Kunne den muslimske zionisme være stærkere end den jødiske zionisme?
Selvom dette spørgsmål måske lyder absurd, så er det det ikke.
Den jødiske zionisme udsprang af en urokkelig, tre tusind år gammel kærlighed til Jerusalem, som blomstrede trods en spredning, der fik jøder til at bosætte sig langt fra deres hellige by. Denne kærlighed til Zion inspirerede den mest usædvanlige nationalistiske bevægelse i det 20. århundrede, en bevægelse som motiverede en vidtspredt befolkning til på ny at bosætte sig i sit gamle hjemland, genoplive et dødt sprog og etablere en ny samfundsdannelse – og at gøre dette trods intens modstand.
Den muslimske zionisme har derimod en betinget og slingrende historie, baseret på et instrumentalt syn på byen. Hver gang Jerusalem siden det 7. århundrede er dukket op som brændpunkt for muslimske religiøse og politiske interesser, er det sket i en reaktion på specifikke, nytteorienterede behov. Når Jerusalem tjente de muslimske teologiske eller politiske formål, voksede byen i muslimsk agtelse og følelse. Når disse behov bortfaldt, svandt den muslimske interesse prompte. Dette cykliske mønster har gentaget sig seks gange gennem 14 århundreder.
I det første tilfælde fortæller en beretning i Koranen, hvordan Gud i 622 beordrede Muhammed at bede vendt mod Jerusalem, og 17 måneder senere ændrede han det til, at han skulle bede vendt mod Mekka. De arabiske litterære kilder er enige om, at Jerusalem-mellemspillet udgjorde en fejlslagen bestræbelse på at vinde jøderne for den nye islamiske religion.
Det samme nytteprægede mønster gælder også for moderne tid. Osmannernes forsømmelse af Jerusalem i det 19. århundrede fik den franske romanforfatter Gustav Flaubert til at beskrive den som "Ruiner overalt, og alle vegne lugten af grave. … Den Hellige Stad for tre religioner rådner op af kedsomhed, forladthed og forsømmelse." De palæstinensiske arabere genopdagede først Jerusalem, efter at briterne havde erobret den i 1917, idet de brugte den til at vække de muslimske følelser imod imperiets kontrol. Efter at de jordanske styrker indtog byen i 1948, dalede interessen imidlertid igen.
Den genopstod først i 1967, da hele byen kom under israelsk kontrol. Den muslimske passion for Jerusalem har præget de seneste fire årtier i en sådan grad, at muslimsk zionisme nøje efterligner jødisk zionisme. Bemærk to ligheder:
-
Følelsesmæssig betydning: Ehud Olmert, som i dag er Israels premierminister, sagde i 1997, at Jerusalem repræsenterer "det reneste udtryk for alt det, som jøder har bedt for, drømt om, grædt for, og er døde for i de 2000 år siden ødelæggelsen af Det Andet Tempel." Det Palæstinensiske Selvstyres Yasser Arafat gentog næsten hans ord i 2000, da han erklærede, at Jerusalem "ligger i kernen af vores følelse, vort folks følelse og følelsen hos alle arabere, muslimer som kristne."
-
Den evige hovedstad: Israels præsident, Ezer Weizman, mindede pave John Paul II, på vejen til dennes besøg i Jerusalem i marts 2000, om at byen vil forblive Israels "evige" hovedstad. Dagen efter bød Arafat paven velkommen til "Palæstina og dets evige hovedstad, Jerusalem." Jødiske og muslimske religiøse ledere, som mødtes med paven, omtalte ligeledes Jerusalem som deres evige hovedstad.
I en generalisering bemærkede kommentatoren Khalid Durán i 1999, at "der foregår et forsøg på at islamisere zionismen … i den forstand, at Jerusalems betydning for jøderne og deres tilknytning til den nu bliver usurperet af de palæstinensiske muslimer." (Interessant nok følger dette et større mønster med palæstinensisk arabisk nationalisme, som efterligner jødisk nationalisme.)
Denne bestræbelse virker i en sådan grad, at mens sekulære israelere i stigende grad oplever, at de er uberørte af Jerusalem, bliver muslimsk zionisme følelsesmæssigt og politisk mere brændende end dens jødiske ophav. Bemærk eksemplet med rivaliserende Jerusalem-dage.
Israels Jerusalem-dag mindes byens forening under dets kontrol i 1967. Men, som Israel Harel skriver i Ha'aretz, denne hyldest er sunket fra at være en national helligdag til blot at være "helligdag for de religiøse grupper." Den muslimske udgave af Jerusalem-dagen – institueret 11 år senere, af ayatollah Khomeini i 1979 – tiltrækker derimod menneskemængder i omfanget 300.000 i det fjerne Teheran, tjener som platform for vækkelsesprædikener og vinder stigende støtte rundt om i den muslimske verden.
En meningsmåling fra 2001 fandt, at 60% af israelerne er villige til at dele Jerusalem; så sent som i sidste måned kundgjorde Olmert-regeringen sine planer om at dele byen, uden at dette vakte større postyr.
Jeg konkluderer derfor, at den muslimske brug af Zion repræsenterer en mere magtfuld kraft i dag end den jødiske kærlighed til Zion.
