Bush-administrationen anser USA for at være i krig med islamisk radikalisme; er tiden ikke inde til at betragte andre scener for den samme krig – Ruslands med de tjetenske rebeller, Indiens med Kashmir-oprørerne, Israels med Hamas – sådan som vi betragter vores egen, og arbejde for at nedkæmpe islamisterne?
I stedet maner Washington, i hvert fald i det israelske tilfælde, til forståelse, tilbageholdenhed, kompromis, problemhåndtering og andre halvhjertede og dødsdømte redskaber. Resultatet er en stadigt mere opstemt og aggressiv palæstinensisk befolkning, som tror, at sejren er inden for rækkevidde.
Washingtons forfejlede stillingtagen går helt tilbage til Oslo-aftalen fra 1993, hvor Yasir Arafat tilsyneladende satte punktum for den eksistentielle konflikt ved at skrive til Bill Clinton, at "PLO anerkender staten Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed." Men Arafats forsikringer var bedrageriske, og den arabiske bestræbelse på at eliminere Israel består i bedste velgående.
Israel må, med støtte fra USA, bekæmpe denne hæslige ambition. Det betyder, at man må påføre palæstinenserne en følelse af nederlag og vinde deres resignation over for den jødiske stats permanente eksistens i Det Hellige Land. Først da vil volden ophøre.
