Forvent, at Bush-regeringen fortsætter med at gøre Mellemøsten til centrum for amerikansk udenrigspolitik. Forvent også, at dens strategier forbliver grundlæggende uændrede – trods deres blandede ry hidtil.
Det er budskabet i et større udenrigspolitisk dokument, som blev udsendt i forrige uge af Det Hvide Hus, The National Security Strategy of the United States of America. NSS, som lovbefalet udgives hvert fjerde år, er 49 sider langt og skrevet af den nationale sikkerhedsrådgiver, Stephen Hadley, og hans team.
Mellemøstens forstørrede rolle skinner igennem på forskellige måder. I et følgebrev åbner præsident Bush rapporten ved at konstatere, at "Amerika er i krig," og beskriver fjenden som "terrorisme, næret af en aggressiv, hadefuld og morderisk ideologi, som blev fuldt afsløret for det amerikanske folk den 11. september 2001." Rapporten peger på Mellemøsten som regionen, der "bliver ved med at styre verdens opmærksomhed," fordi mange af dens lande alt for længe "har lidt under en mangel på frihed. Undertrykkelse har skabt korruption, uafbalancerede eller stagnerende økonomier, politisk vrede, regionale konflikter og religiøs ekstremisme."
Andre indikatorer peger på Mellemøstens og Golf-staternes centrale position. Irak nævnes ved navn 57 gange, mens Kina kun nævnes 28 gange og Rusland 17 gange. Den farligste stat? "Måske møder vi ingen større udfordring fra et enkelt land end fra Iran," hævder rapporten. Og det syriske regime, som "har valgt at være en fjende af frihed, retfærdighed og fred," vil blive holdt ansvarlig.
Dette fokus på Mellemøsten giver mening, når man tager regionens mange presserende trusler mod Amerika i betragtning. Uheldigvis insisterer NSS herefter på en rosafarvet udsigt, enten ved at underdrive regionens problemer eller forholde sig alt for optimistisk til dem.
Forholdene i Irak præsenteres som en blot og bar udfordring, der skal overvindes. "Vi vil samarbejde med Iraks frit valgte, demokratiske regering – vores nye partner i krigen mod terror – for at konsolidere og udvide friheden og opbygge sikkerhed og varig stabilitet" – som om borgerkrigens spøgelse ikke truede.
Den kendsgerning, at "hver gang en amerikaner kører ind til en benzinstation," som Gal Luft udtrykker det, "sender han penge til Amerikas fjender," er et barskt problem, som ikke optræder i NSS, i hvert fald ikke som andet end en vag indrømmelse af, at "olieindtægter finansierer aktiviteter, som destabiliserer [producenternes] region eller fremmer voldelige ideologier."
Rapporten minimerer truslen fra den radikale islam ved hjælp af den fiktion, at en "stolt religion" er blevet "fordrejet og tvunget til at tjene ondskaben." Men det er ikke tilfældet: Islamismen er en dybt rodfæstet og i brede kredse populær udgave af islam, sådan som det fremgår af valgresultaterne fra Afghanistan til Algier. Pålidelige meningsmålinger mangler fra lande med muslimsk flertal, men gentagne målinger i England giver en vis ide om de rystende ekstremistiske holdninger hos den muslimske befolkning i landet: 5 % af dem støtter terroristangrebene den 7. juli 2005 i London og siger, at flere af den slags angreb er berettigede; 20% har sympati med 7. juli-angribernes følelser og motiver og mener, at selvmordsangreb mod militæret i England kan retfærdiggøres. Disse resultater er sandsynligvis typiske for muslimske befolkninger globalt, sådan som det er blevet bekræftet af nylige målinger blandt indonesere og palæstinensiske arabere.
NSS undgår enhver nævnelse af Tyrkiet og Bangladesh, og den refererer kun forbigående til Saudi Arabien, idet den antyder, at de islamistiske ledelser i disse stater ikke udgør nogen speciel bekymring. Regeringens alvorlige fejltagelse i at hjælpe en terroristorganisation, Hamas, til magten i januar 2006 skøjter man hen over med nogle udglattende ord ("Muligheden for fred og statsdannelse … står åben, såfremt Hamas vil forlade sine terroristrødder og ændre sit forhold til Israel").
På denne måde afspejler NSS præcist yin og yang i Bush-regeringens Mellemøst-politik: et stærkt tiltrængt, ubøjeligt fokus på regionens sygelige, politiske kultur og den trussel, denne udgør for amerikanerne, blandet med en ubekymrethed, som antyder, at den aktuelle politik har det godt, tak, alt kører, som det skal, og problemerne – Irak, terrorismen og den arabisk-israelske konflikt især – vil snart være løst.
Bemærkelsesværdigt nok er det kun den iranske trang til kernevåben, som ikke inspirerer til denne glødende tillid. Her er regeringen åbenlyst bekymret ( "hvis konfrontation skal undgås," konstaterer NSS, så må de diplomatiske bestræbelser have held til at overbevise Teheran om, at de skal begrænse deres atomprogram til fredelige formål). Denne iagttager ville ønske, at en lignende tvivl ledsagede andre sider af amerikansk politik i regionen.
