Det kernespørgsmål, som er på spil i slaget om de tolv danske karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammad, er dette: Vil Vesten forsvare sine sæder og skikke, herunder ytringsfriheden, eller vil muslimer påtvinge Vesten deres livsførelse? I sidste instans eksisterer der intet kompromis: Vesterlændinge vil enten bevare deres civilisation, herunder retten til at fornærme og tale blasfemisk, eller ej.
Mere specifikt, vil vesterlændinge tilslutte sig en dobbeltmoral, hvorved det står muslimer frit at fornærme jødedom, kristendom, hinduisme og buddhisme, mens Muhammad, islam og muslimer nyder immunitet mod fornærmelser? Muslimer offentliggør rutinemæssigt karikaturer, som er langt mere krænkende end de danske . Skal de have lov til at smide om sig med den slags og samtidig være beskyttede mod tilsvarende krænkelser?
Den tyske avis Die Welt pegede på dette tema i en leder: "Protesterne fra muslimerne ville blive taget mere seriøst, hvis de var mindre hykleriske. Da syrisk fjernsyn viste dramadokumentarer i den bedste sendetid, som skildrede rabbinere som kannibaler, var imamerne tavse." Og forresten har imamaerne heller ikke protesteret mod, at der er blevet trampet på det kristne kors i det danske flag.
Det dybere spørgsmål her er imidlertid ikke muslimsk hykleri, men islamisk overherredømme. Den danske redaktør, som offentliggjorde karikaturtegningerne, Flemming Rose, forklarede, at hvis muslimerne insisterer på, "at jeg, som ikke-muslim, bør underkaste mig deres tabuer ... så kræver de min underkastelse."
Lige præcis. Robert Spencer opfordrede med rette den frie verden til at stå "beslutsomt sammen med Danmark." Den informative Brussels Journal erklærer: "Vi er alle danskere nu." Nogle regeringer har fanget det:
-
Norge: "Vi vil ikke undskylde, for i et land som Norge, der garanterer friheden til at udtrykke sig, kan vi ikke undskylde for, hvad aviserne trykker," bemærkede statsminister Jens Stoltenberg.
-
Tyskland: "Hvorfor skulle den tyske regering undskylde [for at tyske aviser offentliggør tegningerne]? Dette er et udtryk for pressefrihed," sagde indenrigsminister Wolfgang Schauble.
-
Frankrig: "Politiske karikaturer er af natur overdrevne. Og jeg foretrækker overdrevne karikaturer frem for overdreven censur," bemærkede indenrigsminister Nicolas Sarkozy.
Andre regeringer har fejlagtigt undskyldt:
-
Polen: "Grænserne for en rimeligt opfattet ytringsfrihed er blevet overskredet," konstaterede premierminister Kazimierz Marcinkiewicz.
-
England: "Gengivelsen af disse karikaturtegninger har været unødvendig, den har været ufølsom, den har været respektløs, og den har været forkert," sagde udenrigsminister Jack Straw.
-
New Zealand: "Unødvendigt krænkende" er, hvordan handelsminister Jim Sutton beskrev tegningerne.
-
USA: "At opildne til religiøst eller etnisk had på denne måde er ikke acceptabelt," sagde en presseofficial fra udenrigsministeriet, Janelle Hironimus.
Mærkeligt nok, mens "Det Gamle Europa" genfinder sin rygrad, bæver anglosfæren. Så rædselsfuld var den amerikanske regerings reaktion, at den vandt bifald hos landets førende islamistiske organisation, Council on American-Islamic Relations. Dette burde imidlertid ikke komme som nogen større overraskelse, for Washington har ry for at særbehandle islam. Ved to tidligere lejligheder vaklede man også i sager vedrørende fornærmelser mod Muhammad.
I 1989 blev Salman Rushdie dømt til døden af ayatollah Khomeini for at have skrevet satirisk om Muhammad i sin magisk-realistiske roman, De Sataniske Vers. I stedet for at forsvare forfatterens liv sidestillede præsident George H.W. Bush De Sataniske Vers og dødsdommen, idet han kaldte begge dele for "krænkende." Daværende udenrigsminister, James A. Baker III, betegnede blot dødsdommen som "beklagelig."
Endnu værre, da en israelsk kvinde i 1997 udbredte en plakat forestillende Muhammad som en gris, svigtede den amerikanske regering skammeligt sin beskyttelse af ytringsfriheden. På præsident Bill Clintons vegne kaldte udenrigsministeriets daværende talsmand, Nicholas Burns, den pågældende kvinde for "enten syg eller … ond" og konstaterede, at "Hun fortjener at blive retsforfulgt for dette oprørende angreb på islam." Udenrigsministeriet billiger en kriminalretssag mod retten til at tale? Endnu mere besynderlig var konteksten for dette udbrud. Som jeg skrev dengang, under min gennemtrevling af flere ugers udenrigsministerielle briefinger "fandt jeg intet, der nærmede sig denne dadlende sprogbrug, med henblik på de rædsler, som fandt sted i Rwanda, hvor hundredtusinder mistede livet. Tværtimod, Mr. Burns var gennemført forsigtig og diplomatisk."
De vestlige regeringer burde tage et lynkursus i islamisk lov og det historisk vedholdende muslimske bud om at underkue ikke-muslimske folk. De kunne begynde med at læse den kommende bog af Efraim Karsh, Islamic Imperialism: A History (Yale).
Mennesker, som ønsker at bevare deres frihed, bør stå uforbeholdent sammen med Danmark.
