Den illegale immigration af ikke-vestlige folk, forudser jeg, vil blive et altopslugende emne i hvert eneste vestligt land.
Mens de vestlige fødselstal falder brat, mens kommunikations- og transportnetværkene bliver bedre, og mens den radikale islam i stigende grad løfter sit aggressive hoved, er europæere, amerikanere og andre bekymrede for deres økonomiske standard og deres kulturers fortsættelse. Efter at dette problem er blevet ignoreret i årtier, er reaktionerne især i Europa blevet skærpet her på det seneste.
- Det franske parlaments underhus har vedtaget en barsk ny immigrationslov.
- Østrigs indenrigsminister, Liese Prokop, har offentligt erklæret, at 45% af de muslimske immigranter i hendes land "ikke kan integreres," og har rådet dem til at "vælge et andet land" at bo i.
- Den hollandske immigrationsminister, Rita Verdonk, har inddraget statsborgerskabet for Ayaan Hirsi Ali, en muslimsk født immigrant, som er blevet berømt som kritiker af islam.
Men den mest dramatiske, kvalfulde følgeudvikling for immigrationen til Vesten finder sted langs Afrikas fjerntliggende vestkyst. Området er dukket frem som et væsentligt springbræt for håbefulde emigranter, der søger adgang til Spaniens rigdomme og derfra til hele Europa.
Vestafrikas rolle er ny. Indtil slutningen af 2005 droges emigranterne mod Marokko, til dels fordi dette land, kun adskilt ved Gibraltarstrædet, blot befinder sig godt 15 km fra Europa. De kunne også nemt snige sig ind i de spanske enklaver Ceuta og Melilla. I værste fald kunne de nå frem til De Kanariske Øer, et spansk territorium ca. 100 km ud for Vestafrikas vestkyst. Alle disse tjente i lige grad som porte til hele Europa.
Men ikke længere: Under intenst spansk og EU-pres har de marokkanske myndigheder slået hårdt ned på de illegale, endda til det punkt at dumpe dem uden proviant i ørkenen. Samme afskrækkende ugæstfrihed hersker i Vest-Sahara, et område syd for Marokko og helt under dettes kontrol. I mellemtiden patruljerer det europæiske maritime grænsevagtkorps på Middelhavet med voksende effektivitet.
Dette har gjort Mauritanien, syd for de marokkansk styrede områder og et af de fattigste, mest isolerede lande i verden, til det nye valg af transitpunkt. Afrikanere og andre håbefulde Europa-migranter, især fra det sydlige Asien, er begyndt at dukke op i stort antal. Nuadibu (indbyggertal: 90.000) blev pludselig vært for mere end 10.000 gennemrejsende i starten af 2006. Presset af Spanien slog mauritanierne også hårdt ned.
De evigt resursefulde migranter fortrak derefter længere sydpå, nu til Senegal. Turen til De Kanariske Øer tager mindre end en dag fra Marokko, men tre dage fra Mauritanien og syv til ti dage fra Senegal. Den notorisk barske søgang ud for Vestafrika kan nemt overskylle de åbne fiskerbåde af træ med deres enkelte udenbords motor, når de krydser de 900 sømil.
Den spanske ambassadør for humanitære spørgsmål i almindelighed, Manuel Pombo, har rapporteret, at op til 40% af dem, der forsøger at nå De Kanariske Øer, dør på turen. Lederen af Røde Kors i Mauritanien, Ahmedou Ould Haye, har kaldt det for "kollektivt selvmord." En anden iagttager spåede trist: "Tre måneder senere eller deromkring vil nogle af disse bedrøvelige både liste ind i Det Karibiske Hav – som spøgelsesskibe eller det, der er værre."
Trods disse grufulde odds bliver immigrationsbølgen ved med at vokse, stort set fordi migranternes modtagelse, når de først er landet på spansk territorium, er så velvillig, og kun få illegale bliver nogensinde deporteret. (Lederen af nødhjælpstjenesten på De Kanariske Øer, Gerardo Garcia, har sammenlignet det at lande der med at komme på ferie.) Den 18. maj landede angiveligt 656 mennesker på De Kanariske Øer, eller en syvendedel af det samlede antal ankomster i hele 2005. "Det er næsten som en invasion," klagede en frivillig på De Kanariske Øer, rapporterede Agence France-Presse.
I håbet om at standse immigrationsbølgen i dens udspring ved hjælp af deportationsaftaler tilbyder spanske diplomatiske delegationer de vestafrikanske lande økonomisk hjælp i bytte. Men de afrikanske regeringer modstår dette, idet de værdsætter pengetilførslerne fra Europa i samme mål, som de afskyr den dårlige offentlige omtale ved forvisninger i stor skala. Disse lindringer kan umuligt løse spændingerne ved, at de, der intet har, forsøger at bryde ind i middagsselskabet hos dem, der har.
Rickard Sandell fra Royal Elcano Institute i Madrid har forudsagt, at den folkevandring, der er på vej nu, kunne være et signal om en fremtidig afrikansk "masseudvandring" og væbnede konflikter. Det, vi ser i dag, "er kun begyndelsen på et immigrationsfænomen, som kunne udvikle sig til et af de største i historien. … masseangrebene på Spaniens Afrika-kyst er måske blot en første advarsel om, hvad vi kan forvente i fremtiden."
Således begynder første kapitel i det, der tegner til at blive en lang og frygtelig historie.
