"Der kommer en international styrke [i Libanon], fordi alle nøglespillerne ønsker det," hævdede en amerikansk embedsmand for nylig. Det ser ud til, at han har ret, eftersom selv den israelske regering har taget vel imod planen og tilkendegivet, at den "ville kunne tilslutte sig overvejelser af at udstationere en kampprøvet styrke bestående af soldater fra EU's medlemslande."
Nøglespillerne "ønsker det" muligvis, men sådan en styrke vil med sikkerhed fejle, sådan som den gjorde tidligere, i 1982-84.
Det var dengang, amerikanske, franske og italienske tropper var udstationerede i Libanon for at danne stødpude mellem Israel og Libanons anarki og terrorisme. Den "Multinationale Styrke"(MNF) kollapsede dengang, da Hizbollah angreb MNF's soldater, ambassader og andre installationer, hvilket udløste styrkens skammelige flugt fra Libanon. Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig. Dengang betragtede amerikanerne og andre ikke Hizbollah som deres fjende, og dette er også tilfældet i dag, trods krigen mod terror; i en nylig Gallup-meningsmåling har 65% af amerikanerne sagt, at deres regering ikke bør vælge side i de aktuelle kampe mellem Israel og Hizbollah.
Andre, lige så dårlige ideer til at afslutte anarkiet i det sydlige Libanon omfatter:
- Udstationering af de Libanesiske Væbnede Styrker (LAF), den libanesiske stats officielle militær. Hizbollah sidder i regeringen i Libanon og ville nedlægge veto mod, at LAF skulle kontrollere syden. Desuden udgør shiiterne, som nærer sympati for Hizbollah, op mod halvdelen af LAF. Endelig er LAF alt for amatøragtig til at kunne konfrontere Hizbollah.
- Udstationering af syriske styrker. Både libanesere og israelere afviser en syrisk besættelse af det sydlige Libanon.
- Udstationering af israelske styrker. Efter israelernes erfaringer med at besætte landområder med arabisk majoritet i 1967 og 1982, har de bredt besluttet sig imod en gentagelse.
I stedet for at styre ned ad vejen til et forudsigelig nederlag bør der prøves noget helt nyt. Mit forslag? Lad opmærksomheden skifte fra Libanon til Syrien og lad Damaskus vide, at de bærer ansvaret for Hizbollahs voldsudøvelse. (Dette er tilfældigvis i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1680, vedtaget den 17. maj 2006, som kræver, at Syrien træffer "foranstaltninger imod transporten af våben ind på libanesisk territorium.")
Her er grunden: De israelske ledere har længe ikke haft held til at hindre angreb foretaget fra Libanon. De har standset terrorismen over grænserne fra andre naboer ved at gøre det for pinefuldt for disses centrale regeringer at tillade den form for angreb at fortsætte. Men da de fremsatte krav til den libanesiske regering, blev disse ikke opfyldt. I Libanon – til forskel fra Egypten, Jordan og Syrien – har ingen stærk centralregering monopol på magtudøvelsen. Libanons stat er vedvarende svag, fordi dens befolkning retter sin primære loyaltet mod så det ene og så det andet af landets 18 religiøse etniske samfund. Som følge heraf sidder militser, guerrillaer og terrorister inde med større magt end regeringen.
De israelske regeringer har reageret med en hel vifte af strategier gennem de seneste 40 år. I 1968 pulveriserede israelske jagerbombere Beiruts lufthavn, uden virkning. I Litani-operationen i 1978 gik israelske styrker først ind i Libanon i stor skala, uden succes. I 1982 besatte de en stor del af landet, hvilket viste sig uholdbart. Indtil 2000 opretholdt de en sikkerhedszone, men det endte i en pludselig, énsidig tilbagetrækning. Tilbagetrækning fra hver eneste centimeter libanesisk territorium i 2000 havde heller ikke held til at forebygge angreb.
På nuværende tidspunkt bør Bashar al-Assads regering få besked på øjeblikkeligt at holde op med at sende forsyninger til Hizbollah, samt at fremtidig vold fra det sydlige Libanon vil blive mødt med, hvad Wall Street Journal kalder for "et tilbud, som Syrien ikke kan afvise" – hvilket vil sige militære repressalier. For som David Bedein forklarer i Philadelphia Evening Bulletin, "for hvert eneste mål, der rammes af Syriens stedfortræder, vil Israel udpege syriske angrebsmål." Sådanne mål bør omfatte terroristernes, militærets og regeringens infrastrukturer.
Denne tilgang vil fungere, fordi Hizbollahs format, styrke og dygtighed afhænger af syrisk støtte, både direkte og indirekte. Taget i betragtning, at syrisk territorium udgør den eneste rute, ad hvilken iransk hjælp når frem til Hizbollah, så vil en fokusering på Damaskus have den store sidegevinst at begrænse den iranske indflydelse i Levanten.
Denne plan har sine ulemper og komplikationer – den nylige syrisk-iranske gensidige forsvarspagt, eller det at den giver Hizbollah mulighed for at trække Syrien ind i krigen – men den har, tror jeg, større chance for succes end andre alternativer.
Ihukommende, hvordan en tilsvarende tilgang fungerede i 1998, da den tyrkiske regering havde held til at presse Damaskus til at holde op med at huse en terroristleder, foreslår den israelske strateg Efraim Inbar korrekt, at "tiden er inde til at tale tyrkisk til syrerne."
