Oriana Fallaci døde den 15. september i Firenze, Italien.
Til minde om hende tilbyder jeg her en præsentation af Ms Fallaci, som jeg foretog den 28. november 2005 ved en begivenhed til hendes ære på Center for the Study of Popular Culture (Center for studiet af folkelig kultur), ledet af David Horowitz. Hendes tale den aften, på 3 West Club i New York City, blev senere medtaget i hendes bog, The Force of Reason (Forstandens magt). Jeg mener, at dette var hendes sidste offentlige optræden.
Det er mig en stor glæde at kunne præsentere Dem for Oriana Fallaci.
Hun blev født i 1930 i Firenze, Italien, voksede op i en anti-fascistisk familie, og hendes far var en af lederne i kampen mod Mussolini. I en alder af 14 år deltog Ms Fallaci i modstandsbevægelsen. For sit arbejde under krigen modtog hun en pris af chefen for de allieredes styrker i Italien. Siden gik hun på universitetet i Firenze.
Allerede tidligt følte hun trang til at skrive. Hun skrev, hvad hun har kaldt for "naive noveller" i en alder af 9 år, og som 16-årig (efter at have løjet om sin alder) påbegyndte hun sin dækning af politi- og hospitalsemner. Hun har beskrevet sin skriveoplevelse på følgende måde:
Jeg satte mig ved skrivemaskinen for første gang og forelskede mig i ordene, der faldt som dråber, ét efter ét, og blev hængende på det hvide parpirark ... hver eneste dråbe blev noget, som, hvis det var blevet udtalt, ville have svævet bort, men som i form af ord på arkene størknede, hvad enten de var gode eller dårlige.
I en mindre poetisk tone har hun også erkendt, at "Det, der virkelig ansporer mig til at skrive, er min besættelse af døden."
Ms Fallaci skrev efterfølgende for mange italienske, europæiske og amerikanske aviser, heriblandt Corriere della Sera, La Nouvelle Observateur, Der Stern, Life, Look, New York Times Magazine, Washington Post og The New Republic.
Som krigskorrespondent dækkede hun de største konflikter i vor tid.
Hun dækkede opstanden i Ungarn og blev arresteret under arbejdet.
Hun tilbragte syv år i marken i Vietnam, både Nord- og Syd-, og endte med at blive smidt ud af Sydvietnam.
Hun rapporterede om revolutionerne i Latinamerika: Brasilien, Peru, Argentina, Bolivia, såvel som Tlatelolco-massakren i Mexico City, hvor hun var den ene af kun to overlevende. (Hun blev fanget i en massedemonstration imod den mexikanske regerings beslutning om at bruge enorme pengesummer på Olympiaden i 1968, og Fallaci blev beskudt af politiet og fik fragmenter af kugler i skulder, ryg og knæ.)
Hun dækkede den libanesiske borgerkrig og Kuwait-krigen.
Ms Fallaci foretog sine konfronterende interviews, som var hendes varemærke, med magtfulde personer eller, for at benytte hendes egen, mere farverige terminologi, "de skiderikker, som styrer vores liv," heriblandt Willy Brandt, Lech Walesa, Muammar Qaddafi, Golda Meir, Ariel Sharon, Haile Selassie, shahen af Iran, Indira Gandhi, Zulfikar Ali Bhutto, Deng Xiaoping og H. Rap Brown. Hun interviewede også førende ikke-politiske figurer som Federico Fellini, Sean Connery, Sammy Davis, Jr., Arthur Miller, Orson Welles og endda Hugh Hefner.
Hun er den eneste, der har interviewet ayatollah Khomeini, med hvem hun tilbragte seks timer. I et mindeværdigt øjeblik flåede hun indigneret sit muslimske slør af og slyngede det over mod Hans Hellighed.
