Historisk set er Jerusalems religiøse betydning for muslimer vokset og aftaget med de politiske omstændigheder. I en vedvarende og forudsigelig cyklus, som har gentaget sig seks gange i løbet af 14 århundreder, har muslimerne fokuseret på byen, når det tjente deres behov, og ignoreret den, når det ikke gjorde det.
Denne modsætning blev især synlig i forrige århundrede. Det britiske bystyre, i 1917-48, opildnede en lidenskab for Jerusalem, som havde været fraværende i de 400 år under ottomansk kontrol. Men under hele den jordanske kontrol med den muromkransede by, i 1948-67, ignorerede araberne den stort set. Jordansk radio udsendte f.eks. fredagsbønnerne, ikke fra Al-Aqsa-moskeen, men fra en mindre moske i Amman. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO's stiftelsesdokument, Palestinian National Covenant (Den Palæstinensiske Nationalpagt), som daterer sig fra 1964, indeholder ingen nævnelse Jerusalem.
Den muslimske interesse for byen genvaktes først med den israelske erobring af Jerusalem i 1967. På dette tidspunkt blev Jerusalem brændpunktet i arabisk politik, idet den tjente til at forene de uregerlige elementer. I 1968 ændrede PLO sin pagt, så den kaldte Jerusalem for "sæde for Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation." Kongen af Saudi Arabien erklærede personligt byen for religiøs "ligesom" Mekka – en nyskabende, hvis ikke blasfemisk tanke.
I 1990 antog den islamiske fokusering på Jerusalem en sådan surrealistisk intensitet, at de palæstinensiske arabere gik fra at hylde Jerusalem til at benægte byens hellige og historiske betydning for jøder. Det palæstinensisk arabiske establishment – lærde, præster og politikere – støttede denne usandsynlige påstand ved at skabe en revisionistisk konstruktion bestående af lige dele opspind, usandhed, digt og bedrag. Den fjerner al jødisk tilknytning til landet Israel og erstatter den med en besnærende palæstinensisk arabisk forbindelse.
De palæstinensiske arabere hævder nu, at kanaanæerne byggede Salomons tempel, at oldtidens hebræere var stammebeduiner, at Bibelen stammer fra Arabien, at det jødiske tempel "lå i Nablus eller måske Bethlehem," at den jødiske tilstedeværelse i Palæstina ophørte i år 70, og at vore dages jøder er efterkommere af khazartyrkerne. Yasser Arafat opfandt selv en ikke-eksisterende kanaanæisk konge, Salem, ud af den blå luft og fortalte bevæget om denne palæstinensisk arabiske fantasi-"forfader."
Palestinian Media Watch opsummerer denne proces: Ved at gøre kanaanæere og israelitter til arabere og judaismen i oldtidens Israel til islam, tager Det Palæstinensiske Selvstyre "autentisk jødisk historie, dokumenteret ved tusindvis af års fortsat litteratur, og streger ordet ‘jødisk' ud og erstatter det med ordet ‘arabisk'."
De politiske følger er klare: Jøder savner enhver ret til Jerusalem. Som et gadebanner udtrykker det: "Jerusalem er arabisk." Jøder er ikke velkomne.
Tre nøglebegivenheder har, hævder Yitzhak Reiter fra Det Hebræiske Universitet, forvandlet denne selvforkælende mytologi til officiel ideologi:
-
Ved begivenheden Tempelbjergets Trofaste i oktober 1990 oplevede man en jødisk gruppes mislykkede forsøg på at lægge hjørnestenen til det tredje tempel, hvilket førte til muslimske optøjer, hvor 17 uromagere mistede livet. Denne hændelse øgede de palæstinensiske araberes frygt for en ødelæggelse af islamiske helligdomme og udløste en trang til at bevise, at Jerusalem altid har været en muslimsk og palæstinensisk arabisk by.
-
Oslo-aftalen i september 1993 anbragte for første gang Jerusalem på forhandlingsbordet. De palæstinensiske arabere reagerede ved at forsøge at diskreditere den jødiske tilknytning til byen.
-
Under Camp David-topmødet i juli 2000 så man, igen for første gang, den israelske regering fremsætte sit krav om suverænitet over dele af Tempelbjerget. Som Dennis Ross, en amerikansk diplomat, som var til stede ved topmødet, skarpt udtrykte det om Arafat, så "bidrog (Arafat) aldrig med nogen selvstændige ideer, ikke en eneste gang" i løbet af samtalerne. "Han fremførte (dog) én ny idé, som gik ud på, at templet ikke har ligget i Jerusalem, at det har ligget i Nablus." Hermed blev Jerusalems pseudohistorie til formel politik i Det Palæstinensiske Selvstyre.
De palæstinensiske araberes benægtelse af jødisk tilknytning til Jerusalem har to sandsynlige langtidsfølger. For det første antyder det, at de palæstinensiske araberes fokusering på Jerusalem har oparbejdet en sådan glød, at den nu kan opretholde sig selv uanset den politiske dagsorden, hvorved der brydes med et fjorten hundrede år gammelt mønster. Jerusalem synes at have udviklet sig til en varig muslimsk interesse, som skaber en følelse af berettigelse, som ikke længere er relateret til nyttehensyn.
For det andet mindsker denne benægtelse alvorligt udsigterne til en diplomatisk løsning. De palæstinensiske araberes indlysende falske historie støder deres israelske samtalepartnere bort i og med, at den gør krav på eneret til hele byen. Som følge heraf vil de fremtidige forhandlinger om Jerusalem nødvendigvis blive endnu mere følelsesladede, skæve og vanskelige end de tidligere.
