Skylden for de aktuelle kampe ligger udelukkende hos Israels fjender, som benytter umenneskelige metoder, der tjener barbariske mål. Samtidig med at jeg ønsker Israels væbnede styrker al mulig succes mod terroristerne i Gaza og Libanon og håber, at de påfører Hamas og Hizbollah det maksimale nederlag med et minimum af døde, må jeg notere, at fejlagtige israelske beslutninger gennem de seneste 13 år har ført til denne unødvendige krig.
I 45 år, 1948-93, forsynede Israels strategiske klarsyn, fremragende taktik, teknologiske nyskabelser og logistiske dygtighed landet med en vis afskrækkelseskapacitet. En dyb forståelse af landets knibe satte, sammen med penge, viljestyrke og opofrelse, den israelske stat i stand til systematisk at polere sit ry for barskhed og hårdførhed.
Ledelsen fokuserede på fjendens tankegang og stemning, anlagde en politik, som var skræddersyet til at nedbryde hans moral med det formål at indgyde ham en følelse af nederlag, en erkendelse af, at den jødiske stat er permanent og ikke kan skaffes af vejen. Som et resultat måtte alle, der angreb staten Israel, betale for fejltagelsen i form af tilfangetagne terrorister, døde soldater, en fastkørt økonomi og væltede regimer.
I 1993 fyldte denne succeshistorie israelerne med en følelse af overdreven selvtillid. De konkluderede, at de havde vundet, og ignorerede den ubelejlige kendsgerning, at de palæstinensiske arabere og andre fjender ikke havde opgivet deres mål om at udslette Israel. To følelser, som længe havde holdt hinanden i skak, træthed og overmod (hybris), strømmede ud. Idet israelerne besluttede, at de havde fået nok af krig og kunne afslutte krigen på deres egne betingelser, begyndte de at eksperimentere med så eksotiske ting som "fredsprocessen" og "tilbagetrækning." De gav deres fjender lov til at skabe en delvist regeringspræget struktur (Det "Palæstinensiske Selvstyre") og ophobe bunker af våben (Hizbollahs næsten 12.000 Katyusha-raketter i det sydlige Libanon, ifølge den arabiske avis Asharq al-Awsat). Skamløst udvekslede de tilfangetagne terrorister med gidsler.
I dette sammensurium af formildelse og tilbagetrækning mistede Israels fjender hurtigt deres frygt og kom til at anse Israel for en papirtiger. Eller med lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallahs bidende bemærkning i 2000: "Israel, som både har atomkraft og det stærkeste luftvåben i regionen, er svagere end en edderkops net." Som jeg skrev i 2000: "Deres tidligere frygt for Israel er blevet erstattet af ringeagt, grænsende til foragt." Idet israelerne ignorerede deres handlingers indvirkning på fjenden, syntes de på forkvaklet vis at bekræfte denne ringeagt. Som et resultat genfandt de palæstinensiske arabere og andre deres tidligere begejstring for at udslette Israel.
At gøre denne skade gennem 13 år god igen kræver, at Israel vender tilbage til det langsomme, hårde, dyre, frustrerende og kedsommelige arbejde med at afskrække fjenden. Det betyder, at man må give afkald på de tåbelige planer om et kompromis, det drømmeriske håb om den gode vilje, uansvarligheden ved at løslade terrorister, dyrkelsen af trætheden og idiotien ved ensidig tilbagetrækning.
Ved årtiers hårdt slid før 1993 vandt Israel sine fjenders varsomme respekt. En episodisk spillen med musklerne er derimod til ingen nytte. Skulle Israel vende tilbage til sin vante praksis med at formilde og trække sig tilbage, så vil de aktuelle kampe blot vise sig at have været en sommerbyge, et frugtesløst slag i vinden. I dag ved Israels fjender, at de bare skal dukke sig i nogle dage eller uger, og så vil alt vende tilbage til det normale, israelerne vil stå tilbage med en følelse af obstruktionisme, og regeringen vil snart tilbyde sine gaver i form af tuskhandel med terroristerne og endnu en omgang territorial tilbagetrækning.
Afskrækkelsen kan ikke genskabes på en uge, ved hjælp af et togt, en blokade, eller en krigsrunde. Det kræver ufravigelig beslutsomhed, udfoldet gennem årtier. Hvis de aktuelle operationer skal opnå noget som helst for Israel ud over følelsesmæssig lindring, må de være et forvarsel om en dybtgående orienteringsændring. De må udløse en omfattende gentænkning af den israelske udenrigspolitik og en forkastelse af Oslo- og tilbagetrækningsparadigmerne til fordel for en afskrækkelsespolitik, der skal føre til sejr.
Mønsteret siden 1993 har været bestandigt det samme: Hver eneste desillusionering inspirerer til et orgie af israelsk samvittighedsnag og genovervejelse, efterfulgt at en stille tilbagevenden til formildelse og tilbagetrækning. Jeg frygter, at operationerne i Gaza og Libanon ikke er fokuserede på at nedkæmpe fjenden, men på at vinde frigivelsen af en eller to soldater – et mærkeligt krigsmål, måske uden fortilfælde i krigshistorien – hvilket antyder, at alt snart vil vende tilbage til det gamle.
Med andre ord, udbyttet af de fjendtligheder, som er undervejs, er ikke, hvad der bliver ødelagt i Libanon, eller hvad FN's Sikkerhedsråd beslutter; det er, hvad den israelsk offentlighed lærer, eller ikke lærer.