Fallaci, som er kendt for sin udfordrende interviewteknik, drev sit offer til at fremkomme med utilsigtede afsløringer. "Lad os tale om krig," udfordrede hun Henry Kissinger i deres interview i 1972, som måske er det, amerikanerne husker bedst. Før dette interview havde Kissinger kun afsløret meget lidt for pressen om sit liv og sin personlighed. I deres samtale blev Fallaci ved med at prikke til udenrigsministeren for at få en forklaring på, hvorfor en simpel diplomat nød så stor berømmelse. Han veg uden om spørgsmålet, men gav sig til sidst. "Sommetider," sagde han, "ser jeg mig selv som en cowboy i spidsen for karavanen, alene, siddende overskrævs på sin hest, en wild-west-fortælling, om De vil." Kissinger afslørede således, hvordan han så sig selv – som en heroisk, imponerende leder, der kontrollerede retningen i amerikansk politik – og blev efterfølgende kraftigt kritiseret. Selv flere år efter refererede Kissinger til sit interview med Ms Fallaci som "den mest katastrofale samtale, jeg nogensinde har haft med et medlem af pressen."
Hendes interviews indeholdt også usædvanlige detaljer. For eksempel skrev hun vedrørende Yasir Arafat om
hans "tykke, arabiske overskæg og hans beskedne højde, som, kombineret med små hænder og fødder, tykke ben, en massiv krop, kolossale hofter og en opsvulmet mave, fik ham til at se temmelig aparte ud." Hun beskrev meget detaljeret hans hoved og ansigt og noterede, at "han har næsten ingen kinder eller pande, alt er samlet i en stor mund med røde, kødfulde læber, en aggressiv næse og to øjne, som hypnotiserer en."
En af Fallacis biografer, Jill M. Duquaine, har kaldt Fallaci for den "største politiske interviewer i moderne tid"
Hun har forfattet 13 bøger, som alle, med undtagelse af to, er oversat til engelsk. I alt er de blevet oversat til 26 sprog og udgivet i 31 lande.
Den første, The Seven Sins of Hollywood, udkom i Italien i 1958 med et forord af Orson Welles.
The Useless Sex: Voyage around the Woman, 1964 (reportage fra en hvirvelvindsrejse rundt i verden for ugeavisen L'Europeo)
Penelope at War, 1966 (en roman om en karriereoptaget ung kvindelig journalist, som modsætter sig sin kærestes bønner om at blive hjemm og stifte familie)
If the Sun Dies, 1966 (samlede artikler om det amerikanske rumprogram)
The Egotists: Sixteen Surprising Interviews, 1968
Nothing, and So Be It, 1972 (om krigen i Vietnam, med sympati for Vietcong) – hun vil dele sine senere betænkeligheder med vores vært i aften, David Horowitz
An Interview with History, 1976, samlede nogle af hendes fremragende interviews; den er blevet beskrevet som "en af klassikerne inden for moderne journalistik."
Letter to a Child Never Born, 1976 (en roman, er blevet kaldt for "en af de smukkeste feministiske udgivelser om graviditet, abort og følelsesmæssig tortur").
A Man, 1980 (en roman, baseret på hendes personlige oplevelse af den græske digter og modstandsleder Alekos Panagoulis)
Inshallah, 1992 (endnu en roman, om borgerkrigen i Libanon).
Efter ti års tavshed udgav hun The Rage and the Pride i 2001, et svar, som skulle udfordre den radikale islam. Den blev solgt i 1 million eksemplarer i Italien og 500.000 i resten af Europa.
I 2004 skrev hun The Force of Reason, som i denne måned udgives på engelsk af Rizzoli. Den er blevet solgt i 1 million eksemplarer i Italien. I den hævder hun, at Vestens fald er begyndt, grundet den radikale islam. Demokratiet i vestlig stil med sin frihed, sine menneskerettigheder, sin ytrings- og religionsfrihed ikke kan sameksistere med den radikale islam. Den ene er nødt til at gå til grunde. Hun holder på, at Vesten fejler.
Den tredje bog i hendes islamiske trilogi, Fallaci Interviews Herself and The Apocalypse, blev også udgivet i 2004, på italiensk (og endnu ikke på engelsk). Her er, hvad Bat Ye'or havde at sige om den i en artikel i FrontPageMag.com, endnu en af aktiviteterne fra denne aftens sponsor, Center for the Study of Popular Culture: "I dette korte mesterstykke bevæger Oriana Fallaci os til tårer, får os til at ryste af latter, oplyser os og videregiver sin kærlighed til og fortvivlelse over et Europa, som hun har tjent med så stor hengivenhed og nu fortvivlet betragter, mens det driver rundt for vind og vejr."
