Nu hvor forhandlingerne om den endelige status mellem Israel og palæstinenserne er på vej, er Jerusalem omsider kommet i spil. Grundlæggende består argumentationen her af en meningsudveksling mellem jøder og muslimer om, hvem der har de ældste, bedst dokumenterede og dybeste bånd til Den Hellige Stad.
En hurtig gennemgang af kendsgerningerne viser, at der ikke er så meget at strides om.
Jerusalem har unik betydning for jøder. Den har en enestående placering i jødisk lov og en altgennemtrængende tilstedeværelse i den jødiske religion. Jøder beder vendt mod Jerusalem, sørger over ødelæggelsen af deres tempel der og gentager forhåbningsfuldt sætningen: "Næste år i Jerusalem." Det er den eneste hovedstad i den jødiske stat, den gamle såvel som den moderne.
Omvendt indtager Jerusalem en klart sekundær plads for muslimer. Den er ikke nævnt i Koranen eller i liturgien. Profeten Muhammed ankom aldrig til byen og havde heller ingen bånd til den. Jerusalem har aldrig tjent som hovedstad for nogen form for samfundsdannelse og har aldrig været noget islamisk kulturcentrum.
Det er snarere Mekka, der er islams "Jerusalem". Det er der, muslimerne tror, at Abraham var tæt på at ofre Ishmael; hvor Mohammed levede det meste af sit liv; og hvor islams nøglebegivenheder har fundet sted. Muslimerne beder i dens retning fem gange om dagen, og det er stedet, hvor ikke-muslimer er forment adgang.
Når Jerusalem har så ringe betydning for islam, hvorfor insisterer muslimerne i dag så på, at byen er vigtigere for dem end for jøderne? Svaret handler om politik. Muslimerne viser religiøs interesse for Jerusalem, når det tjener deres praktiske interesse. Når denne interesse mindskes, sker det samme for Jerusalems status. Dette mønster har gentaget sig mindst fem gange i løbet af 14 århundreder.
Profeten. Dengang Muhammed forsøgte at omvende jøderne i 620'erne e.v.t., overtog han adskillige former for jødisk etableret praksis - en Yom Kippur-lignende faste, et synagoge-lignende sted til gudstjeneste, kosher-agtige kostbegrænsninger – og tillige tachanun-lignende bønner vendt mod Jerusalem. Men da flertallet af jøder afviste Muhammeds tilnærmelser, ændrede Koranen bønnernes retning til Mekka, og Jerusalem mistede sin betydning for muslimerne.
Umayyad-dynastiet. Jerusalem genvandt sin stilling nogle få årtier senere, da herskerne i Umayyad-dynastiet søgte efter måder, hvorpå de kunne styrke betydningen af deres territorier. En af måderne var at opføre to monumentale religiøse bygningsværker i Jerusalem, Klippemoskeen i 691 og Al-Aqsa-moskeen i 715.
Derefter gjorde Umayyaderne noget listigt: Koranen fortæller, at Gud førte Muhammed "om natten fra den hellige moske i Mekka til det fjerneste (al-aqsa) tilbedelsessted." Dengang denne passage blev afsløret (omkring 621), var "det fjerneste tilbedelsessted" blot en vending, ikke et specifikt sted. Årtier senere opførte Umayyaderne en moske i Jerusalem og kaldte den for Al-Aqsa. Siden har muslimer forstået passagen om "det fjerneste tilbedelsessted", som om den henfører til Jerusalem.
Men da Umayyaderne faldt i 750, sank Jerusalem næsten ned i glemsel.
Korstogene. Korsfarernes erobring af Jerusalem i 1099 affødte i begyndelsen kun ringe muslimsk reaktion. Men efterhånden som der rejste sig en muslimsk modstand imod korsfarerne, udvikledes en hel litteratur, som priste Jerusalems fortrin. Som følge heraf blev Jerusalem omkring dette tidspunkt efterhånden anset for islams tredjehelligste by.
Siden, da byen var trygt tilbage på muslimske hænder i 1187, sank den tilbage til sin sædvanlige glemsel. Befolkningstallet dalede, selv forsvarsmurene forfaldt.
Den britiske erobring. Først da de britiske tropper nåede Jerusalem i 1917, genvakte muslimerne byens betydning. Palæstinensiske ledere gjorde Jerusalem til et kernepunkt i deres kampagne imod zionismen.
Da jordanerne erobrede den gamle by i 1948, mistede muslimerne på forudsigelig vis atter interessen for Jerusalem. Den forfaldt til et provinsielt fortidslevn, idet den bevidst blev nedgraderet af jordanerne til fordel for Amman, deres hovedstad.
Oprettelse af et banklån, abonnement på en telefontjeneste eller registrering af en postpakke krævede en rejse til Amman. Jordansk radio transmitterede fredagsbønnen, ikke fra Al-Aqsa, men fra en mindre moske i Amman. Jerusalem forsvandt også fra det arabiske diplomatkort: PLO's kontrakt fra 1964 nævnte den ikke. Ingen arabiske ledere (bortset fra kong Hussein, og selv han kun sjældent) besøgte byen.
Den israelske erobring. Da Israel indtog byen i juni 1967, steg muslimernes interesse for Jerusalem på ny. PLO's kontrakt fra 1968 nævnte Jerusalem ved navn. Det revolutionære Iran oprettede en Jerusalem-dag og anbragte byen på sine pengesedler. Pengene strømmede ind i byen for at bygge den op igen.
På denne måde har politik snarere end religiøs følelse styret muslimernes interesse for Jerusalem op gennem historien.
