmer, der præsenterer "krigen mod terror" som ensbetydende med en krig mod islam eller muslimer, er det værd at bemærke, at adskillige af Forfatningens Fædre offentligt erklærede, at de ikke nærede noget fjendskab mod muslimers "love, religion eller fred." Denne gamle traktat støtter dermed mit argument om, at USA ikke kæmper mod religionen islam, men mod den radikale islam, en totalitær ideologi, som slet ikke eksisterede i 1796.
Ud over at etablere et forhold til muslimerne er denne erklæring om, at "Amerikas Forenede Staters regering ikke på nogen måde er grundlagt på den Kristne Religion," i 210 år blevet brugt som tekstligt bevis af dem, der med ordene fra en artikel af Steven Morris fra 1995 hævder, at "Forfatningens Fædre var ikke kristne."
 Joel Barlow (1754-1812), amerikansk diplomat, lovede "harmoni" mellem sit land og muslimerne. |
|
Der er bare to problemer med den.
For det første, som noteret af David Hunter Miller (1875-1961), ekspert i amerikanske traktater, "er Barlow-oversættelsen i bedste fald et pauvert forsøg på en fri gengivelse eller opsummering af meningen i den arabiske tekst." For det andet gennemgik den store hollandske orientalist Christiaan Snouck Hurgronje (1857-1936) den arabiske tekst i 1930, oversatte den på ny og fandt ingen artikel 11. "Den elvte artikel i Barlow-oversættelsen har overhovedet ingen ækvivalens i den arabiske tekst," skrev han. Derimod gengiver den arabiske tekst på dette sted et svulstigt brev fra pashaen i Algier til pashaen i Tripoli.
Snouck Hurgronje afviser dette brev som "noget vås." Det "gør opmærksom på den fredstraktat, som blev indgået med amerikanerne, og anbefaler, at den tages i betragtning. Tre fjerdedele af brevet består af en indledning, et udkast ved en dum sekretær, som blot kendte et vist antal bombastiske ord og udtryk fra højtidelige dokumenter, men overhovedet ikke havde fattet deres egentlige betydning."
Disse mange år senere fortoner årsagen til, at en så afgørende uoverensstemmelse kunne opstå, sig i det dunkle, og der "må den tilsyneladende forblive," skrev Hunter Miller i 1931. "Intet i den diplomatiske korrespondence fra den tid kaster noget som helst lys over dette punkt."
Men denne tekstmæssige afvigelse har en symbolsk betydning. Gennem 210 lange år har den amerikanske regering bundet sig til en venlig indstilling over for islam, uden at nogen muslimer har skrevet under på at ville gøre gengæld, eller uden at de overhovedet var klar over dette løfte. Den tilsyneladende enighed mellem de to parter om ikke at lade nogen "undskyldning opstået af religiøse meninger" forårsage en afbrydelse af det eksisterende harmoniske forhold, viser det sig, er en rent ensidig, amerikansk forpligtelse.
Og denne ensidige arv fortsætter helt op i vor tid. Bush-regeringen reagerede på handlinger præget af uprovokeret muslimsk aggression ikke med fjendtlighed mod islam, men med tilbud om økonomisk støtte og forsøg på at opbygge et demokrati i den muslimske verden.