I et interview i 2002 blev hun spurgt om George W. Bush. "Lad os se; det er for tidligt," svarede hun. "Jeg har indtryk af, at Bush har en vis vitalitet og også en værdighed, som har været glemt i USA i otte år." Men hun har også sine uenigheder med ham, især når præsidenten kalder islam for en "fredens religion." "Ved du, hvad jeg gør, hver gang han siger det på TV? Jeg sidder der alene, og jeg kikker på det og siger, ‘Ti stille! Ti stille, Bush!' Men han lytter ikke til mig."
Tidligere har hendes reportager mange gange bragt hende i fare; i dag er det hendes direkte og uforfærdede skriverier om islam, som udsætter hende for fare: "Mit liv," skrev Ms Fallaci for nylig, "er alvorligt truet."
Hun har også retslige problemer. Hun kom for retten to gange i Frankrig i 2002 og blev arresteret og sigtet i Italien i maj 2005. Hun blev tiltalt efter en paragraf i den italienske straffelov, som kriminaliserer "bagvaskelse af en hvilken som helst religion, der er tilladt af staten." Især fremhæves det, at The Force of Reason "taler nedsættende om islam." Man kan derfor sige, at, eftersøgt for en overtrædelse af loven om ytringsfrihed i sit hjemland, lever Europas mest lovpriste journalist nu i eksil i Manhattan.
Sagsøgeren er en yderligtgående muslim af skotsk oprindelse ved navn Adel Smith. Han menes at være forfatteren bag en pamflet med titlen "Islam straffer Oriana Fallaci," som opfordrer muslimer til at "eliminere" hende og til at "gå hen og dø med Fallaci." Forresten har Smith også opfordret til ødelæggelse af en middelalderfresko, "Dommens Dag" af Giovanni da Modena, i katedralen i Bologna, fordi den skildrer profeten Muhammed hensygnende i helvede.
Ms Fallacis skriverier har selvfølgelig også bragt hende mange begunstigelser. Jeg vil gerne nævne én: hun var blandt de første, der af pave Benedict XVI blev inviteret til en sludder, et møde, som var så meget desto mere betydningsfuldt af, at hun offentligt har erklæret sig som ateist. Inden deres møde havde Ms Fallaci dette at sige om den nye pave:
Jeg føler mig mindre alene, når jeg læser Ratzingers bøger. Jeg er ateist, og hvis en ateist og en pave kan tænke det samme, så må der være noget sandt i det. Så enkelt er det! Der må være en eller anden menneskelig sandhed, som ligger hinsides religionen.
Det er en helt speciel ære at have Ms Fallaci her hos os i aften, for hun er ikke ligefrem kendt for at være selskabelig. Hendes beskrivelse af sine arbejdsvaner kommer her:
Jeg begynder at arbejde tidligt om morgenen (kl. 8 eller 8.30) og fortsætter lige til kl. 18 eller 19 om aftenen uden afbrydelser,. Det vil sige uden at spise og uden at hvile mig. Jeg ryger mere end normalt, det vil sige omkring 50 cigaretter om dagen. Jeg sover dårligt om natten. Jeg er ikke sammen med nogen. Jeg tager ikke telefonen. Jeg går ingen steder. Jeg ignorerer søndage, ferier, jul og nytår. Jeg bliver med andre ord hysterisk og ulykkelig og utilfreds og føler mig skyldig, hvis jeg ikke producerer meget. Forresten skriver jeg meget langsomt. Og jeg er besat af at skrive tingene om.
For at runde det af, her er Oriana Fallaci, som vil tale om den arv, hun efterlader sig: Hun håber, gennem sine bøger,
at dø lidt mindre, når jeg dør. At efterlade nogle børn, jeg ikke har fået... . At få mennesker til at tænke lidt mere, uden om de dogmer, som dette samfund har opfostret os med i århundreder. At bringe nogle historier og ideer, som kan hjælpe mennesker med at komme til at se bedre, tænke bedre, vide lidt mere.
Mine damer og herrer, vær venlige sammen med mig at byde velkommen til Oriana Fallaci, som vil tale om "The European Apocalypse: Islam and the West" (Den europæiske apokalypse: Islam og Vesten).
