Dengang Colin Powell var udenrigsminister, kaldte han engang NATO, The North Atlantic Treaty Organization eller Atlantpagtorganisationen, for "den største og mest succesrige alliance i historien." Det er svært at argumentere imod den beskrivelse, for NATO førte og vandt så succesrigt Den Kolde Krig, at man ikke engang behøvede at slås.
Men denne store alliance kæmper nu med det, som José María Aznar, tidligere spansk premierminister mellem 1996 og 2004, kalder for "måske den største og mest alvorlige krise i hele dens historie." En "atmosfære af evindelig krise," skriver han, er resultatet af et oplevet tab "af organisationens raison d'être, manglen på en mission."
Roden til denne krise er nem at forklare. Lige fra NATO's grundlæggelse i 1949 og til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 tjente denne organisation som det vigtigste redskab til at dæmme op for den sovjetiske ekspansionisme. Da den sovjetiske trussel var overvundet, ændredes dens mission. I 1990'erne blev NATO et redskab for frivillig udsendelse af styrker, der skulle fremme den regionale sikkerhed i områder som Bosnien og Kosovo. Og hvad så nu, efter den 11. september?
I en kort, strålende og velfungerende undersøgelse, NATO: An Alliance for Freedom, udgivet af Mr. Aznars tænketank, Fundación para el Análisis y los Estudios Sociales eller FAES, får vi at vide, at bremsningen af Sovjetunionen ikke udgjorde princippet bag organisationens grundlæggelse. NATO var snarere besjælet af det mere positive mål "at beskytte [medlemsstaternes] befolkningers frihed, fælles arv og civilisation, grundlagt på principperne om demokrati, individuel frihed og retssikkerhed."
Beviserne for, at NATO allerede havde mandat til at forsvare demokratiet mod andet og mere end kommunismen, fremgår af, at alliancen afstod fra det spanske territoriums strategiske værdi og dets militære styrker, så længe landet var i Francisco Francos fascistiske regerings vold. Først da han døde i 1975, og regeringen blev demokratisk, blev Spanien inviteret til at tilslutte sig alliancen i 1981.
Et tegn på, hvad NATO's nye fokus bør være, kom dagen efter 11. september, hvor NATO for første gang nogensinde i sin 52-årige historie påberåbte sig Artikel V i sin stiftelsestraktat med dennes paragraf, som erklærer, at et angreb på én er et angreb på alle. Efter et årti med "krig som socialt arbejde" vågnede NATO således pludselig op til truslen fra den radikale islam.
Mr. Aznar og FAES-gruppen bygger på denne afgørende beslutning og erklærer, at "islamistisk terrorisme er en ny fælles trussel af global karakter, som bringer selve NATO's medlemmers eksistens i fare." Idet de minder om 1930'ernes totalitære ideologier, advarer de korrekt om, at "Vi bør tage de [islamistiske] ambitioner meget alvorligt, uanset hvor latterlige eller forrykte de måtte forekomme." Med ægte indsigt betoner de også, at terrorismen "blot er en krigslignende del af en mere langtrækkende offensiv imod den liberale og demokratiske verden."
NATO's mission må derfor være "at bekæmpe islamisk jihadisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben hovedsagelig, men ikke udelukkende, blandt islamiske grupper og regeringer." Det vil sige at "anbringe krigen imod islamisk jihadisme centralt i de Allieredes strategi," og det betyder, at bekæmpelsen af islamisk jihadisme vil forblive organisationens "nøglemission" i mange år.
Et andet centralt forslag i NATO: An Alliance for Freedom: At NATO inviterer lande, som både er liberale demokratier og i stand til at bidrage til krigen imod islamisk jihadisme, til at få fuldt medlemsskab. Undersøgelsen lægger vægt på inddragelsen af Israel i Alliancen som "et yderst vigtigt skridt," og den støtter fuldt medlemsskab for Japan og Australien. Jeg kunne desuden foreslå Taiwan, Sydkorea og Chile. For at opmuntre andre kæmpende stater foreslår undersøgelsen et associeret medlemsskab for lande som Columbia og Indien. Til hvilken række jeg kan foreslå en tilføjelse af Mexico og Sri Lanka.
Ét emne, som FAES ikke klart tager op, men blot antyder: At NATO kunne erstatte De Forenede Nationer som central verdensorganisation. Efterhånden som FN synker fra ét lavpunkt mod stadig stejlere dybder, bliver det stadig tydeligere, at for at en international organisation skal kunne opføre sig på en voksen måde, kræves det, at dens medlemsskab begrænses til demokratiske stater. En helt nye organisation kunne selvfølgelig skabes fra bunden, men det er nemmere, billigere og hurtigere at bygge på en eksisterende struktur, især en der har bevist sine evner. NATO tilbyder sig som den mest indlysende kandidat, især som den bliver genfremstillet af FAES.
Mr. Aznar og hans team har produceret den hidtil bedste plan til at konfrontere den radikale islam. Vil politikerne tage den op?
